Kronik: Voldsudøvelse har en stærkt kønnet slagsside
Denne kronik har været bragt i Politiken d. 25. november 2022.
Det sikreste parameter for, om en person udøver vold, er, om vedkommende er en mand. Vi bliver nødt til at tale mere om kønsaspektet i voldsudøvelsen. Voldsudøvelse har en stærkt kønnet slagside.
I dag er det FN's internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Vold er et ligestillingsproblem og et samfundsmæssigt fænomen, som i stor udstrækning er forbundet med mænds handlinger.
Det er mænd, som står for langt det meste af den voldsudøvelse, der finder sted i samfundet, hvad enten den er rettet mod kvinder, mod børn eller mod andre mænd. Det er ligeledes mænd, som står bag langt hovedparten af den grove vold, inklusive mord, seksualiseret vold og racistisk vold. Det er dog sjældent, at denne synlige ligestillingsproblematik medfører et eksplicit fokus på mænd som køn.
Selv om mænds vold mod kvinder (det, som nu fra institutionelt hold kaldes partnervold) i de seneste år har haft en stigende bevågenhed blandt politikere og i medierne, rettes opmærksomheden nemlig sjældent direkte mod mænd. Det er beklageligt, fordi der er behov for systematisk viden om mænds liv i et kønsperspektiv, hvis vi skal reducere omfanget af mænds voldsudøvelse i samfundet.
Men hvorfor sker det så ikke? For at forstå trægheden og inertien på dette område er det vigtigt at indse, hvad vi som samfund er oppe imod, når vi ønsker at kønsliggøre mænd for derigennem at kunne stille kritiske spørgsmål om mænds handlinger. Det at fokusere eksplicit på mænd og vold er nemlig et kontroversielt emne, til trods for at alle kriminalitets-og voldsstatistikker vidner om, at det er mænd, som begår hovedparten af volden i samfundet.
Når politikere og medier taler om, at de vil stoppe volden i samfundet, så glemmer de ofte at tale om den maskuline kultur, der producerer volden. Dette kom bl. a. tidligere i år til udtryk i regeringens 'Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab'.
I handlingsplanen omtales den mandlige drabs-og voldsmand konsekvent som 'partner'. Det skrives ingen steder eksplicit, at drabene og volden udføres af mænd, men kun, at det er kvinder, som udsættes for den.
Det kan umiddelbart lyde som lingvistisk navlepilleri. Men det er det ikke.
Usynliggørelsen af mænd som socialt køn (dvs. de samfundsmæssige og kulturelle normer, som har betydning for mænds tanker og handlinger) påvirker nemlig de spørgsmål, som vi kan stille, og de svar, som vi kan få.
Det er derfor vigtigt at se på, hvordan vi tænker og taler om vold, og hvordan vi konstruerer og fremstiller sociale problemer.
Vi er nødt til, som direktøren for Museet Køn, Julie Rokkjær Birch, har påpeget, at kunne tale om, at vold (stadig) har en kønnet slagside, uden at alle mænd dermed føler sig ramt.
Det er problematisk at foretage generaliseringer af menneskelig vold og aggression uden at inddrage spørgsmålet om køn, og det er vigtigt at sammenkoble de psykologiske forklaringer på vold med de bredere kulturelle diskussioner af maskulinitet.
Der er nemlig stor forskel på, i hvilken grad vold analyseres som et kønsligt, socialt eller psykologisk problem. Vi skal derfor som samfund blive bedre til at se kritisk på det dominerende forklarings- og analysefokus, når det handler om voldsudøvelse i samfundet.
Vi bør i større udstrækning bevæge os fra at konstatere, at det er mænd, der hovedsageligt udøver vold, til at undersøge, hvorfor mænd udøver vold.
Vi har ikke på tilstrækkelig vis udviklet et sprog til at tale om de kønsmæssige aspekter relateret til mænds problemadfærd, herunder den såkaldte partnervold og partnerdrab, som går i dybden med de dybereliggende årsager til nogle mænds voldelige adfærd, og som derigennem hiver mænd ud af deres privilegerede usynlighed.
Det er i den henseende interessant, at man faktisk på engelsk godt kan finde ud af at kalde tingene ved deres rette navn.
Her taler man om 'femicide' eller 'gender related killings of women'.
Et stort spørgsmål er derfor, hvordan vi som samfund får diskussionen om mænds vold til reelt at lande og forblive på den politiske og institutionelle dagsorden som en kønspolitisk konfliktdimension.
Specielt emner som vold, sexkøb, voldtægt og seksuel chikane har mange steder været præget af en systematisk nedtoning, når det angår sammenhængen med mænds socialisering. Det vil med andre ord sige, at man sjældent diskuterer, hvilke kulturelle og opdragelsesmæssige aspekter af mænds liv der afstedkommer, at det næsten udelukkende er mænd, som f. eks. køber sex, begår voldtægt og udøver vold og seksuel chikane.
Vi er som samfund tøvende med at synliggøre voldens årsager. Vi kan diskutere voldens karakter - men sjældent dens reelle årsager. Når vi sætter fokus på voldens årsager, er vi tilbøjelige til at fokusere på de individuelle, sociale og kønsneutrale aspekter.
Det er derfor ikke tilfældigt, at det var i Sverige og ikke i Danmark, man i 1999 kriminaliserede sexkøb, og at loven, da den blev vedtaget, blev slået sammen med love om bekæmpelse af vold mod kvinder og sexchikane på arbejdspladser i en lovpakke med navnet Kvinnofrid (kvinders fred).
Det er dog forkert at hævde, at mænds voldsudøvelse mod kvinder ikke har været et samfundsmæssigt prioriteret emne.
Siden 2002 har skiftende regeringer udviklet nationale handlingsplaner med initiativer til forebyggelse og bekæmpelse af volden i nære relationer. Der har ligeledes i mere end 20 år været allokeret betydelige ressourcer til behandlingstilbud til voldsudøvende mænd. Disse behandlingstilbud har dog haft en meget kønsneutral opfattelse af voldsproblematikken.
Et spørgsmål, som har betydning for den behandlingsform, der tilbydes, er, om man vælger at tro på, at mænd udvælger deres ofre, eller om mændene slår ud fra ustyrlige impulser. Er det afvigeradfærd, eller er det socialt og kulturelt skabt kutyme? Udføres volden hovedsageligt af syge, sindsforvirrede og socialt marginaliserede mænd, eller udføres volden også af normale mænd til at etablere og opretholde kontrollen med deres kvindelige partner? Der er således stor forskel på, om den underliggende præmis for det terapeutiske arbejde er, at de traditionelle maskulinitetspraksisser indirekte eller direkte er medvirkende til mænds undertrykkende og voldelige adfærd ('bad men'), eller om der snarere er tale om psykisk syge mænd ('mad men').
Undersøgelser viser også, at partnerdrab på kvinder typisk ikke udføres af psykisk syge mænd og ligeledes ikke sker impulsivt eller i affekt. Det er derimod drab, hvor vold, kontrol, trusler og stalking har stået på i lang tid.
Et af de bedste eksempler på usynliggørelsen af mænds problemadfærd finder sted, når det kønnede aspekt forbliver uudtalt i mediernes præsentation af de såkaldte 'familietragedier' og 'jalousidrab'.
Disse tragedier handler oftest om, at en mand har dræbt sin partner, nogle gange også sine børn og måske har taget sit eget liv derefter. Spørgsmålet, som sjældent bliver rejst i forbindelse med sådanne overskrifter, er, hvorfor det specielt er mænd, som begår disse handlinger.
Vi ser en stærk tendens til at fokusere på andre sociale kategorier og opdelinger, som slører, at det handler om mænd.
Kønnet er nemlig ofte usynligt, når der begås forbrydelser. Vold og mord bliver ikke begået af mænd, men derimod af kriminelle, rockere, narkomaner, socialt udsatte og mænd med minoritetsbaggrund etc. - men sjældent bare af mænd.
Dette afstedkommer, at de nævnte 'familietragedier' og 'jalousidrab' kommer til at fremstå som uundgåelige, som noget, der kommer 'ud af det blå', hvilket igen bevirker, at fokus ikke dirigeres i retning af en diskussion af, hvordan disse tragedier kan undgås og forebygges.
Det bør i langt højere grad blive diskuteret, hvorfor medierne og samfundet bevidst eller ubevidst 'glemmer' kønsaspektet i disse tragiske hændelser. Mænd får bogstaveligt talt lov til at gå under radaren, selv om volden først og fremmest handler om mænds liv og udspringer af mænds handlinger.
"Diskussioner om vold i samfundet er oftest præget af fokus på kvindelige ofre og meget voldelige mænd. Voldproblemer, der kan knyttes til den normale manderolle, er derimod et stort tabu."
Den gængse måde, vi taler om vold på i samfundet, afstedkommer, at den mandlige voldsudøver ofte ikke er i centrum eller stille og roligt forsvinder ud af diskursen/fortællingen om den voldsudøvelse, som han står for. Denne tagen for givet-attitude er vigtig at udfordre, hvis vi skal forstå og bekæmpe vold. Mænd skal kønsliggøres, før de kan studeres på en kritisk måde.
Diskussioner om vold i samfundet er oftest præget af fokus på kvindelige ofre og meget voldelige mænd. Voldproblemer, der kan knyttes til den normale manderolle, er derimod et stort tabu. Det er smerteligt at beskæftige sig med vold, og det fremstår, som om vi som samfund på sin vis ønsker at beskytte os imod indsigt i voldens væsen.
Specielt partnervold (som burde kaldes mænds vold mod kvinder, fordi den alvorlige vold næsten udelukkende udøves af mænd) er et følsomt og tabuiseret emne og berører i høj grad spørgsmålet om, hvor grænserne går for, hvad der opfattes som et offentligt og et privat anliggende.
Der eksisterer en slags dobbelttabu omkring vold.
På den ene side skal volden ikke forekomme, og på den anden side, når volden forekommer, skal den ikke fortælles.
Spørgsmålet om mænd og vold er som mange andre sociale fænomener præget af udfordringen med at skulle generalisere og være specifik på samme tid.
Det er ikke svært at se nogle systematiske kulturelle og samfundsmæssige årsager til, at det hovedsageligt er mænd, som opfordres til at udøve og som faktisk udøver volden i samfundet.
Vold og aggression indgår på mange måder som en 'naturlig' del af drenges socialisering, og aggressivitet er en af de følelser, mænd lettest kan udtrykke uden at føle skam. Når dette er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at betone, at der er andet og mere end køn på spil.
Mænd, der udøver vold mod kvinder, går sjældent rundt og praler med deres handlinger og bliver ikke opfattet som kulturelle helte. Men i nogle - men naturligvis ikke alle - sammenhænge kan mænds voldsudøvelse være legitim.
Problemet med at sætte fokus på mænds aggressive handlinger er, at mænd også bliver belønnet for adfærden i andre sammenhænge. Mænd bliver i mange henseender både direkte og i det skjulte hyldet for en voldelig og aggressiv adfærd.
Fejringen af mænds vold i film og sport (dog oftest mod andre mænd) er meget udbredt, hvilket kan virke som en form for blåstempling. Voldudøvelse behøver derfor ikke blive opfattet som afvigende adfærd, idet voldsudøvelse kan være rodfæstet i kulturelt anerkendte forestillinger om maskulinitet. Brugen af vold til at afklare uenigheder og stridigheder har været og er stadigvæk et udbredt instrument for både individuelle mænd, grupper af mænd og nationer.
Det er specielt det kønskulturelle perspektiv, der bliver overset, når mænds voldsudøvelse bliver diskuteret. Dette gør sig dog oftest gældende, når det er majoritetskulturens mænd, der udøver vold.
Den svenske etnolog Inger Lövkrona (2001) har om usynliggørelsen af mænds kontroversielle handlinger beskrevet, hvordan det ofte, når majoritetskulturens mænd udøver vold, bliver forklaret med forskellige teorier om bl. a. 'testosteronmanden', som ikke er ansvarlig for sine handlinger, fordi hormonerne løber ukontrollabelt rundt i kroppen; den 'aggressive' mand, som af evolutionshistoriske årsager er tvunget til at være brutal; og den 'syge' mand, som ikke kan 'gøre for det', og hvis maskulinitet derfor ikke kan sammenlignes med normale mænds maskulinitet.
Lövkrona påpeger, at når majoritetskulturens mænd udøver vold, så forklares volden med individuelle årsager, hvorimod når mænd med indvandrerbaggrund eller efterkommere af indvandrere udøver vold, så forsøges volden forklaret med kulturelle årsager.
I den forbindelse har bl. a. journalisten Stinne Andreasen og forfatteren Gretelise Holm påpeget, at vi ikke analyserer vores egen kulturs drab, og at hvide danske mænds partnerdrab burde kaldes 'den hvide mands æresdrab', fordi det er de samme patriarkalske strukturer, som ligger til grund for partnerdrab i såvel Danmark som i mellemøstlige lande.
Det er også krænket ære, truet maskulinitet og personlig ydmygelse, der får danske mænd til at dræbe. I den henseende burde vi fremadrettet i større udstrækning snakke om gradsforskelle frem for om artsforskelle, når vi taler om æresrelaterede drab.
Det sikreste parameter for, om en person udøver vold, er stadigvæk, om vedkommende er en mand. Men kan man forbinde skabelsen af traditionel maskulinitet med voldsudøvelse, eller er det snarere individuelle og personlighedsmæssige forhold, der er afgørende? Maskulinitet er naturligvis ikke hele historien om vold, men voldsudøvelse kan ikke forstås på ret vis uden en indsigt i maskulinitet. Men hvor dybt stikker den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn, egentlig? Den er stadig stærk, selv om der ikke kan herske tvivl om, at # MeToo-bevægelsen, som blev et verdensomspændende fænomen i 2017, medførte et større generelt fokus på mænds destruktive/kontroversielle handlinger. Mænd blev så at sige gennem det eksplicitte fokus på seksuel chikane hevet ud af deres privilegerede usynlighed.
Efter # MeToo ser man nu også kraftigere samfundsmæssige reaktioner på mænds vold mod kvinder og kvindedrab (f. eks. # TextMeWhenYouGetHome-kampagnen), og der er kommet større vilje til at protestere og til at udtrykke, at nu kan det simpelthen være nok.
Det nye ved den offentlige samtale er, at det ikke længere kun handler om, hvad kvinder kan gøre for at undgå at blive ofre for vold og seksuel chikane - i stedet handler det nu også om, hvordan mænd skal ændre deres adfærd. Men i nogle henseender befinder (specielt majoritetens) mænd sig stadigvæk i en situation mellem at være indirekte i fokus og ignoreret på samme tid.
Der er stadigvæk en tendens til at forsøge at forklare mænds voldsudøvelse som havende at gøre med noget andet end bare mænds vold.
Det er derfor vigtigt at benævnemænd som mænd, hvis vi ikke som samfund skal tage mænds adfærd for givet, men derimod se den som en foranderlig størrelse.