Debat: Universiteterne skal hjælpe flere unge til at være mønsterbrydere
Debatindlæg bragt i Politiken 26. marts 2018.
De unge fra Bavnehøj Skole i Københavns Sydhavn, som Politiken skrev om i sidste uge, er ringere stillet end børn fra Hellerup.
»Hvis man ser på to mennesker med samme færdigheder og samme karakterer, der ligner hinanden fuldstændig, så slår familiebaggrund stadig rigtig voldsomt igennem«, siger sociolog Kristian Bernt Karlson til avisen.
Desværre har han ret, og han bakkes blandt andet op af økonom og forskningschef Jan Rose Skaksen. I kølvandet på Rockwoolfondens nye rapport om uddannelse konkluderede han nøgternt, at det er tre karakterer værd at have forældre med en lang videregående uddannelse.
At forældrenes akademikerbaggrund er 3 karakterpoint værd, betyder helt konkret, at for de børn, der har et karaktergennemsnit i gymnasiet mellem 6 og 7,9, og hvis forældre har en lang videregående uddannelse, er det stort set den samme andel, der får en lang videregående uddannelse, som for børn med over 10 i gennemsnit, men hvis forældre kun har en grundskoleeksamen. Forældrenes uddannelse betyder altså mindst lige så meget som karaktererne.
Og det er faktisk værre endnu, for forskning viser, at undervisere er tilbøjelige til at give højere karakterer til dem, der ligner dem selv. Det gælder i gymnasiet, men også i folkeskolen, hvor talentet for matematik hos en 6. klasse-dreng, der larmer i timerne og har svært ved at sidde stille, let overses. Så forskellen, som Jan Rose Skaksen taler om, er reelt endnu større. Hvorfor betyder forældrenes uddannelsesniveau stadig så meget for gymnasieelevernes fremtid i et land, hvor vi ellers er kendt for at være gode til at skabe lighed sammenlignet med mange andre lande.
Hvorfor er det stadig så svært at bryde den sociale arv?
(fortsættes under billedet)
Jeg mener, at vi sover i timen. Vi sover på tidligere tiders lighedsidealer, hvor det var talentet, der betød noget, ikke fars eller mors pengepung.
Og optagelsessystemet skævvrider mere, end vi er klar over, fordi det skaber yderligere fokus på de karakterer, som i sig selv altså forfordeler visse grupper.
Derfor kan en del af løsningen være et nyt optagelsessystem til de videregående uddannelser . Et overskueligt, fælles optagelsessystem , der kunne fjerne noget af det voldsomme fokus på at få høje karakterer i alle fag, og i højere grad lægge vægt på kompetence i de mest relevante fag, sådan at der er rum for fordybelse i gymnasiet. Og så skal der være plads til at vurdere drivkraft og motivation, når vi optager på universiteterne . På den måde undgår vi også modsat systemet i dag at tilskynde de studerende i gymnasiet til at fravælge svære fag med risiko for lave karakterer.
Vi har ansvar for at sikre lige adgang til et uddannelsessystem, hvor det er talent og motivation, der skaber fremtiden, ikke forrang, elitedannelser eller spekulation i høje karakterer. Det sociale ansvar handler også om forskningen. I disse år er idealet at hente flest mulige private forskningsmidler og at samarbejde med virksomheder. Det er også vigtigt, men hvis vi skal støtte hele samfundet, er der brug for endnu mere dialog med de mange små og mellemstore virksomheder ude i landet.
Og lad os ikke glemme, at det er lige så afgørende, at universiteterne leverer forskning, der på længere sigt kan være med til at løfte de mennesker, som ellers ubønhørligt efterlades på bunden af samfundet. Forskning og udvikling inden for inklusion, børns udvikling og trivsel eller forskningsbaserede handlingsplaner mod misbrug og social mobning kan give stort økonomisk afkast på langt sigt, ud over de indlysende gevinster for samfundets funktion og borgernes velbefindende.
Vi er nødt til at sætte mere fokus på, hvordan universiteterne, gymnasieskolen og folkeskolen løfter vores sociale ansvar, samlet set.
Den sociale arv er helt essentiel for den polariseringskrise, vi ser i mange lande verden over. Flere bliver fattige, flere bliver isolerede fra samfundet, også i Danmark, og situationen er langt værre i lande som Frankrig og England. Englænderne sakker voldsomt bagud sammenlignet med Danmark, når man taler om social mobilitet, og de engelske universiteter oplever en krise, som i de sidste ti år har fået dem til at arbejde med mere inkluderende optag og bedre kontakt til deres omverden.
Hvis vi ikke tager problematikken alvorligt i Danmark, risikerer vi at bidrage til en voksende polariseringskrise også her i landet. Den sociale arv og uligheden er en trussel i forhold til fred og sammenhængskraft i samfundet.
Uddannelse og universiteter handler ikke bare om flotte, tekniske fremskridt. Vi skal kunne uddanne, og vi skal kunne finde det talent, der er i alle samfundslag, for ellers er vi med til at uddybe kløften i samfundet. Alle skal ikke være akademikere, men alle skal have lige muligheder - hvad enten det gælder drømmen om en karriere som tømrer, journalist, landmand eller lærer.