Ny forskning viser potentiale i glemt praksis i landbruget
I november 2019 indgik den danske regering, dens støttepartier og Alternativet endnu en politisk aftale med henblik på større sikkerhed for at begrænse landbrugets udledning af kvælstof.
I en forskningsartikel i det videnskabelige tidsskrift Agronomy for Sustainable Development præsenterer forskere fra Sveriges Lantbruksuniversitet og professor Henrik Hauggaard-Nielsen fra Roskilde Universitet forskningsresultater, der viser, at den agroøkologiske praksis med at samdyrke korn og bælgplanter kan reducere det globale forbrug af kvælstofgødning med op til 26 procent og potentielt reducere behovet for areal til dyrkning af afgrøder med cirka 115 millioner hektar ud af i alt cirka 1.500 millioner hektar global landbrugsjord, uden at det reducerer den samlede produktivitet.
Mineralsk kvælstofgødning eller handelsgødning, som det også kaldes, har spillet en stor rolle i udviklingen af det moderne landbrugssystem med høj produktivitet og lave fødevarepriser. Produktionen af gødningen kræver dog meget energi, som typisk er fossilbaseret. Kvælstof kan desuden udvaskes til vandmiljøet og er en af de store kilder til drivhusgasudledninger fra global landbrugsproduktion i kraft af lattergas. Netop lattergas er en af de drivhusgasser, som påvirker den globale opvarmning negativt.
Beregningerne i forskningsartiklen beror på et teoretisk scenarie, hvor alle bælgplanter som sojabønner, ærter, bønner, linser med flere i de nuværende globale landbrugssystemer dyrkes sammen med korn som byg, hvede, havre med flere frem for den typiske dyrkning af disse proteinafgrøder for sig selv.
”At reducere brugen af mineralsk kvælstofgødning gennem samdyrkning vil være et vigtigt skridt til at mindske landbrugets negative miljøpåvirkning f.eks. i henhold til de planetariske grænser for, hvor meget kloden kan klare af kvælstoftilførsel og drivhusgasemissioner,” siger professor Henrik Hauggaard-Nielsen.
De planetariske grænser er udviklet af forskere fra Stockholm Resilience Centre og benyttes som et mål for, hvor meget menneskeheden kan bruge af klodens ressourcer eller miljømæssige kapital.
Derudover kan samdyrkning give andre potentielle fordele som eksempelvis øget udbyttestabilitet, reducerede skadedyr- og ukrudtsproblemer, som kan føre til et reduceret behov for pesticidanvendelse.
Samdyrkning er gammel praksis
Samdyrkning defineres som en dyrkningspraksis, hvor to eller flere afgrøder dyrkes samtidigt, hvilket fører til en mere effektiv udnyttelse af vækstfaktorer som eksempelvis vand, lys og næringsstoffer. Dette fænomen sker også i naturen, hvor forskellige planter og træer placerer sig i forhold til, hvordan vækstfaktorerne er fordelt. Før mekanisering og stigende forbrug af handelsgødning og pesticider omkring 1950, dyrkede mange landmænd på tilsvarende vis flere forskellige afgrøder på samme mark for at opnå en større sikkerhed for årets høstudbytte. Sammen med øvrig teknologiudvikling i landbruget og samfundsudvikling er samdyrkning ikke længere særligt udbredt.
FN's fødevare- og landbrugsorganisation The Food and Agriculture Organization har i 2019 lavet en fremskrivning om, at der vil blive brugt over 108 millioner tons syntetisk fremstillet mineralsk kvælstofgødning i 2020, og disse nye forskningsresultater påviser, at samdyrkning vil kunne reducere dette forbrug med op til 26 procent. Det skyldes, at bælgplanterne kan binde atmosfærisk kvælstof via symbiose med jordbakterier ved, at bælgplanterne danner rodknolde, hvor specifikke bakterier kan omdanne atmosfærisk kvælstof til ammonium, der leveres til planten, som kan øge sin vækst uafhængig af jordens kvælstofindhold.
Naturens egne reguleringsmekanismer
Selvom samdyrkning kræver mere areal, end når bælgplanterne dyrkes alene, for at producere den samme mængde bælgplanteprotein, vil samdyrkningens ekstra kornudbytte muliggøre arealbesparelser.
Samdyrkning, som antaget i forskernes teoretiske scenarie, sætter gang i en såkaldt agroøkologisk intensivering, som øger det totale høstudbytte pr. arealenhed, og det kan medvirke til, at de føromtalte cirka 115 millioner hektar af det nuværende korndyrkede areal kan frigives og benyttes til andre afgrøder eller genetablering af natur for at øge diversiteten i det samlede landskab. Analysen indikerer, at der er et stort potentiale i at bruge agroøkologiske praksisser som samdyrkning i udviklingen af en mere bæredygtig arealanvendelse.
”I vores forskning har vi vist, hvordan naturens egne reguleringsmekanismer i højere grad kan gavne fremtidens arealanvendelse. Vores nuværende fokus i forskningen er en øget indsats omkring inddragelse af dygtige landmænd i udviklingen af disse agroøkologiske dyrkningsprincipper for derigennem ikke kun at opnå tekniske erkendelser men også indsigt i sociale forhold som traditioner, regler og normer, som naturligvis indgår i udviklingen af samdyrkningsprincipper i det moderne mekaniserede landbrug,” siger Henrik Hauggaard-Nielsen.
Forskningsresultaterne er blevet præsenteret i en forskningsartikel med titlen ’Intercropping of grain legumes and cereals improve the use of soil N resources and reduces the requirement for synthetic fertilizer N: a global-scale analysis’, der er skrevet af professor Erik Steen Jensen og lektor Georg Carlsson, begge fra Sveriges Lantbruksuniversitet, og professor Henrik Hauggaard-Nielsen fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.