Ny forskning: Sådan kan fodbold skabe social forandring
Fodbold er så meget mere end sejrene på banen. Det kan være en kraftfuld motor for social forandring og et middel til at opbygge fællesskab og inklusion. Men der er også store hurdler, viser ny forskning fra Roskilde Universitet. Det danske foreningsliv har tendens til at lukke sig om sig selv. Hvis vi vil udnytte fodboldens fulde potentiale, skal vi gentænke, måden vi tænker og udvikler foreningslivet på i Danmark.
Det konkluderer antropolog og byplanlægger Aske Tybirk Kvist, som skriver en erhvervs-ph.d. i samarbejde med fodboldklubben Nørrebro United.
Nørrebro United blev stiftet i 2008. Før det havde Nørrebro, en bydel med 80.000 mennesker, ingen fodboldklub for børn. Gennem fodboldklubbens hverdagsudfordringer - bl.a. med en venteliste på 1000 børn – har Aske Tybirk Kvist undersøgt, hvordan man kan tilrettelægge foreningsaktiviteter på en måde, der både øger den generelle kapacitet, men som også tilgængeliggør foreningsidrætten for grupper med støttebehov.
Aske Tybirk Kvist spiller ikke selv fodbold og er ikke særligt interesseret i sporten i sig selv:
”Men fodbold er det, de allerfleste gerne vil – og det burde derfor kunne løfte den opgave at lave relationer på tværs. Så der ikke er nogen, der står uden for de almene fællesskaber.”
”De bevæger sig ikke over Jagtvej. Og så pludselig er man i Barcelona”
Gennem sin forskning har Tybirk dokumenteret, hvordan fodboldaktiviteter kan hjælpe med at tackle udfordringer som social ulighed, marginalisering og integration. I fodboldklubben Nørrebro United er der hold med 23 forskellige nationaliteter og børn fra syv skoler, som mødes i et fodbold-fællesskab. Og nogle af børnene knytter tætte bånd til de frivillige trænere over flere år.
”Det er meget tydeligt, at der er relationer, som ellers aldrig ville være opstået. Der er nogle frivillige, som tager ansvar for træningen. Lige pludselig er der nogle børn, som oplever, at nogle voksne, som ikke behøvede gøre noget for dem, bruger 10 år med dem. Der er nogle ret vilde relationer,” fortæller Aske Tybirk Kvist.
I påskeferien var 180 børn fra Nørrebro United afsted til Costa Brava Cup med frivillige.
”Her i klubben er der nogle, som ikke ved, hvor Køge er. De bevæger sig ikke over Jagtvej. Og så pludselig er man i Barcelona, hvor der er folk fra hele verden. På den måde er der nogle fede muligheder i at komme ind i det system. Der er forskel på at spille fodbold og at gå til fodbold,” siger Aske Tybirk Kvist.
Foreningslivets særlige koder
Men foreningslivet er ikke tilgængeligt for alle. Statistikker viser, at det betyder meget, om ens forældre har været en del af foreningskulturen. Er man første- eller andengenerationsindvandrer har ens forældre sandsynligvis ikke førstehåndskendskab til foreningskulturen.
”Den helt store udfordring er, at når der er venteliste, så er middelklassen meget bedre til at planlægge. De skriver deres børn op tre år før, fordi de ved, at der er tre års venteliste,” fortæller Aske Tybirk Kvist.
Nørrebro Uniteds indledende forsøg med boldbure ude i boligområderne helt tæt på børnene var dog ikke en mirakelkur mod problemet med inklusion i foreningslivet, fortæller han. Projektet fik medvind, men der var også udfordringer.
”Historien levede godt, for der var brug for den historie. Men praksis var ikke helt så succesfuld. Der var nogle steder, hvor det bare var middelklassen, der nu brugte boldburene,” fortæller han.
Man er nødt til virkelig at forstå de udsatte børns hverdag, påpeger Kvist. Hvilke gårde hænger de i? Hvem er de voksne, de har kontakt til? Hvem kender deres forældre? Hvordan får man det forankret i boligområderne?
”Der er mange mere eller mindre usynlige barrierer for foreningsdeltagelse, som de ressourcestærke er gode til at navigere i, men som for andre grupper kan være stopklodser for foreningsdeltagelse”.
Om Brobold
Aske Tybirk Kvist har bl.a. evalueret projektet Brobold. Her er fodboldklubben Nørrebro United sammen med to andre fodboldklubber fra Vesterbro og Østerbro gået sammen om at udvikle en ny tilgang til lokalsamfundsfodbold. Her handler det om at rykke fodbolden helt ud i de områder, hvor børnene bor. Man sætter fx boldbure op i baggårde i de almene boligområder på Nørrebro, ligesom der arrangeres ’åben træning’ en gang om ugen i Wesselsgade.
”Hvad er det, der gør, at de børn kommer hver eneste onsdag og spiller fodbold i Wesselsgade, mens det er umuligt for dem at melde sig ind i Nørrebro United? Det er interessant.”
Der er mange faktorer, der spiller ind, forklarer han:
”Selvom Nørrebro Uniteds kontingent er så lavt, at det kan betales af en støtteordning i kommunen, så er der stadig mange barrierer for deltagelse. De skal løbe ærinder for familien. Forældrene mener ikke, fodbold er lige så vigtigt som skole. Man skal passe søskende osv. Til åben træning kan vi have 40 unge, som ikke ville kunne indgå i et traditionelt organiseret fællesskab i en fodboldklub. Men til åben træning får de et forhold til en træner osv.”
Mulighed for forandring
Aske Tybirk Kvist fortæller, at der i dag er flere, der spiller fodbold i Nørrebro United end for 2 år siden. Så på den måde har initiativerne i fodboldklubben været en succes. Men der er stadig ca. 1000 på venteliste, så der er plads til at gøre endnu mere.
Der er mange traditioner og vaner, som knytter sig til, hvordan ”rigtig” fodbold skal være, som er vanskelige at leve op til som forening i byen og for personer med støttebehov, men mange af disse kan være anderledes, forklarer Aske Tybirk Kvist. Foreninger kan arbejde tæt sammen med lokalsamfundets øvrige aktører.
For ham som forsker har det været overraskende, hvor stor en mulighed der er for, at foreningslivet kan tilrettelægges på en anden måde.
”Der er mange, der bakker op om at tænke fodbolden med lokalsamfundet som udgangspunkt. Der er en åbenhed. Man kan ændre på mange ting, og så hænger det stadigvæk sammen, det kan fx være at bruge andres baner, selvom de ikke lever op til DBU’s kampstandarder. Om det er på Nørrebro, i Husum eller i Viborg.”
I Randers er man i øjeblikket ved at afprøve brobold-metoder i udsatte boligområder.
”Man kan lave nogle fantastiske forandringer ret hurtigt, men det er ret svært at forankre dem, for man skal have kommunen til at tænke med. Fx tænke børnehave og fodboldklub sammen. Det har man aldrig gjort, det er to meget forskellige ting. Det er civilsamfundet og institutionen. Det er tydeligt, at hvis man kan få lavet en mere glidende overgang, så er der mange flere børn, der nemt ville kunne komme ind i foreningslivet,” siger Aske Tybirk Kvist.
”Der kommer nogle system-grænser, der gør det bøvlet. Man skal tale med mange politikere for at kunne få rykket på det.”
Aske Tybirk Kvists ph.d.-projekt afsluttes til vinter, men de foreløbige konklusioner fra projektet publicerer han løbende i videnskabelige artikler.