Populisme er ikke antidemokratisk – tværtimod
Populisme bliver ofte set som en trussel mod demokratiet, men er det berettiget? Det er udgangspunktet for et netop afsluttet forskningsprojekt, hvor forskere fra Roskilde Universitet har undersøgt, hvordan begrebet populisme er blevet anvendt gennem historien.
De to centrale cases i projektet er Dansk Folkeparti siden dets oprettelse frem til i dag og Socialdemokratiet i perioden op til programmet ”Danmark for Folket” i 1934.
”Populisme er et opgør med status quo. Det er et udtryk for folkets opgør med eliten,” forklarer Anders Hovmøller, som er ph.d. og en af projektdeltagerne.
”Populisme er et fænomen, som mange mener hører til på fløjene, men vores påstand er, at det kan findes mange steder – også i brede, folkelige og demokratiske politiske projekter,” fortæller Allan Dreyer Hansen, lektor og leder af forskningsprojektet.
Tale til folket
Til at belyse populismebegrebet har forskerne foretaget en analyse af de to danske partier, som hver har brugt ’folket’ i deres retorik.
”Helt konkret kan vi se, at det populistiske forsvinder fra DF’s retorik efter de første valgkampe. Substansen i deres politik er i høj grad den samme, men måden, de artikulerer deres politik, er en anden. I starten udpeger man en kulturradikal elite, som blokerer for deres visioner, men senere bliver denne konflikt nedtonet,” siger Allan Dreyer Hansen.
På samme måde kan man ifølge forskerne finde populismeaspekter i Socialdemokratiets retorik i mellemkrigsårene.
”Socialdemokraterne udpeger ligesom DF en elite som en trussel mod folket. Man bør derfor overveje, hvad det er, man kalder for populisme. En populistisk mobilisering kan være en forandrende kraft som kan være både demokratisk og inkluderende,” siger Anders Hovmøller.
Populisme som skældsord
Allan Dreyer Hansen påpeger, at det måske bare er en del af demokratiet, at der opstår folkelige bevægelser mod noget elitært.
”Typisk bruger man populisme om politiske modstandere, som, man hævder, har vildledt en befolkning. Men anti-populisme bliver meget ofte elitisme, og så bør man vel tænke over, om det er elitisme man gerne vil have. Man bør holde fokus på substansen og ikke blot kategorisere nogen som populist,” siger han.
Er Trump-vælgere i USA fx blot et udtryk for en vildledt arbejderklasse, som er faldet i kløerne på en populist? Det kunne nogle amerikanske politikere muligvis tænke, men ifølge RUC-forskerne er det mere interessant, at nogle bruger populisme som et skældsord og dermed undviger substansen i modpartens kritik.
I en dansk kontekst er det ifølge forskerne et ofte overset aspekt, at Socialdemokratiet i mellemkrigstiden fastholder deres fortælling om at være et parti i konflikt med en elite, selv da de bliver et stort og bredt favnende parti.
”Det interessante ved at kigge på Socialdemokratiet i mellemkrigstiden er, at her går de fra at være arbejderparti til at være folkeparti, da man ikke kan gennemføre forandringer kun med arbejderklassen. Men når man læser programmet fra dengang, så trækker de stadig markante grænser mellem folket og eliten, som er det, en populistisk mobilisering handler om,” siger Allan Dreyer Hansen.