| Forskningsnyt

Ny professor (mso) vil gøre os klogere på et ”kaotisk medielandskab” og hvad de digitale fremskridt gør ved vores sociale relationer

Chris Peters er tiltrådt som professor (mso) på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. I et nyt forskningsprojekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond ser han nærmere på, hvordan nye medier og ny teknologi påvirker vores opfattelse og oplevelse af information.
Chris Peters
Chris Peters har gennem årene modtaget en række internationale forskningsbevillinger. Senest har han modtaget 5,4 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond.


"Jeg har altid været fascineret af den måde, kommunikationsteknologierne former samfundet på, og hvordan vi bruger medier til at skabe stabilitet og mening i vores dagligdag," siger Chris Peters, der netop er tiltrådt som professor (mso) i kommunikation på Roskilde Universitet. Han kommer til RUC fra en stilling som lektor på Aalborg Universitet i København.

"Min holdning er, at den nye teknologiske udvikling ikke blot forandrer den måde, vi får nyheder på, men grundlæggende transformerer hele konceptet om, hvad nyheder er," siger Peters og henviser til bøgerne 'Rethinking Journalism' (2013) og 'Rethinking Journalism Again' (2017), som han har redigeret sammen med Marcel Broersma fra University of Groningen.

Offentligheden bliver konfronteret med et medielandskab, hvor det kan være vanskeligt at gennemskue, hvilke informationskilder der kan regnes for troværdige, påpeger Chris Peters. Samtidig er nye digitale fremskridt som smartphonen allestedsnærværende i vores personlige liv, og det betyder, at vi hele tiden oplever flere kilder til informationer og sociale relationer.

"Det er stadig meget uklart, hvordan dette påvirker vores opfattelse og oplevelse af information og verden i øvrigt. Kernen i mit arbejde er at forsøge at afdække, hvordan vi danner stabile informationsvaner i et tilsyneladende kaotisk medielandskab," siger Chris Peters.
 

Nyt forskningsprojekt

Med sit forskningsprojekt 'Beyond the Here and Now of News' påbegynder han en afdækning af nogle af disse fænomener. Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond og løber fra 2018-2022. Peters og hans kolleger professor Kim Schrøder, ph.d.-stipendiat Julie Vulpius og ph.d.-stipendiat Josephine Lehaff vil undersøge, hvordan de måder, vi møder og bruger nyheder på, ændres over tid. Udover dette projekt arbejder Peters også sammen med Stuart Allan fra Cardiff University om en bog, som bliver en del af serien 'Digital Politics', der udgives af Oxford University Press.

Chris Peters er medlem af flere internationale udvalg; således sidder han i de redaktionelle udvalg på de akademiske tidsskrifter Journalism, Journalism Studies og Digital Journalism, og han er også medlem af 'Book of the Year'-komitéen under International Communication Associations afdeling for studier i journalistik. Peters blev uddannet som sociolog i Canada og flyttede til Holland i 2008, hvor han var adjunkt ved University of Groningen, inden han flyttede til Danmark i 2015.

 

Mere information:

For yderligere information kontakt professor (mso) Chris Peters, e-mail: cpeters@ruc.dk, tlf.: 4674 2238, eller presseservice: 2887 0027.