| Nyhed

Forskningsbaseret dilemmaspil skal give bedre arbejdsforhold for vidensarbejdere

Nyudviklet dilemmaspil skal træne ledere og medarbejdere i at håndtere udfordringer i virksomheder, der kombinerer løst- og fastansat arbejdskraft.
Hænder på tastatur - Colourbox
Spillet udspringer af forskning i nye tendenser på arbejdsmarkedet for vidensarbejdere. Billede: Colourbox

 

Du er fastansat i konsulentvirksomheden Verdant Ideas, der har fået så meget vind i sejlene, at det er blevet nødvendigt at hyre freelancere ind. Du har fået til opgave at introducere en af de nye korttidsansatte, Simon, til hans arbejdsopgaver og til kulturen og fællesskabet på arbejdspladsen.

Hvordan gør du det bedst? Og hvad får det af konsekvenser for Simons arbejdsindsats og trivsel, om du vælger det ene eller det andet?

Sådan kan et dilemma se ud i et nyt, virtuelt dilemmaspil, der skal give et nuanceret indblik i de udfordringer, der kan forbindes til freelancearbejde. Spillet er udviklet i et tæt forskningssamarbejde mellem arbejdslivsforskere fra Roskilde Universitet, gamification-virksomheden Actee, interesseorganisationen Kooperationen, fagforeningen PROSA og en række virksomheder, der har lagt empiri til.

Forskerne har valgt at oversætte en del af deres viden til digitale simulationsspil, som arbejdspladser kan bruge til træning og læring i en kompleks virkelighed. Spillene kombinerer ny arbejdsmarkedsforskning med storytelling, så man med afsæt i virkeligheden kan simulere en lang række relevante beslutninger og se konsekvenserne af dem.

Lektor Katia Dupret, der er leder af forskningsprojektet, fortæller om formålet med dilemmaspillet:

”Spillet udspringer af forskning i nye tendenser på arbejdsmarkedet for vidensarbejdere. Vi kan se, at når man har medarbejdere, der er ansat på meget forskellige vilkår, så påvirkes parametre som vidensdeling, psykisk arbejdsmiljø og innovationskapacitet. Fx går vigtig viden ofte tabt, når en arbejdsplads er præget af mange korte ansættelser. Spillet her har til hensigt at hjælpe spillerne med at afbøde nogle af de negative konsekvenser, der kan være ved udviklingen,” siger hun.

Vælg din rolle i spillet

Spillet kan spilles af ledere og medarbejdere – alene eller i grupper – der gerne vil blive bedre til at håndtere forskellene på løst- og fastansattes arbejdsvilkår.

I spillet kan du vælge rollen som fastansat, arbejdsmiljørepræsentant eller mellemleder. Hver rolle stiller dig over for bestemte udfordringer i forhold til talentfastholdelse, arbejdsmiljø og samspillet mellem løst- og fastansatte. Typiske udfordringer kan fx knytte sig til on- og offboarding, altså hvordan man bedst introducerer korttidsansatte til arbejdsopgaver og fællesskab, og hvordan man bevarer den viden og de erfaringer, som er i fare for at forsvinde igen sammen med de løstansatte. Andre udfordringer kan knytte sig til det psykiske arbejdsmiljø, både for de fastansatte, der ofte får ekstra arbejdsopgaver knyttet til netop on- og offboarding – og for de løstansatte, som især mod slutningen af en ansættelse kan føle sig belastede af måske igen at skulle søge nye græsmarker.

Spillet 'Arbejdsforhold i den værdidrevne organisation' er det andet af tre online simuleringsspil, der skal udvikles som led i forskningsprojektet SIV, som over en tre-årig periode har fået midler af Innovationsfonden til at undersøge vilkår for fremtidens vidensarbejde.

Forskningsprojektets parter er:

• Roskilde Universitet
• Teknologisk Institut
• Gamification-virksomheden Actee
• Forbundet af it-professionelle, PROSA
• Interesseorganisationen Kooperationen
• IT-konsulentvirksomheden RELOAD


Prøv spillene på siw.actee.com  
(Det kræver oprettelse af brugerprofil, spillene er gratis tilgængelige)

For yderligere information:

Lektor Katia Dupret, katia@ruc.dk, 51 44 57 24