Ny Rapport: Syv Pædagogiske Principper for en ’Asylpædagogik’

Vi sidder tæt side om side i et af de store auditorier på UCC’s nye Campus Carlsberg på den gamle brygger-grund. Salen er tæt pakket med fagpersoner, studerende samt pædagoger og lærere fra Røde Kors’ asylinstitutioner, der alle er kommet for at høre rapporten ”Asylpædagogik i Røde Kors” blive præsenteret.
Rapport om asylpædagogik i Røde Kors


Projektet, som er et samarbejde mellem Roskilde Universitet, UCC og Røde Kors, har sigtet mod at indkredse, hvordan en pædagogik med asylbørn ser ud. Forskerne bag projektet, Jan Kampmann (RUC og CeDif), Fina Vilholm (RUC og CeDif) og Signe Thingstrup Hvid (UCC) har gennemført en række værksteder, hvor pædagoger og lærere fra danske asylcentre har diskuteret, hvad arbejdet med asylbørn egentlig består i. Dette samskabende arbejde er blev til syv pædagogiske principper, som udgør pejlemærker for en asylpædagogisk praksis:

  1. Gribe nuet og skabe forudsigelighed
  2. Arbejde med erfaringer
  3. Mangfoldige arbejdsformer
  4. Kulturel relevant pædagogik
  5. Myndiggørende pædagogik
  6. Sproglig diversitet
  7. Forældresamarbejde

Læs mere om principperne i rapporten ”Asylpædagogik i Røde Kors”

Inddragende metode giver ordet til lærere og pædagoger

Projekt er gennemført i værksteder, hvor pædagoger og lærere fra Røde Kors’ institutioner har talt sig frem til de væsentlige aspekter i arbejdet. Det grundlæggende idé i værkstedsarbejdet har været at give ordet til dem, der står i praksis – en tilgang, som ikke altid er en selvfølge. Undervejs i konferencen rejser asylchef Anne La Cour Vågen sig op, og siger, at hun i sine 30 år som chef endnu ikke har set et så vellykket projekt, der inddrager perspektiver fra både praksis og forskning.

Forskerne fra projektet er også selv glade for værkstedformen, der med sin inddragende form giver plads til forskellige stemmer:

”Det har været meget vigtigt for os, at medarbejderne føler ejerskab over både processen, men også indholdet”, siger Fina Vilhom, videnskabelig assistent, som har været med til værkstederne.

Jan Kampmann er enig, og pointerer, hvordan at det endelige resultat er en blanding af praktikernes og forskernes stemmer:

”I processen har vi forsøgt at tage det ind, de har sagt og sige, jamen hvordan kan vi oversætte det til noget der både giver mening for os, som også er genkendeligt for dem og som vi kan sætte på begreb og gøre alment.”

Lærer: Ikke noget nyt, men godt for nye medarbejdere

Ud af de mange deltagende på konferencen finder vi Amanda Tang, som er lærer på en skole for asylbørn i Nykøbing Sjælland. Hun har deltaget i projektet, og ser derfor ikke mange nye pointer til dagens konference, for som hun siger: ”Grundlaget for rapporten er jo det, vi har sagt, vi laver”.

Samtidig mener Amanda, at faren ved at udvikle overordnede principper er, at der vil være nogle pædagoger og lærere som ikke kan genkende deres konkrete praksis med asylbørn, fordi pointerne bliver almene. Hun tænker dog, at principperne fra rapporten vil være givtige for nye medarbejdere, og ønsker at hun selv havde haft noget lignende, da hun startede:

”Hvis jeg havde haft denne her rapport inden jeg startede, så kunne det godt være, at jeg havde tænkt ’Ahh ok, det er det, det handler om’. For jeg blev mere eller mindre kastet ud i det.”

Røde Kors arbejder videre med arbejdet fra rapporten, og næste skridt er, at få udbredt og ’oversat’ principperne hos alle asylmedarbejderne.