Ny måling: Her er kommunerne, hvor klima fylder mest og mindst på dagsordenen
Meningsmålinger fra blandt andet Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum viser, at vælgerne til det kommende kommunalvalg har klima højt på deres dagsorden. En ny måling fra Roskilde Universitets Borgmesterbarometer viser imidlertid, at det langt fra er i alle kommuner, at klima er det store emne i nyhedsmediernes dækning.
Bag analysen står professor Mark Blach-Ørsten og studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.
”Læren fra folketingsvalget 2019 har ellers været, at klima er en dagsorden, man som topkandidat og parti er nødt til at forholde sig til, og det kan koste dyrt at ignorere. Folketingsvalget 2019 er jo i dag kendt som klimavalget. Her viser vores, og andre analyser, at partier uden en klar klimadagsorden blev straffet af vælgerne med Dansk Folkeparti som det klareste eksempel. Parallellen til kommunalvalg skal man selvfølgelig være forsigtig med at drage, men vi ved fra meningsmålinger, at klima også er vigtigt for borgerne her til kommunalvalget,” siger professor Mark Blach-Ørsten.
Opgørelsen fra Borgmesterbarometeret viser, at der er stor forskel på, hvor meget klima fylder i forskellige kommuner. I kommuner som Læsø, Greve, Langeland og Allerød er klima næsten ikke omtalt i dækningen, mens det fylder mere i dækningen i store kommuner som København og Frederiksberg.
”Halsnæs Kommune har relativt set klimaet højest på dagsordenen i vores analyse, og det skyldes for eksempel et lokalt fokus på kystsikring,” siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.
Top og bund af klimaomtale i procent relativt til den totale omtale af emnet i alle medier:
Halsnæs 63%
Horsens 43%
København 26%
Frederiksberg 26%
Læsø 1%
Greve 2%
Langeland 2%
Allerød 2%
Borgmesterbarometeret overvåger mediedækningen af 327 udvalgte borgmester- og spidskandidater fordelt over landet 98 kommuner. Kandidaterne overvåges i alle danske nyhedsmedier samt referater fra de store tv- og radioudsendelser. Borgmesterbarometeret er et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Altinget og Infomedia.