Hungersnødens gordiske knude

Hungersnød er den måske mest oversete af alle katastrofer. Professor Olivier Rubin har i 10 år forsket i, hvorfor globaliseringen og den teknologiske udvikling ikke for længst har udryddet hungersnød – og hvorfor vi sætter himmel og jord i bevægelse for at redde 12 thailandske drenge i en grotte, men vender det døve øre til, mens hundredtusinder dør af sult.
Hungersnød-artikel shutterstock


I dette øjeblik er der alvorlig sult i fire af verdens lande: Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen. Det er ikke usandsynligt, at denne sult i løbet af 2019 vil slå over i hungersnød med mange mennesker, der dør af sult i løbet af kort tid. Endnu engang.

Olivier Rubin, der er professor (MSO) ved RUC’s Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, har interesseret sig for hungersnødens årsager i mere end ti år.

Er det overraskende, at det netop er i Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen, at der aktuelt er fare for hungersnød?

»Slet ikke. I dag opstår hungersnød i skrøbelige eller fejlslagne stater og er meget mere forbundet med politisk uro og konflikt, end det var tilfældet for bare 30 eller 40 år siden. Dengang skyldtes hungersnød oftere fejlslagen fødevareproduktion eller markedsfejl. I dag er det mere politiske forhold, det handler om. Der er et klart mønster, og jeg tror desværre, det vil fortsætte i fremtiden«.

Hvad har du i din forskning fundet ud af om de lande, der ikke kan slippe af med hungersnød?

»Ofte tænker man, at hungersnød skyldes en form for politisk fiasko – men for regeringerne i Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen kan hungersnød føre muligheder med sig. Få dage efter at FN erklærede hungersnød i Sydsudan i 2017, hævede regeringen fx prisen på et business-visum fra 100 til 10.000 dollars. Det var mest rettet mod nødhjælpsarbejdere for at øge regeringens indkomst. Men det skete selvfølgelig på bekostning af nødhjælpen. I dette tilfælde handler det egentlig ikke om at være en 'failed state', men mere om obstruerende politisk adfærd. Det samme så man i Somalia i 2011, hvor den militante ekstremistgruppe Al-Shabaab forhindrede nødhjælpen i at nå frem til de områder, de kontrollerede. Og så hvervede de nye soldater ved at love dem mad. Begge tilfælde er humanitære katastrofer – men magthaverne opfatter det ikke nødvendigvis sådan, for nøden tjente jo et formål for dem«.

»Der findes et klart katastrofe-hierarki i medierne«

Burde man kriminalisere hungersnød?

»Jeg kan godt følge idéen i at sende et signal om, at nogle hungerkatastrofer er en forbrydelse mod menneskeheden på lige fod med jødeudryddelser eller etnisk udrensning. Men ved at kriminalisere hungersnød og gøre den til bestemte menneskers skyld, fjerner man samtidig fokus fra andre faktorer – som fx geopolitik. Fx er Yemen aktuelt truet af hungersnød. Men landets geopolitiske situation er ekstremt kompliceret og knyttet til internationale konflikter mellem sunnier og shiitter, som udnyttes af de rivaliserende mellemøstmagter Iran og Saudi-Arabien. Så hvem skulle man kriminalisere?«

I din forskning har du kigget på hungerkatastrofer tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor økonomien ikke var global, og hvor man ikke havde de transport- og landbrugsteknologier, der i dag forsyner os med tonsvis af mad. Hvorfor kan teknologi og globalisering ikke forhindre hungerkatastrofer i at finde sted i dag?

»Det korte svar er, at næsten alle forbedringer i fødevareteknologi og -logistik kan ophæves af destruktive kræfter. Jeg anerkender selvfølgelig, at der også er gode nyheder. Vi producerer flere kalorier pr. indbygger end nogensinde før. Vi har en stærk tilstedeværelse af humanitære ngo’er og internationale organisationer i næsten alle hjørner af verden. Vi har advarselssystemer, der kan varsle om forestående katastrofer. Derfor er risikoen for hungersnød i dag også begrænset til en lille enklave af stater. Men den dårlige nyhed er, at det er utrolig vanskeligt at afskaffe den hungersnød, der findes i dag, fordi den er så knyttet til konflikt«.

Hvorfor er det så svært at få folk til lommerne, når mænd, kvinder og børn dør af sult?

»Hvilken begivenhed i 2017 tror du trak mest online medieopmærksomhed? Svaret er orkanen Irma. Den endevendte Puerto Rico, Bahamas, Cuba, Florida, Georgia og Alabama og dræbte over 100 mennesker. Men samme år døde titusinder af sult i Sydsudan, hvor der var hungersnød. Der findes et klart katastrofe-hierarki i medierne, og i modsætning til mange andre katastrofer bliver hungersnød ikke dækket ret intensivt. 12 thailandske drenge fanget i en oversvømmet grotte er en meget bedre historie – eller et jordskælv, en tsunami eller en tyfon«.

Hvorfor skriver medierne ikke mere om hungerkatastrofer?

»Måske skyldes det, at hungerkatastrofer er mere diffuse og sværere at afgrænse end andre katastrofer. Hvornår holder den almindelige sult op og afløses af hungersnød? Måske er det også forbundet med et element af dårlig samvittighed over, at børn dør af sult i verdens hunger-enklaver, mens børn i andre dele af verden kæmper med overvægt«.

Hvad skal der til for at gøre os mere villige til at støtte katastrofeofre?

»Det handler selvfølgelig dels om mediernes fortællinger. Men i forhold til vores hjælpelyst handler det også om, at menneskets mentale forståelse simpelthen ikke er god nok. Vi kan forstå ét barn, der sulter, og vi er måske villige til at hjælpe dette barn med 100 kroner. Men 100.000 børn, der sulter, er bare et tal, vi ikke kan forholde os til«.


Udgivet i Rubrik #15, 2019

 

Mere om forskeren:

Olivier Rubin, 45 år, professor (MSO) på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Han interesserer sig for de politiske dynamikker relateret til langsomme og transnationale katastrofer såsom hungersnød, pandemier, klimaforandringer og antibiotikaresistens. I 2018 modtog han en bevilling på 5,2 mio. kr. fra Den Frie Forskningsfond til et nyt forskningsprojekt, der skal kortlægge, hvorfor bekæmpelsen af antibiotikaresistens ikke står højere på den globale politiske dagsorden.