| Nyhed

Millionprojekt skal gøre SMV'er mere bæredygtige og digitaliserede

RUC-ledet projekt har modtaget omkring 13,5 mio. kroner til at samskabe en åben læringsplatform for små og mellemstore virksomheder. Formålet er at støtte SMV'er med at skabe digital og bæredygtig udvikling.
The CONSIDERATION Logo


South Baltic Interreg-projektet med titlen CONSIDERATION er ledet af Roskilde Universitet og inkluderer partnere fra Tyskland, Polen, Litauen, Sverige og Danmark.

Baggrunden for projektet er, at de sydbaltiske regioner har udfordringer, idet store dele af deres – for det meste landlige – regioner halter efter landsgennemsnittet med hensyn til at anvende digitale teknologier.

”Det gør det oplagt at arbejde på tværs af grænserne for at finde fælles løsninger. Flere undersøgelser viser, at en af hindringerne for digitalisering er manglen på digitale kompetencer i SMV’erne samtidig med manglen på tid og ressourcer. Derfor skal en interventionsstrategi være fleksibel, og værktøjerne skal være nemme at bruge, billige og let tilgængelige,” siger projektleder Margit Neisig.

Erfaringer fra et tidligere projekt med titlen "Digitale Veje til Vækst", som RUC har deltaget i, viser, at når konsulenter laver digitaliseringsstrategier for virksomhederne, bliver disse strategier ofte ikke implementeret efterfølgende. Det peger på behovet for, at SMV'erne selv arbejder med deres digitaliseringsstrategi.

”Digitalisering og digital transformation kræver forberedelse, tager tid, kræver digitale kompetencer, der også handler om digital praksis og omfatter alle medarbejderes kompetencer. Nøgleordet er involvering. Erfaringer fra projektet ’Digitale veje til vækst’ viser, at digital transformation skal læres, så det bliver en operativ kompetence for virksomheden,” siger Margit Neisig.

Ifølge projektlederen er digitalisering i bund og grund et gør-det-selv-projekt. Alt skal ikke kun læres men også vedligeholdes og videreudvikles ved virksomhedens egen kraft. Erfaringerne viser også, at grøn omstilling, klimatilpasning, bæredygtighed og cirkulær økonomi nu er de mest effektive incitamenter for virksomheder til at øge deres digitale rejse.

”Mange SMV'er ved ikke, hvor de skal starte og slutte, hvilke løsninger, der findes til de specifikke behov, og de er ikke særlig bevidste om de data, der er tilgængelige i hele deres egen organisation, og hvilken værdi de kan have,” siger Margit Neisig.

Kort om projektet

  • Via projektet udvikles og pilottestes en digital læringsplatform i et bredt partnerskab, der samarbejder på tværs af universiteter, teknologiparker, læringsinstitutioner, handelskamre/erhvervscentre samt offentlige myndigheder og SMV'erne.
  • Projektet har til formål at udvikle et digitalt strategiudviklingsværktøj og et sæt underværktøjer på en open source-platform med tilhørende kurser til at understøtte SMV'ernes kompetence i at arbejde strategisk med digitalisering og bæredygtighed.
  • Efter projektets afslutning skal løsningen leve videre støttet af en nonprofitorganisation finansieret af gebyrer fra serviceudbydere, men løsningen skal fortsat være gratis og videreudvikles for SMV'erne.
  • Projekt afholder åbningsarrangement på Roskilde Universitet, tirsdag den 14. november 2023, kl. 15-17, i auditorium 25.2-035 i Bygning 25.

Hovedtaleren er Esa Kokkonen, direktør for The Baltic Institute of Finland og ledende koordinator for politikområdet innovation for EU’s strategi for Østersøregionen.  

Læs programmet og tilmeld dig åbningsarrangementet.
 

Logo Interreg and EU and Consideration