Kære Sophie Løhde: I skal turde gøre mindre i sundhedsvæsenet

I de seneste 50 år er der sket kæmpe fremskridt inden for biomedicinen - sygdomme, vi før døde af, kan nu behandles, og behandlingerne bliver stadig bedre og mere præcise. Hurra for det.

Bagsiden af medaljen er dog, at vi med den nye teknologi og udvikling også finder mindre og tidligere patologiske forandringer, som vi tolker som sygdom. Men ikke alle patologiske forandringer, altså f. eks. en celleforandring eller en kræftknude, vokser og udvikler sig.

Det kan både skyldes, at vores kroppe faktisk helt naturligt har patologiske forandringer, som bare findes, men aldrig udvikler sig, og det kan skyldes, at vi finder f. eks. kræft hos en, som har stor sandsynlighed for at dø af noget andet.

Det lyder kynisk, men forestil dig, at vi skal til at screene alle plejehjemsbeboere med en livmoder for livmoderhalskræft - men at inden vi får færdigundersøgt, behandlet, eventuelt fjernet livmoder, så er den ældre borger død af f. eks. sin Parkinsons sygdom, en blodprop eller blot stille sovet ind.

Ny forskning fra Australien viser, at ca 20 pct. af de mest almindelige kræftdiagnoser i Australien er overdiagnostiserede - altså, at de aldrig ville give symptomer eller være anledning til, at patienterne dør. Vi har ikke et tilsvarende studie fra Danmark. Men vi ved, at vi også har problemer med overdiagnostik i Danmark.

De mere videnskabelige diskussioner af evidensen kan man læse i min og professor og speciallæge i almen medicin John Brodersens nye lærebog om overdiagnostik.

Det er ikke, fordi vi ikke skal behandle sygdom. Hvis vi mindsker overdiagnostik, kan vi frigøre ressourcer til også at mindske underdiagnostik.

Eksempelvis dør mennesker med psykiatriske lidelser 5-15 år tidligere end andre, ofte af underdiagnostiseret eller underbehandlet fysisk sygdom. Sundhedsvæsenet skal derfor identificere overdiagnostik og overbehandling, så vi kan bruge tiden og pengene på at fokusere på de mest udsatte grupper. Men det er ikke en opgave, som den enkelte sundhedsprofessionelle kan løse selv.

Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskabers initiativ "Vælg Klogt" er et nødvendigt tiltag, hvor sundhedsvæsenets ydelser granskes for at kunne mindske unødvendige behandlinger og undersøgelser.

Men det kan ikke stå alene. Kan man f. eks. bede en læge, som aldrig er blevet undervist i overdiagnostik og overbehandling, om at skulle tale sine patienter fra unødvendige test og undersøgelser? I et af mine studier fortalte en læge, at selvom han godt vidste, at en bestemt test var med til at skabe overdiagnostik og gøre en masse mennesker unødigt til patienter, så anvendte han den alligevel, når patienterne bad om den. Det var ikke kun for patientens skyld, men også fordi han var bange for at overse sygdom og derved blive straffet. Lovgivning kan nemlig skabe det, som kaldes "defensiv medicin", hvor læger udfører test, undersøgelser og behandlinger, der ikke kan fagligt underbygges, for at imødekomme patienters krav eller undgå straf.

Vi har et sundhedsvæsen, der er præget af en kultur, hvor "flere undersøgelser og behandlinger er bedre", og hvor vi stiller stadig flere diagnoser, som vi aldrig burdet have stillet. Og hvordan kan det så være? De fleste af os kan jo blive enige om, at sundhedsvæsenets ressourcer skal gå til dem, som har det største behov.

Vi lever i en bekymringskultur, hvor det at have fokus på egen krop og mental sundhed anses som fornuftigt. Vi opfordres til at være opmærksomme på symptomer, at deltage i screeningsprogrammer, leve "sundt", gå til lægen ofte. For mange bliver det at være proaktiv derfor også anset som en fornuftig måde at forsøge at undgå sygdom - og ikke mindst død - på. Udover f.eks. at være opmærksom på symptomer og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan tilsyneladende raske borgere være proaktive, eksempelvis gennem selvmonitorering af f.eks. søvn, hjerterytme og andet.

Målinger af den slags, alle kan foretage med f. eks. et såkaldt smartwatch. Desværre kan konstante monitoreringer skabe dels fejlmålinger og dels en øget bekymring for eget helbred. I en rundspørge, jeg foretog i 2020, meldte praktiserende læger i større danske byer, at de ofte eller meget ofte så patienter, der kom med unødige bekymringer baseret på selvmonitorering.

Vi kan altså ikke forvente, at borgerne selv kan finde alle de steder, hvor der bør lovgives, prioriteres og gøres mindre. Det er derfor en fælles opgave, hvor både patienter, læger og politikere skal høres, men hvor også de humanistiske og samfundsfaglige forskere bør inddrages.

En af konsekvenserne af den netop beskrevne bekymringskultur er, at vi altid vil vide mere. Vi ser det helt ned i sproglige vendinger som "det er bedre at vide besked", men er det egentlig også det? Lige nu er det populært at tage genetiske test, der kan give "svar" på ens oprindelse eller ligefrem kortlægge ens gener og genetiske risiko for sygdom. Det lyder jo intuitivt godt, for hvis man kender sin risiko, så kan man vel også gøre noget, eller hvad? For hvad stiller man egentlig op med information om, at man har 12,5 pct. forhøjet risiko for lungekræft, hvis man alligevel ikke ryger og i øvrigt forsøger at overholde anbefalinger om kost og motion? De mennesker, jeg har talt med, giver først og fremmest udtryk for bekymring og angst - for nu ved de, at de har en forhøjet risiko. Og det er ikke kun i så firkantede eksempler, at viden kan skade. Mange patienter opsøger almen praksis med et ønske om "svar", en test, en scanning, en henvisning, der kan forklare givne symptomer.

Her kan lægen vurdere, om det er relevant, men stadig flere borgere ønsker test "for en sikkerheds skyld". Et eksempel er den omdiskuterede PSA-test, der måler PSAniveau som indikator for en eventuel prostatakræft. Prostatakræft er en alvorlig sygdom med dødelig udgang for cirka 5 pct., mens de resterende 95 pct. aldrig oplever, at "sygdommen" udvikler sig.

Mange af disse mænd lever med nedsat livskvalitet og bivirkninger fra behandlinger, men er faktisk overdiagnostiserede.

Derfor har Sundhedsstyrelsen, som ministeren ganske sikkert er informeret om, også skærpet grænserne for, hvornår en PSA-test skal tages - fordi man simpelthen finder for mange mænd, som aldrig ville udvikle sygdommen.

Så når en mand kommer og beder om en PSA-test, fordi han har fået at vide, at mænd går for lidt til lægen, og det er bedre at vide besked, så bør lægen i stedet lytte til patientens fortælling og eventuelle symptomer og derefter vurdere, om testen er klinisk relevant. Det er et godt skridt i den rigtige retning.

Men der findes masser af test og undersøgelser, som tages uden klinisk indikation, fordi patienten gerne vil være sikker: scanninger af ryggen ved rygsmerter, vitaminmangel osv. Og netop fordi patienterne - borgerne - handler i overensstemmelse med det politiske mantra om at tage ansvar for egen sundhed, er det heller ikke patienterne, som skal tage stilling. Det skal I, Sophie Løhde og dit prioriteringsudvalg.

Og I skal turde gøre mindre i sundhedsvæsenet.