| Nyhed

Nyt forskningscenter sætter fokus på arktiske problemstillinger

Det tværfaglige forskningscenter Center for Arktiske Studier er blevet oprettet på Roskilde Universitet.
Nuuk, Grønland
Center for Arktiske Studier har fokus på at udbygge relationer på tværs af Roskilde Universitet og med relevante samarbejdspartnere i Arktis blandt andet i Grønland. Foto: Colourbox

 

I tæt samarbejde med Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) skal det nye forskningscenter på Roskilde Universitet, Center for Arktiske Studier, arbejde for at udvikle samfundsrelevant, tværfaglig og problemorienteret forskning, der kan bidrage til læring og kompetenceudvikling, som allerede er godt i gang i det grønlandske samfund.

Formålet med Center for Arktiske Studier er at udvikle, samle og understøtte forskningsaktiviteter og studerendes projekter om arktiske problemstillinger, og det skal ske i tæt samarbejde med Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik på Ilisimatusarfik.

Leder af Center for Arktiske Studier er professor John Andersen fra Plan, By og Proces på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, og han har tidligere arbejdet med aktionsforskning i forhold til socialt arbejde sammen med forskere fra Ilisimatusarfik.

”Vi har oplevet en stor interesse fra både studerende og forskere på tværs af RUC’s institutter og interessenter uden for RUC. Vi glæder os til at komme rigtigt i gang, og vi har flere arrangementer og forskningsaktiviteter på vej. Blandt andet planlægger vi lige nu et arrangement for arktisk-interesserede studerende, hvor det bliver muligt at høre RUC-studerendes perspektiver på temaer som organisationsudvikling i det offentlige, udvikling af tilbud for socialt udsatte børn og unge og betydningen af inuit-tatoveringer,” siger John Andersen.

Han har sammen med adjunkt Mette Apollo Rasmussen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv taget initiativ til forskningscentret.

”Vi arbejder fortsat på at udvikle relevante forskningssamarbejder bredt – og i tæt samarbejde med kolleger i det arktiske. Den problemorienterede tilgang, vi kender fra Roskilde Universitet, er et godt udgangspunkt til at arbejde med relevante problemstillinger og udvikle viden, der er brug for," siger Mette Apollo Rasmussen.

På nuværende tidspunkt er tre institutter på Roskilde Universitet involveret i forskningscentret med omkring 20 forskere, som arbejder inden for forskningsområdet. Centret har et tværfagligt fokus og fordeler sig bredt på blandt andet erhvervsøkonomi/ledelse, planlægning, socialpolitik, social entreprenørskab, sikkerhedspolitik, klimaforandringer, sundhedsfremme, læringsforskning, sprogstudier og kommunikation.

Center for Arktiske Studier har fokus på at udbygge relationer på tværs af Roskilde Universitet og med relevante samarbejdspartnere i Arktis.

Læs mere om Center for Arktiske Studier på forskningscentrets hjemmeside.