Hvor mange liv reddede coronanedlukningerne egentlig?

Coronanedlukningerne er historisk set det første eksempel på, at det er muligt at undertrykke en pandemi med social afstand, om end omkostningerne økonomisk og menneskeligt var betragtelige. Der er derfor god grund til at evaluere nedlukningernes fordele og ulemper.
Lone Simonsen
Lone Simonsen, leder af PandemiX Center, professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, Roskilde Universitet.


Denne kronik har været bragt i 'Politiken' den 11. marts 2025.

Det var en helt uhørt situation, da landet lukkede ned 11. marts 2020 og begrænsede mobilitet og fysisk samvær med en ’pakke’ af restriktioner, der bl.a. indeholdt: lukning af restauranter, skoler og grænser, forsamlingsforbud, hjemmearbejde, hygiejneanvisninger og senere i pandemien også maskebrug, massetests og kontaktopsporing.

Folketinget har bedt om en udredning af indsatsen mod covid-19. Virkede det? Var det pengene værd? Ville vi gøre det igen set i bagklogskabens knivskarpe lys?

Her vil vi vise, hvordan denne ’pakke’ virkede i sin helhed, mens spørgsmålet om de enkelte komponenters betydning er langt mere indviklet og må henvises til mere akademiske studier.

I den danske debat har vi haft meget fokus på ’det lykkelige Sverige’, og det er ikke nyttigt, hvis man vil forstå epidemiens mulige konsekvenser, for både Sverige og Danmark havde effektiv epidemikontrol på baggrund af adfærdsændringer, som vi skal se. Vi skal lidt længere ud i verden for at dokumentere, hvad der skete i lande, hvor myndighederne ikke fik lukket ned.

Faktisk viser det sig, at alle de vesteuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med, forhindrede pandemien i at nå sit fulde omfang.

De nærmeste lande med utilstrækkelig epidemikontrol finder vi i Østeuropa. Indtil nu har det været vanskeligt at arbejde med østeuropæiske forhold, fordi landene havde en lav testaktivitet, hvilket umuliggør anvendelsen af de traditionelle statistikker for antallet af positive tests og antal covid-dødsfald.

I dag har vi imidlertid nye empiriske data, der viser, hvad der skete – også i lande uden effektiv kontrol og stor testaktivitet. De nye data stammer fra serologiske undersøgelser (kortlægning af forekomsten af antistoffer i blodprøver) og overdødelighedsberegninger. Disse data er af tekniske årsager først blevet tilgængelige nu.

Vi vender senere tilbage til Sverige, som viser os en anden måde at italesætte og opnå social afstand på, som vi måske kan lære af.

Inden vi går til Østeuropa, vil vi skitsere, hvad vi ved fra hjemlige observationer. Pandemiens dødelige potentiale – som vi undgik herhjemme – kunne iagttages i fjernsynet tidligt i marts 2020, hvor byer i Norditalien var blevet taget på sengen af den nye virus og gik i knæ med fyldte hospitaler og lighuse.

Nu ved vi fra serologistudier, at 60 procent af befolkningen i Bergamo blev smittet i den første bølge. Her var det omkring 0,5 procent af de smittede, som døde, men med så mange smittede på en gang var effekten katastrofal.

Kunne katastrofen i Norditalien være sket i Danmark? Vi kan se af serologistudier og rapporterede covid-dødsfald, at i Danmark døde 0,5 procent af de smittede i første bølge ligesom i Bergamo. Men var over halvdelen af befolkningen i Danmark virkelig blevet smittet, hvis vi ikke havde reageret?

 

Svenskerne var lige så fysisk isoleret som danskerne og benyttede sig lige så meget af distancearbejde.
For at komme videre i vores forståelse af pandemien, må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen