Løkke og Frederiksen får halvdelen af taletiden på radio og tv
Når rådhusklokkerne har slået sidste slag, og radioavisen går i gang, eller de store tv-nyhedsudsendelser indledes ved aftenstid, så er der stor sandsynlighed for, at de politikere, vælgerne møder, er enten Venstres Lars Løkke Rasmussen eller Socialdemokraternes Mette Frederiksen. De to partiledere står for halvdelen af al omtale på radio og tv. I valgkampens første tre uger står Lars Løkke for 28 % af omtalen og Mette Frederiksen for 22 % på radio og tv.
"Det er næsten som om, der er præsidentvalg. Det er en tendens, vi har set gennem de sidste valgkampe, hvor medierne vælger at fokusere på de store partier og giver dem rigtig meget taletid, selvom flere partiledere, allerede inden valgkampen startede, havde sagt, at de også kunne kandidere til statsministerposten," siger Mark Blach-Ørsten, professor (mso) på Journalistik på RUC.
En så stor fokus på enkelte partiledere har konsekvenser for de øvrige partier. Mens Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl tegner sig for 12 % af omtalen på radio og tv, ser det værre ud for partilederne for de mindre partier, som hver tegner sig for 1-2 % af omtalen i radio og tv.
"Selv nuværende og tidligere ministre, Anders Samuelsen og Uffe Elbæk, fylder ikke særligt meget i de danske radio- og tv-stationer. Det er også overraskende, at Rasmus Paludan kun får cirka fem procent af taletiden i radio og tv. Han som partileder står for mere end 9 % af al omtale i alle danske medier, men på tv- og radiostationerne er man åbenbart ikke lige så interesseret i at tale om og med Rasmus Paludan som i de skriftlige medier," siger Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor og ph.d.-stipendiat på Journalistik på RUC.
Oversigt over partiledere og omtale på radio og tv:
Lars Løkke Rasmussen (357 omtaler) 28%
Mette Frederiksen (286 omtaler) 23%
Kristian Thulesen Dahl (155 omtaler) 12%
Morten Østergaard (67 omtaler) 5%
Pia Olsen Dyhr (67 omtaler) 5%
Søren Pape Poulsen (63 omtaler) 5%
Rasmus Paludan (57 omtaler) 5%
Pernille Skipper (56 omtaler) 4%
Anders Samuelsen (47 omtaler) 4%
Uffe Elbæk (39 omtaler) 3%
Isabella Arendt (tidl. Stig Grenov) (26 omtaler) 2%
Pernille Vermund (22 omtaler) 2%
Klaus Riskær Pedersen (15 omtaler) 1%
Kilde: RUC/Infomedia
Om valganalysen:
Professor (mso) Mark Blach-Ørsten og studielektor og ph.d.-stipendiat Mads Kæmsgaard Eberholst fra Journalistik på Roskilde Universitet undersøger hver dag dækningen af folketingsvalgkampen 2019 i både traditionelle nyhedsmedier og på sociale medier. Dette sker i samarbejde med programmet Detektor på DR og med assistance i relation til indsamlingen af medieindhold fra Infomedia.
Projektet løber frem til valgets afholdelse den 5. juni. Herefter vil forskerne bearbejde alle de indsamlede data til en eller flere videnskabelige artikler.