Nyt projekt: Forskere undersøger mere fleksibel og patientnær ledelse på sygehuse i Region Sjælland
Region Sjælland står ligesom resten af sundhedssystemet over for en række store udfordringer i forbindelse med bl.a. rekruttering og øgede krav fra patienter om sammenhængende og involverende patientforløb. Det stiller nye krav til ledelse på hospitalerne, som ikke længere kun handler om at være fagprofessionel ekspert. Netop den udvikling er fokus for et nyt forskningsprojekt, hvor forskere fra Roskilde Universitet skal undersøge nye ledelsesformer på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.
De tre sygehuse har igennem de sidste par år været i gang med at ændre deres ledelsesform i retning af en mere uddelegeret, tillidsbaseret retning, og de erfaringer vil være centrale i forskningsprojektet. Ambitionen er at få mere viden om praksisser, muligheder og udfordringer i springet fra en klassisk fagprofessionel ledelse til en mere tillidsbaseret ledelsesform i en sektor, som er præget af stærke professioner.
Lektor Tina Øllgaard Bentzen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet kommer til at lede projektet.
”Vi er meget begejstrede for det her samarbejde, fordi der i den grad er brug for mere viden om, hvordan man gennem ledelse kan løse nogle af de store udfordringer, man står over for på sundhedsområdet. Den tillidsbaserede ledelse kræver noget andet, for det er ikke nok at være faglig ekspert i, hvordan man for eksempel opererer et knæ. Man skal i langt højere grad kunne aktivere medarbejdernes kompetencer og give dem rum og ansvar til at træffe beslutninger i tæt samarbejde med den enkelte borger. Det er heller ikke nok at være fagekspert på sit område. Man skal også kunne lede processer på tværs og finde ud af, hvordan man får borgere med ind i det forløb, så de føler sig inkluderet, og så man får inddraget borgernes ressourcer,” siger Tina Øllgaard Bentzen.
Borgere ønsker indflydelse
Overgangen til en mere tillidsbaseret ledelse handler både om at efterkomme et behov på sygehusene for at skabe en mere fleksibel arbejdsform på tværs af afdelinger, men det handler også om at imødekomme borgere.
”Der er borgere, som stiller store krav til deres behandlinger og ikke bare passivt tager imod. De efterspørger en sammenhæng i systemet, søger viden på nettet og forventer at have en aktiv rolle i behandlingsforløbet. Det kan både udfordre den fagprofessionelle ekspertrolle, men kan også være med til at mobilisere en hel masse nye ressourcer,” forklarer Tina Øllgaard Bentzen.
”Det handler om at skabe en kultur omkring patientforløbene, hvor patienterne naturligt bliver mere inddraget. Patienterne sidder ofte inde med en masse usynlig viden om deres sygdom og generelle fysiske og psykiske tilstand, som er væsentlig for at give den bedste behandling og pleje, men det er alt for sjældent, vi tager denne viden i brug. Det skal vi lave om på,” siger Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.
Interaktivt forskningsprojekt
I projektet skal forskerne ud på sygehusene og følge ledere og tale med medarbejdere og borgere om, hvordan de oplever ændringerne i ledelsesformerne i deres hverdag.
”Det bliver et interaktivt forskningsprojekt forstået på den måde, at når vi finder nogle mønstre i empirien, kan vi løbende præsentere det for organisationen. Det kunne for eksempel være nogle dilemmaer, som lederne står overfor, når de i højere grad skal uddelegere opgaver og involvere medarbejdere i beslutninger. På den måde kan organisationen begynde at reflektere over det, vi har præsenteret, og få et sprog omkring dilemmaerne. Ambitionen er altså, at forskningsprojektet, udover at skabe ny viden, også bidrager til organisationens udvikling,” siger Tina Øllgaard Bentzen.
Fakta om samarbejdet
Region Sjælland og Roskilde Universitet har indgået et nyt forskningssamarbejde. Lektor Tina Øllgaard Bentzen leder projektet om tillidsbaseret ledelse og skal samarbejde med postdoc Sofie Loklindt Christensen. Derudover er der ved at blive rekrutteret en ph.d.-studerende, som skal være tilknyttet forskningssamarbejdet.
Ambitionen er at søge yderligere finansiering og dermed udvide partnerskabet mellem Region Sjælland og Roskilde Universitet med flere forskningsspor.