»Jeg har et ansvar for at fortælle om krigen«

Mens de fleste revolutioner i det arabiske forår relativt hurtigt førte til regimets fald, så har oprøret i Syrien udviklet sig til en brutal, blodig og langvarig krig. Det forhadte Assad-styre holder stadig stand, og oprøret er blevet fragmenteret i et væld af særinteresser og stigende forråelse.

»Ved krigens begyndelse kunne vi klart sige, hvem der var gode og onde. For her var en befolkning, der mod alle odds organiserede sig mod et brutalt og morderisk regime for at skabe et demokratisk samfund. Siden er det blevet fragmenteret og grumset. Det kan være svært for os i Vesten at skelne venner fra fjender, og oprørernes endelige mål er vidt forskelligt,« siger Sune Haugbølle.
 

Skud mod demonstranter

Syrien blev selvstændig efter 2. Verdenskrig og består af flere folk og religioner. Alawitterne, der er en shiamuslimsk sekt, har siddet på magten i over 40 år, selvom de kun udgør 12 procent af befolkningen.

Krigen begyndte i 2011 som en del af de oprør og revolutioner, der skyllede gennem Mellemøsten under Det Arabiske Forår. Hver dag protesterede større og større dele af befolkningen mod præsident Assad for at kæmpe for et demokratisk Syrien. Præsident Assad reagerede på de fredelige demonstrationer ved at beordre sin hær til at skyde direkte ind i menneskemængderne. Derfor begyndte lokale koordinationskomitéer at organisere og bevæbne demonstranterne.

Det skete bl.a. med våben fra afhoppede syriske soldater. Fra det øjeblik udviklede oprøret sig til en decideret borgerkrig mellem regimet og den frie, syriske hær, der kæmper for demokrati. Men samtidig begyndte lande som Tyrkiet, Qatar og Saudi Arabien at blande sig i konflikten ved at støtte og organisere militser.
 

Forskellige interesser

»Når en borgerkrig bliver regionaliseret, som vi også så det i Congo og i 80’erne i Libanon, går det ofte galt. Særinteresser, der intet har med det oprindelige oprør at gøre, bliver blandet ind i konflikten, og det er meget svært at holde fokus på, hvad det hele drejer sig om,« siger Sune Haugbølle.

Det bliver yderligere kompliceret af, at magtfulde og krigeriske, islamistiske militser også er en del af oprøret mod Assad. Men i modsætning til den frie syriske hær kæmper de ikke for et parlamentarisk demokrati, men tværtimod for en islamistisk stat.

»De er helt uden for pædagogisk rækkevidde og kæmper ikke for Syriens bedste. De er en blanding af blodtørstige jihadister og regulære lejesoldater, der har krig som erhverv. De kan ikke indgå i et fællesprojekt med den frie syriske hær eller de lokale koordinationskomiteer, som oprøret udsprang fra,« fortæller Sune Haugbølle.

Det gør det vanskeligt at overskue, hvad en eventuel sejr over Assad vil resultere i. De stridende parter har vidt forskellige interesser. Derfor er det svært for udenforstående at overskue krigen.

Det bliver ikke nemmere af, at de internationale interesser er modstridende. I FN modsætter Kina og Rusland sig en militær intervention, og mens USA var tæt på at gå enegang efter et kemisk angreb mod civilbefolkningen, påstod Ruslands Vladimir Putin, at det ikke var styret, men oprørerne, der stod bag angrebet. Selv om fagkundskaben er enig om, at der ikke er noget om Ruslands påstande, er den internationale situation med til at gøre krigen kompliceret at gennemskue.

Men Sune Haugbølle mener ikke situationen er så uoverskuelig, som den ser ud i aviserne.

»Det er desværre blevet mediehistorien om Syrien, at oprøret er uoverskueligt. Vi får hele tiden at vide, at det er fragmenteret og mudret. Der er ingen, der skærer igennem og understreger, at kernen i det stadig er et folkeligt oprør mod et fornedrende styre. For mig er det sandheden om den syriske opstand, og derfor er det så vigtigt, at vi fortæller, at de stadig findes,« siger Sune Haugbølle.

Sune Haugbølle mener, han har en etisk forpligtigelse til at berette om krigen i tv-programmer, kronikker og artikler. Han har rejst og boet i Mellemøsten og Syrien i årevis og har personlige relationer helt oppe i toppen af de lokale koordinationskomitéer.

Lederen af koordinations-komitéerne er hans personlige ven, men han har ikke talt med hende siden december. Ingen har talt med hende. Hun blev nemlig kidnappet – paradoksalt nok formentlig af en af de lokale militser, hun forsøger at hjælpe. Hun er blot én blandt de mennesker, som Sune Haugbølle har en personlig relation til i konflikten.

»Mange af mine venner er dræbt. Jeg arbejder etnografisk, og derfor har jeg relationer til de folk, der kæmper. Det er en del af at forstå, at det her handler om liv og død. Det er ikke en krig, jeg skal forholde mig objektivt til på sidelinjen. Jeg har et kendskab, der betyder, at jeg er etisk ansvarlig for, at de, der kæmper for rettigheder og demokrati, ikke forsvinder i det kaotiske virvar, som krigen bliver præsenteret som; men at de i stedet bliver hørt,« siger Sune Haugbølle.