| Nyhed

Forskning og uddannelse går hånd i hånd på RUC’s miljøuddannelser

Studerende på RUC er i direkte kontakt og i fuld øjenhøjde med den fremmeste frontforskning. En forskningskontakt der har stor impact på både den daglige undervisning, og de tværfaglige studenterprojekter. Forskningsprojektet Plastfri Roskilde Fjord, der er forankret på Environmental Biology, er et fornemt eksempel på kort vej fra forskning til undervisning.
Portrætfoto af Kristian Syberg, lektor og Ph.d på RUC
Lektor i miljørisiko på RUC, Kristian Syberg


Artiklen blev bragt i Politikens tillæg ”Det bevidste valg” 30. juni 2018 samt i tillægget ”Den grønne by” 24. august 2018. I begge udgivelser blev artiklen er bragt som sponsoreret indhold.

RUC er kendt og respekteret for sin helt særlige uddannelsespraksis, hvor de tværfaglige og problemorienterede semesterprojekter spiller en helt central rolle. Her får de studerende mulighed for selvstændigt at fordybe sig i tværfaglige problemområder. Det sker under kyndig vejledning fra de forskere, der selv har hænderne dybt begravet i deres egne forskningsområder. Netop den symbiose mellem den ypperste frontforskning og de studerendes armlægning med en skarp problemformulering kan ende med en projektrapport, hvor resultaterne og konklusionerne kan bruges til noget. Omsættes til direkte og aktiv handling, og dermed medvirke til at sætte nye standarder og måske helt nye dagsordener for håndtering af en given problemstilling i enten privat eller offentligt regi.

Kristian Syberg, der er lektor og Ph.d. i miljørisiko ved uddannelsen Environmental Biology på RUC, er aktuelt i gang med et storstilet forskningsprojekt om plastikforurening af Roskilde Fjord. Et forskningsprojekt der rækker langt ud, fordi det inkluderer en række interessenter i nærområdet, og samtidig et forskningsprojekt med internationalt udsyn, fordi der er en iboende ambition og målsætning om, at forskningsresultaterne på sigt skal medvirke til at reducere plastikforureningen i verdenshavene, fordi plastforureningen tager livet af fugle, fisk og skildpadder.         

"Der er bestemt opmærksomhed og stor hype omkring forskningsprojektet Plastfri Roskilde Fjord. Projektet har netop vundet den danske udgave af Energy Globe Award, og det betyder, at forskningsprojektet nu indgår i den internationale konkurrence sammen med projekter fra 181 andre lande. Grundlæggende går projektet ud på at finde kilderne til forureningen, herunder kortlægge koncentrationerne på forskellige biotoper i fjorden. Roskilde Fjord er udvalgt som eksemplarisk forskningsobjekt, fordi fjorden er kendetegnet ved at have meget lav vandgennemstrømning, og fordi den er en del af Nationalparken Skjoldungernes land. Det betyder, at det er et nogenlunde stabilt økosystem, uden alt for mange ydre påvirkninger. Derfor er det nemmere i et forskningsøjemed at have med at gøre", siger Kristian Syberg.
 

Nøgleorganismer

Forskningsprojektet har en bred og tværfaglig tilgang, der trækker på fagligheder fra både natur- og samfundsvidenskab, og herigennem stiller skarpt på en række miljøbiologiske forhold. På koncentrationer af mikroskopiske plastikfibre, om plastikfibrene transporteres videre i fødekæden, mulige forureningskilder og pro- og reaktive metoder til rensning.          

"Sammen med de øvrige aktører i projektet har vi gang i rigtig mange ting, og kigger på plastikforureningen fra mange forskellige vinkler. De fleste af dem naturligvis af miljøbiologisk og teknisk karakter, hvor vi bl.a. interesserer os for plastikforureningens indvirkning på nøgleorganismer som vandlopper, sandorme, blåmuslinger og fisk. Hertil kommer et hjørne, som handler om Ecosystems Services, hvor man så at sige måler økosystemets helbredstilstand, op mod konsekvenser for turisme, rekreativ udfoldelse, fiskeri og rent drikkevand," forklarer Kristian Syberg.
 

Forskning giver inspiration

Det afgørende for forskningsprojektet Plastfri Roskilde Fjord er at tilegne sig en ny viden og nogle faglige kompetencer, der gør det muligt at handle på miljøets vegne, når det gælder plastikforurening. Der skal tal på bordet, de skal kvantificeres og de skal omsættes til aktiv politisk handling, der fører frem til ny lovgivning og nye regelsæt, når det gælder håndtering af plastik.      

"Det interessante ved et forskningsprojekt af den karakter, som Plastfri Roskilde Fjord er et udtryk for, er at det folder en lang række andre projekter ud og især studenterprojekter, der relaterer til den aktuelle forskning. Der har lige været nogle 2. semesterstuderende der har afdækket mængden af makroplast i strandkanten og forekomsten af mikroplast i strandsandet. Og mikroplasten er påvist gennem laboratoriearbejde. Og i morgen skal jeg føre en gruppe til kandidateksamen på et projekt, som handler om hvordan og hvorfor, man skal reducere brugen af plastikemballage i supermarkedskæden Meny. Så på den måde inspirerer forskningsresultaterne fra Roskilde Fjord, til nye projekter hvor plastikproblemet står i centrum," fortæller Kristian Syberg. 

 

Om Plastfri Fjord-projektet

Plastfri Roskilde Fjord er et projekt under Plastfrit Hav - et samarbejde mellem Plastic Change, Det Økologiske Råd og Plastindustrien. Øvrige partnere i projektet er Aarhus Universitet, EnviDan og Alfa Laval. VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN har givet en fælles bevilling på 8,9 millioner kroner til Plastfrit Hav.