Halvmaraton kan øge social ulighed

Nicole Thualagant bemærker det hver gang, hun er i Paris og går langs Seinen.

Nok er der løbere, der passerer hende langs bredden, men det er slet ikke som at forsøge at spadsere langs søerne i København.

»Det kan man jo nærmest ikke mere. Det er helt indtaget som det sted, man løber,« siger hun og ser ud af Diamantens glasparti mod Københavns Havn, hvor løbere konstant trænger ind i synsfeltet.

Det ser man ikke i samme omfang i andre lande. Jagten på sundhed gennem det disciplinerede asketiske løb er noget særligt nordeuropæisk, som Nicole Thualagant har en idé om stammer fra reformationen, hvor vi som protestanter ikke længere kunne købe os adgang til himlen, men i stedet skulle gøre os fortjent til frelsen gennem hårdt arbejde. Det er det, der har placeret fliden og disciplinen og punktligheden i vores nordiske arvæv, og sammen med politiske formaninger om at leve sundt, kan det være blandt grundene til, at så mange danskere løber.

»Maraton er blevet et allemandsprojekt forankret i en kultur af dydighed og arbejdsmoral, der nok kommer af den protestantiske etiks dogme om, at man skal yde, før man kan nyde. Det bliver yderligere forstærket af, at vi konstant bliver anbefalet at spise seks stykker frugt, motionere 30 minutter om dagen og cykle på arbejde. Der er en ret heftig appel til at regulere sin adfærd, og ved at følge anbefalingerne og være i form fremstår man som et menneske i kontrol, der er i stand til at klare kravene i samfundet,« siger Nicole Thualagant, der er adjunkt på Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling om den danske motionskultur talte hun med en række unge mænd og midaldrende kvinder i fitnessforeninger, og for dem handlede sundhed om at opnå en form for kontrol i en ellers ustyrlig tilværelse.

»Der er så få ting i vores liv, vi kan kontrollere, samtidig med at vi lever i et samfund, hvor alt helst skal fungere godt, om det så er vennekredsen, arbejdet eller kroppen. Det handler i høj grad om at optimere sig selv, og det læner sig tæt op af det, man kalder ’Det hypermoderne samfund’, hvor konstant optimering er centralt i bestræbelsen på at præstere for at kunne følge med,« siger Nicole Thualagant.

Sundhed koloniserer tilværelsen
De krav er blevet meget markante i de seneste år. Siden den daværende regerings sundhedsprogram ’Sund hele livet’ fra 2002 er sundhed blevet et internationalt konkurrenceparameter for danske politikere. Det betyder, at sundhed i høj grad har overtaget fællesskabets plads; et fællesskab som tidligere var idrætsforeningernes væsentligste eksistensberettigelse.

»Sundhed bliver noget kvantificerbart, som vi kan måle, og med loven kommer idrætsorganisationer som DGI og DIF til at spille en velfærdspolitisk rolle, fordi de skal være med til at fremme sundheden. De melder officielt ud, at det ikke længere er fællesskabet, der er i fokus for idrætsforeningerne, men i stedet sundhed. Derfor vinder fitness, som er en postmoderne aktivitet, hvor man dyrker sig selv, ind i foreningerne. Det ligger i den neoliberale sundhedspolitik, der fokuserer på individets adfærd, at hvis du selv sørger for at være sund, så har vi en sund befolkning,« siger hun.

Sundhed bliver i dag tænkt ind i alle sektorer, og dermed kan motionister, fitnessdyrkere og halvmaratonløbere ses som gode samfundsborgere, der følger politikernes anvisninger, mener Nicole Thualagant.

»Sundhed er en del af de store politiske reformer og sundhedspolitikken koloniserer flere og flere af vores livsverdener. Det bliver brugt i integrationsarbejdet, og vi kan også se det i fx folkeskolereformen, hvor motion og bevægelse bliver en måde at bekæmpe den sociale arv på,« siger Nicole Thualagant.

Problemet er, at dem der dyrker motion og sundhed samtidig er med til at stigmatisere dem, der ikke gør. Nicole Thualagant peger på flere internationale og skandinaviske undersøgelser, der viser, at sundhed og motion først og fremmest er et projekt for den kulturelle og økonomiske overklasse.

»Sundhed er blevet en forbrugsvare, der kræver økonomisk, tidsmæssigt og mentalt overskud og dermed udelukker særlige grupper, der ikke kan integreres som dydige borgere i samfundet. For at sætte det på spidsen betyder det, at den sociale ulighed, der allerede er mellem powerkvinden med aupair-pige i Hellerup og den førtidspensionerede enlige mor til fire i Nordvest, bliver forstærket, fordi det ikke er alle, der har ressourcer til at dyrke sin krop,« siger Nicole Thualagant.

Hvis man skal hjælpe de mennesker, der har svært ved at finde overskud og ressourcer, så peger Nicole Thualagant på, at foreningsfitness, der foregår i billige idrætsforeninger, kan være en løsning. Her kunne man gøre mere ud af at synliggøre tilbuddene i de mindre fashionable idrætsforeninger, der typisk henvender sig til børn og unge, der dyrker håndbold eller fodbold, men som i stigende grad også har fitness-lokaler, hvor man kan træne.
 

Det hypermoderne samfund

Ideen om ’Det hypermoderne samfund’ er formuleret af den franske filosof Gilles Lipovetsky. Individet i det hypermoderne samfund er orienteret mod nydelse, men er samtidig fyldt med den angst, der kommer af at leve i en verden med en relativt uforudsigelig fremtid og uden traditioner. Alt bekymrer og alarmerer os, og der er ikke
længere nogle trossystemer tilbage som vi kan søge tilflugt i. I stedet må vi hele tiden optimere os selv for at kunne følge med og præstere.