Pædagogers legitimering tager tid fra børnene

Nogle forældre i dag har i modsætning til tidligere en opfattelse af, at de har en viden og indsigt, der matcher eller måske kan ugyldiggøre pædagogernes. Og det kan være et problem for det pædagogiske arbejde i vuggestuer og børnehaver.

Det er en af pointerne fra lektor Jo Krøjer på baggrund af et nyt forskningsprojekt. I projektet har hun sammen med kollegerne Steen Baagøe Nielsen og Kevin Mogensen studeret pædagoger i daginstitutioner og deres oplevelse af egen faglighed.

For så vidt er der her tale om et felt, der er forsket meget i, men det perspektiv, som Jo Krøjer har anlagt, er nyt, og har givet anledning til eftertanke, ikke kun hos forskerne, men også blandt pædagogerne selv.

Mange af den ældre generation har et meget klart billede af, at man har mistet noget

Jo Krøjer og hendes kolleger kiggede nemlig på pædagogernes oplevelse af egen faglighed i et generationsperspektiv; de sammenlignede altså grupper af såvel pædagoger som forældre i to grupper - henholdsvis dem, der har virket inden 1991, og dem, der har virket efter 1991. Skellet er lagt, fordi der netop omkring 1991 var store forandringer i de rammer, der var for pædagogernes arbejde: Der blev indført forældrerepræsentation i institutionernes bestyrelser, og hele New Public Management-tankegangen gjorde, at pædagogerne i langt højere grad end tidligere blev underlagt kontrol og eftersyn. Ikke mindst fra forældrene selv, som i langt højere grad begyndte at gå aktivt ind i de normer og rammer, deres børn blev passet efter, og på mange måder fik en funktion, der kan sidestilles med en arbejdsgivers.
 

Pædagoger på hjemmebesøg

Lidt forenklet kan man sige, at hvor pædagogerne i 70’erne og 80’erne var nogen, som forældrene afleverede deres børn til i tiltro til, at pasning og pædagogik var i orden, så forandredes dette billede kraftigt fra begyndelsen af 90’erne og frem. Samtidig så man tidligere, at forældrene i højere grad blev inddraget som en ressource i institutionerne, for eksempel under afholdelse af særarrangementer eller ture, og blev på den måde set som ligemænd og -kvinder. I moderne institutioner er adskillelsen større på det praktiske plan, og derfor er der også tit tale om en større involvering fra forældrenes side som en form for kontrolinstans, forklarer Jo Krøjer. Tidligere blev forældre inviteret meget mere ind i institutionens arbejde. Forældre blev inddraget i at planlægge og  afholde arrangementer og brugt som arbejdskraft på kolonier:

»Man kan sige, at forældrene blev inviteret med ind som en slags pædagogisk ressource. Og der var også i mindre grad en adskillelse mellem institutionsliv og børnenes private liv. Pædagogerne tog på hjemmebesøg, og børnene besøgte hinanden, og man så, at nogle pædagoger i deres fritid tog sig af børn med særlige behov. Så på den måde havde forældre ret meget mulighed for at være med, og det sker i mindre grad i dag. Det ser ud til, at forældre i dag har behov for at finde muligheder for at sikre sig en vis standard, så de kan være trygge på deres børns vegne. Så den nye generation af pædagoger bliver mødt af en masse spørgsmål og undertiden også af en ret udtalt grad af skepsis og kritik - en skepsis, som vi ikke ser hos den ældre generation af forældre,« siger Jo Krøjer.

Læs også: Små børn har overraskende stor selvindsigt

Men også et andet forhold spiller en vigtig rolle i de dynamikker, der har gjort sig gældende i de seneste årtier, forklarer Jo Krøjer:

»Pædagogerne i den yngre generation opfatter deres egen faglighed som en, der er afhængig af supplement fra eksterne videnskilder. De oplever, at forældre efterspørger andre former for faglig underbygning end blot det, at pædagogerne mener, at noget er godt og pædagogisk rigtigt,« forklarer hun.

Forældrene stiller altså langt højere krav til, at pædagogerne har en ekspertbaseret viden, hvor almindelig pædagogfaglighed og praktisk erfaring tidligere oftere var tilstrækkeligt.