Debat: Ryd ud i forvirringen om karakterskalaen

Debatindlægget blev bragt i Politiken lørdag den 7. september 2019.

Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen lægger op til, at en ny karakterskala og en ny bekendtgørelse skal erstatte 7-trinsskalaen, som blev indført i 2006, og som ikke har været nogen stor succes. Det er godt, at der bliver lavet en ny, for vi er nødt til at gøre op med karakterskalaforvirringen.

7-trinsskalaen har to afgørende ulemper: 1) Skalaen er uretfærdig, fordi der ikke er lige langt mellem trinnene, hvilket betyder, at en enkelt lav karakter får uhensigtsmæssig stor indflydelse på gennemsnittet, og 2) bekendtgørelsens fokusering på fejl og mangler oplærer elever og studerende i en nulfejlskultur.

Det er ikke nogen helt nem øvelse at beslutte et nyt karaktersystem, og der er mange holdninger, som ikke altid bygger på en samlet analyse. Vi har nogle forslag til, hvad der skal ændres og hvorfor.

Der er fordele og ulemper forbundet med både at have få og mange trin i en karakterskala. Fordelen ved f.eks. kun at have to trin er, at bedømmerne kun skal afgøre, om en studerendes præstation er bestået eller ikke bestået. Ulempen er, at bedømmerne gennem karakteren ikke kan signalere, om den studerendes præstation har været super eller lige akkurat tilstrækkelig til at bestå. Ulempen ved at have mange trin er, at bedømmelser vil have et præg af tilfældighed, fordi afstanden mellem de forskellige trin er lille, og mange bedømmelsessituationer vil have karakter af hårfine afgørelser, som sjældent vil kunne begrundes helt præcist. 13-skalaen havde tre dumpekarakterer og syv beståelseskarakterer, og 7-trinsskalaen har to dumpekarakterer og fem beståelseskarakterer. Det giver ikke mening at have mere end en dumpekarakter, for der bliver spildt tid med at fastlægge en dumpekarakter, hvis der er flere muligheder.

Der har desuden været klaget over, at 7-trinsskalaen har for få karakterer i midten. Og så skal afstanden mellem trinnene naturligvis være den samme. Vi mener, at intervallet kunne være to, og man kunne dermed operere med en dumpekarakter, to bundkarakterer, to midterkarakterer og to topkarakterer. Så ville skalaen hedde 0 (dumpet), 2, 4, 6, 8, 10 og 12. Men hvis man er bange for afsmitning fra den gamle skala, kunne trinnene gå fra 0 til 6.

Hvad angår bekendtgørelsen, skal princippet om absolut bedømmelse fastholdes. Absolut bedømmelse betyder, at bedømmerne forholder eksamenspræstationen til nogle fastlagte mål. Tiden, hvor man bedømte elever og studerende i forhold til hinanden (relativ bedømmelse), er der ingen grund til at ønske sig tilbage til, for med relativ bedømmelse er det en fordel at gå i en dårlig klasse.

Absolut bedømmelse kræver tydelig og præcis formulering af de krav, den studerende skal opfylde ved den enkelte eksamen, normalt betegnet læringsmål. Det blev indført med 7-trinsskalaen, og det er der al mulig grund til at fastholde. Det giver gennemskuelighed i bedømmelsen, såfremt de uddannelsesansvarlige formulerer tydelige mål inden for de relevante kategorier, f.eks. viden/forståelse, færdigheder og kompetencer. Uden præcis målformulering risikerer bedømmelsen at blive foretaget på fornemmelser snarere end på grundlag af et præcist fagligt sprog.

Men den store svaghed ved det nuværende systemer er, at det stimulerer en nulfejls-læringskultur, hvor elever og studerende lærer at finde den eneste vej til 12. Læringsmålene bliver selve omdrejningspunktet og ikke den studerendes særlige præstation og måde at opfylde læringsmålene på, herunder særlige styrker. Vi ser gerne, at det i læringsmålene fordres, at eksaminanden skal kunne forholde sig selvstændigt til stoffet eller kunne skabe noget særligt, og så vil det ikke længere være muligt at opnå en topkarakter ved blot at lave nul fejl. At opnå en mere nuanceret vurdering af den enkelte præstation vil kræve, at der i beskrivelsen af hvert enkelt trin inddrages en vurdering af styrker og svagheder i præstationen. Ikke alle eksaminer har dog brug for at kunne vurdere styrker. F.eks. vil en eksamen, der tester i færdighedsregning eller ren paratviden, ikke have behov for, at der i skalaen er en målsætning om selvstændig bearbejdning af stoffet.

Når det er tilfældet, bør det skrives ind i eksamensfordringerne, at i denne eksamen drejer det sig om ikke at lave fejl. Den type af prøver er i mange tilfælde helt på sin plads – akkurat som en køreprøve, hvor det ville være uhensigtsmæssigt, hvis kørekortsaspiranten kunne kompensere at køre over for rødt med en fin parallelparkering. Problemet med det nuværende system er blot, at alle eksaminer indrettes som en køreprøve.