| Nyhed

Forskere fra RUC skal myndighedsbetjene Sundheds- og Ældreministeriet i spørgsmål om COVID-19

Forskere fra Roskilde Universitet skal sammen med en række andre eksperter udvikle matematiske modeller, der bl.a. kan beregne effekten af nuværende myndighedstiltag i relation til COVID-19.


Under ledelse af Statens Serum Institut skal eksperter fra Roskilde Universitet og en række andre samarbejdspartnere varetage myndighedsbetjeningen i relation til matematiske modeller på COVID-19-området. Den nye samarbejdsaftale er en myndighedsbetjeningsopgave for Sundheds- og Ældreministeriet.

"RUC har unikke kompetencer inden for matematisk biovidenskab og matematisk sygdomsmodellering - og står nu direkte til rådighed for de danske sundhedsmyndigheder sammen med kollegaer på tværs af danske forskningsmiljøer. Vi ser meget frem til at følge resultaterne, som vil være et håndfast bidrag til myndighedernes kamp for at inddæmme COVID-19 i Danmark," siger dekan for Naturvidenskab på RUC Susanne Sørensen.
 

Mere om projektet:

Formålet med projektet er at belyse udviklingen af COVID-19 i Danmark.

Konkret vil projektets parter udvikle matematiske og epidemiologiske modeller til at belyse:

  • udviklingen af COVID-19 i Danmark
  • behovet for kritiske sygehusfunktioner
  • effekten af nuværende og mulige myndighedstiltag på COVID-19-spredning, herunder effekten ved at ophæve igangværende tiltag
  • spørgsmål om beregning af mørketal, smitte via superspredere, optimalt tidspunkt for test samt effekten af rejserestriktioner

Ekspertgruppen skal på baggrund af sine analyser formidle viden om udvikling og prognoser vedrørende COVID-19 til Sundheds- og Ældreministeriet og andre offentlige myndigheder. Arbejdet er igangsat af Sundheds-og Ældreministeriet og ledes af Statens Serum Institut med overlæge Robert Skov, Infektionsberedskabet, som projektleder. Fra RUC deltager professor i folkesundhedsvidenskab Lone Simonsen og lektor i matematik Viggo Andreasen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø.
 

Aftalens parter er:

  •  Statens Serum Institut (Lead)
  •  Roskilde Universitet/Institut for Naturvidenskab og Miljø
  •  Danmarks Statistik
  •  Region Hovedstaden
  •  Danmarks Tekniske Universitet/Institut for Matematik og Computer Science
  •  Københavns Universitet/Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab/Institut for Folkesundhedsvidenskab/Niels Bohr Institutet
  •  Sundhedsstyrelsen