Når Game of Thrones bliver et fælles sprog til at tale alvor
Skyskraberen Trump Tower tårner over et mørkt New York, men noget er ikke, som newyorkerne normalt ser den høje bygning. For oven over Trump Tower svæver et flammende dystert øje. Øjet er Saurons, ondskaben selv fra J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre-bøger og efterfølgende film.
Billeder, der kæder Trump Tower og den amerikanske præsident Donald Trump sammen med den fiktive skurk Sauron, florerer i stort antal på internettet – delt af Trump-kritikere, ligesom man kan finde billeder af Trump afbildet som andre af fiktionens klassiske onde herskere som Darth Vader fra Star Wars, Lord Voldemort fra Harry Potter-universet og karakterer fra Game of Thrones.
Billederne er såkaldte memes, som er et internetfænomen, hvor korte budskaber bliver spredt – som regel i form af et billede med en kort tekst til. Memes har ofte et humoristisk præg, men de bliver også brugt som en udtryksform til at kommentere på aktuelle begivenheder som eksempelvis valget af Donald Trump som USAs præsident, krigen i Syrien eller klimaforandringer.
De mange memes er bare et eksempel, hvor fiktive underholdningsuniverser bliver brugt som sprog til at tale om virkelige begivenheder. Det er ikke et nyt fænomen, at virkelighed bliver spejlet i eksempelvis litterære værker, men folks mediebrug har ændret sig, så virkelighed og fiktion bliver flettet sammen på nye og mere intense måder, fortæller lektor Susana Tosca fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
På den ene side er det stadig underholdning og eskapisme, men på den anden side bliver der også talt om vigtige emner, der rører én
Siden 2004 har hun arbejdet med fænomener, der spreder sig på tværs af medieplatforme, sammen med lektor Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet, og til næste år udkommer deres nye bog ’Transmedial Worlds and Everyday Life: Networked Reception, Social Media, and Fictional Worlds’, hvori forskerne undersøger, hvordan de fiktive universer spiller ind i folks hverdag. Bogen er baseret på flere års empirisk arbejde.
»I medieforskning er der en tradition for at kigge på fans, der er meget dedikerede, mens mainstream-mediebrugere ikke har været så interessante. Men folk er i dag tilstede på rigtig mange medieplatforme, og de producerer selv meget indhold på de sociale medier, hvilket er nyt,« påpeger Susana Tosca.
Et nyt metablik
De fiktive underholdningsuniverser bliver en udtryksform, man kan få folks opmærksomhed med, forklarer forskeren, og som skaber en forbindelse mellem mennesker, eller får folk til at grine. Men mange mener det samtidig også seriøst, påpeger Susana Tosca:
»Før i tiden ville man have tænkt, at emner som politik eller den globale opvarmning skulle man ikke spøge med på den måde,« siger Susana Tosca.
»Men nu har almindelige mennesker udviklet et metablik, hvor vi både kan kommunikere på et fiktivt plan, men samtidig være seriøse. På en måde er det en egenskab, en slags "metamuskel", som vi typisk tror er forbeholdt digtere og andre kunstnere. Men sociale medier gør det synligt, hvordan den "muskel" bruges flittigt af almindelige mennesker, som kan støtte sig til fiktionsuniverserne for at lave deres egne metaforer, eller foreslå en ny symbolsk fortolkning af deres kærlighedsliv. De fiktive universer bliver brugt som en linse, vi kan bruge til at se verden igennem,« siger Susana Tosca.
I bogen præsenterer forskerne en række cases, der eksemplificerer denne nye måde at forbinde hverdagsliv og fiktion på. Udover folks brug af memes kigger de bl.a. på, hvordan folk udlever deres mest hemmelige drømme i kærlighedscomputerspil, hvordan fiktionsuniversfælleskaber knytter mennesker sammen, der har det svært, og hvordan almindelige mennesker bliver amatør-kulturkritikere og udvikler nye kompetencer, såsom i de populære let's play-videoer, hvor gamere deler deres gennemførsel af et computerspil med eget kommentarspor.
Store narrativer træder i baggrunden
Tidligere har store narrativer som religion og politiske ideologier spillet en væsentlig rolle som forklaring på livet og samfundsordenen, men visse steder i verden er deres gennemslagskraft falmet.
Her får de fiktive underholdningsuniverser en vigtighed, som overrasker forskerne:
»Det er ikke sådan, at de her fiktionsuniverser alene udfylder de store narrativers plads for mange mennesker, men nogle af de funktioner, som eksempelvis religion eller politiske ideologier har haft, er forsvundet, så der er et tomrum, som fyldes af andet. Nogle bruger måske Game of Thrones til at beskrive politiske ambitioner, og hvor langt visse mennesker er villige til at gå for magt. Andre diskuterer ivrigt, hvilke moralske værdier der er i Star Wars-universet og i hvilken rækkefølge, de skal vise filmene for deres små børn, i et slags dannelsesprojekt,« forklarer Susana Tosca og tilføjer, at de populære fiktionsuniverser ofte er centreret om kampen mellem det gode og det onde; med karakterer, der må træffe moralske valg, som kan tjene som pejlemærker for folks egen adfærd.
»Det er lidt paradoksalt, for det er jo underholdningskultur, og mange anser det for triviallitteratur, men det er noget, som mange mennesker har et forhold til, for hvem har ikke hørt om Harry Potter? Man kan til gengæld ikke være sikker på, at folk har læst Marcel Proust eller James Joyce eller andet, som måtte betragtes som højkulturelt. Som forsker kan man sikkert begræde det eller afvise det som banalt, men vi har valgt at undersøge, hvad folk får ud af deres engagement med populære fiktionsverdener« siger Susana Tosca.
Broer mellem mennesker
En af grundene til, at populærkulturen bliver så stærk som et fælles sprog er, at det giver en personlig forbindelse mellem afsender og modtager.
»Du forstår, hvad jeg mener, og det skaber et emotionelt bånd mellem os, fordi vi deler samme passion og samme referenceramme til at forstå, hvad der sker i verden. Det er noget, vi har til fælles,« konstaterer forskeren.
Det er blevet nemt at finde folk på internettet og de sociale medier, som man deler interesse med, og det kan skabe relationer på tværs af geografiske skel, aldersforskelle og andre mulige forhindringer. Det udvikler nye former for fællesskaber.
Forbindelsen mellem hverdagsliv og fiktive underholdningsuniverser bliver ikke kun brugt til at kommentere på storpolitik og globale udfordringer, men kan også bruges som et sprog til at tale om helt nære og personlige ting, viser Susana Toscas forskning.
»På den ene side er det stadig underholdning og eskapisme, men på den anden side bliver der også talt om vigtige emner, der rører én,« siger Susana Tosca.
Et eksempel er den norske tv-serie Skam, som også blev et stort hit i Danmark. Serien handler om en gruppe unge mennesker, som oplever mange af livets op- og nedture sammen, og mange af problemstillingerne er genkendelige fra seernes egen hverdag.
I Danmark har mange fans fx fundet sammen i den såkaldte ’Kosegruppa DK’ på Facebook, hvor mere end 41.000 medlemmer diskuterer stort og småt fra serien.
»Folk har dybe diskussioner om, hvad det eksempelvis vil sige at være en god veninde, hvad der sker, når dine forældre vil have dig til at have et andet liv end det, du har, eller hvordan det er at være homoseksuel og ikke føle, du kan komme ud af skabet,« fortæller Susana Tosca og fortsætter:
»Fiktionsuniverset bliver et sprog, så de her mennesker kan få talt om enormt vigtige emner, som de ikke rigtigt har haft et rum til. Gruppen bliver en lille familie, og du ved, at det er sikkert at dele opdateringer dér, som du ikke ville gøre på din almindelig Facebook-væg eller andre steder, hvor du kan blive blottet. På den måde bliver de fiktive universer en slags broer mellem mennesker,« konkluderer hun.
Bogen ’Transmedial Worlds and Everyday Life: Networked Reception, Social Media, and Fictional Worlds’ udkommer på forlaget Routledge i 2019.