Forskere: Tangskove leverer relevant bidrag i det globale kulstofkredsløb

Et nyt internationalt studie viser, at verdens tangskove leverer et relevant bidrag til kulstoflagring i havet.

Studiet er netop publiceret i Nature Geoscience, og det viser, at verdens tangskove potentielt transporterer cirka 56 millioner tons kulstof til dybhavet hvert år, og at mellem 4 og 44 millioner tons af dette kulstof bliver tilbageholdt i mindst 100 år. Dybhavet dækker i denne sammenhæng over havdybder på mere end 200-500 meter, hvor der er en relativt lille opblanding af vandmasserne.

”Resultaterne understreger, at tang bør inkluderes i forståelsen af det globale kulstofkredsløb - hvilket vil sige cirkulationen af kulstof på jorden - der endnu ikke indregner bidrag fra havbundens alger,” siger professor Dorte Krause-Jensen, Aarhus Universitet, som er en del af forskergruppen bag studiet.

Studiet omfatter både de undersøiske skove af store brunalger og de mindre skove af brunalger, der vokser i tidevandszonen langs verdens kyster. Disse habitater er blandt verdens mest produktive og er hotspots for biodiversitet i havet. Brunalgernes store produktion betyder også, at de effektivt optager kuldioxid og indbygger det i deres biomasse, hvorefter en del af denne biomasse kan transporteres til og ender i dybhavets kulstoflager.

Studiet er ledet af Dr. Karen Filbee-Dexter fra Havforskningsinstituttet i Norge og University of Western Australia. Det repræsenterer et stort internationalt forskningssamarbejde med dansk bidrag fra professor Morten Foldager Pedersen, Roskilde Universitet, og professor Dorte Krause-Jensen, Aarhus Universitet.

Studiet anslår, at tangskovene eksporterer omkring 15 procent af deres produktion til dybhavet hvert år, hvor en mindre del af kulstoffet kan tilbageholdes i århundreder. Transporten af kulstof, der er bundet i tang-biomasse til 200 meters dybde, svarer til 3–4 procent af havets samlede kulstof-tilbageholdelse.

Forskningsholdet brugte globale havmodeller til at følge tangens vej fra kysten til dybhavet. De sammenholdt transporttiden for denne rejse med tangens nedbrydningshastighed for at vurdere, hvor stor en andel af tangen, der potentielt ville kunne nå dybhavet, inden det var nedbrudt. På den baggrund identificerede studiet også globale hotspots for tangeksport til dybhavet. Det drejer sig typisk om områder, hvor udbredte tangskove vokser tæt på kontinentalsoklen og dermed ligger tæt ved dybhavet.

”Tangskovene omkring Australien, USA, New Zealand, Indonesien og Chile er således blandt de største bidragydere til kulstoflagringen i dybhavet, mens Danmarks og Østersøens tangskove spiller en begrænset rolle i global sammenhæng pga. kombinationen af begrænset tangudbredelse og lang transportvej til dybhavet,” siger Morten Foldager Pedersen.

Mange af verdens tangskove oplever tilbagegang

Mens FN’s klimapanels (Intergovernmental Panel on Climate Change – IPCC) retningslinjer for nationale klimagas-regnskaber omfatter forvaltning af kystnær vegetation i form af mangrover, strandenge og havgræsenge pga. deres bidrag til kulstofakkumulering i havbunden under habitaterne, er det samme ikke tilfældet for tang. Det skyldes blandt andet, at det er meget vanskeligt at opgøre en eventuel klimaeffekt af tangforvaltning. Storskala-ændringer – tab og tilvækst - i tangskoves udbredelse vil dog påvirke transporten og lagringen af kulstof fra tang.

Beskyttelse og genetablering af tangskove kan derfor potentielt yde et lille, men positivt bidrag til den globale kulstoflagring. Studiet understreger, at der under alle omstændigheder er behov for mere bæredygtig forvaltning af verdens tangskove, der mange steder oplever stor tilbagegang pga. eutrofiering, overfiskning og global opvarmning.

Studiet har titlen ’Carbon export from seaweed forests to deep ocean sinks’ og er publiceret i Nature Geoscience (doi-nummer: 10.1038/s41561-024-01449-7).