Danskerne vil ikke have skræddersyede nyheder på Facebook
Kun 8 pct. af danskerne synes, at det er vigtigt at få nyheder, der er skræddersyet til deres personlige interesser på de sociale medier.
Det er en af konklusionerne fra en international undersøgelse, som Roskilde Universitet har udarbejdet i samarbejde med The Reuters Institute for the Study of Journalism, Oxford University, og offentliggjort en rapport om i dag under titlen ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2016’. Hovedrapporten fra The Reuters Institute for the Study of Journalism blev publiceret og omtalt i 2016, men den danske rapport indeholder nye resultater og analyser af de tidligere fremlagte resultater.
Undersøgelsen viser desuden, at 63 pct. af danskerne er bekymrede for, at de sociale mediers algoritmer fjerner synspunkter, der kan udfordre deres egne. Bekymringen er på samme niveau i de øvrige nordiske lande, men højere end i Frankrig, Holland og Belgien.
”Den yngre målgruppe er en smule mindre bekymrede, men på tværs af aldersgrupper er det ifølge undersøgelsen tydeligt, at utrygheden ved Facebook og Twitters hemmelige algoritmer er stor,” siger professor (mso) i journalistik Mark Blach-Ørsten fra Center for Nyhedsforskning på RUC.
I rapporten peger forskerne desuden på dilemmaet i, at de traditionelle nyhedsinstitutioner stadig er de altdominerende producenter af nyheder, mens en håndfuld globale teknologigiganter som Facebook og Google i stigende grad distribuerer nyhederne til borgerne og i den proces løber med hovedparten af annoncekronerne.
Mindre villige til at betale for onlinenyheder end svenskere og nordmænd
Samtidig har de danske avishuse svært ved at få folk til at betale for onlinenyheder. Tallene fra undersøgelsen viser, at danskerne er mindre villige til at få pungen op af lommen end svenskerne og nordmændene, når de læser nyheder på nettet.
Kun 15 pct. af danskerne har det seneste år har læst en onlineartikel mod betaling, hvilket kun er lidt mere end halvt så mange som i Norge (27 pct.) og også noget færre end i Sverige (20 pct.). Sammenlignet med 2015 ses der dog i 2016 en lidt større villighed i Danmark på 2 procentpoint.
Undersøgelsen viser også, at TV-nyhedsudsendelser stadig står stærkt i Danmark, hvor 40 pct. har TV-udsendelser som det foretrukne nyhedsplatform, mens 29 pct. foretrækker skrevne onlinenyheder.
”I Danmark har især avisernes onlineudgaver simpelthen ikke formået at gøre sig ligeså uundværlige, som det er tilfældet i de andre nordiske lande. Det er formentlig årsagen til, at der i de andre nordiske lande er en betydelig større vilje til at betale for avisernes onlinenyheder, end det er tilfældet i Danmark,” påpeger professor i kommunikation Kim Schrøder, der sammen med Mark Blach-Ørsten og ph.d.-studerende Rasmus Burkal står bag rapporten.
Undersøgelsen viser også, at de nyhedsbrugere, der får skrevne onlinenyheder fra public servicemedier er mere tilbøjelige til at betale for at få nyheder fra private nyhedsmedier.
Andre konklusioner fra undersøgelsen:
- Dr.dk/nyheder (som 49 pct. har læst nyheder på den seneste uge) og nyhederne.tv2.dk (44 pct.) er de mest populære digitale nyhedsmedier i Danmark. Begge public service-stationer har øget deres rækkevidde markant siden undersøgelsen fra 2015. Dr.dk/nyheder med 12 procentpoint og nyhederne.tv2.dk med 22 procentpoint.
- Danske kvinders forbrug af nyheder på Facebook (48 pct.) overgår mænds (27 pct.).
- Danskerne er siden 2015 blevet mindre tilbøjelige til at snakke om nyheder med hinanden, også ansigt til ansigt, hvor der er tale om et fald på 11 procentpoint fra 58 pct. til 47 pct.
Fakta
Om undersøgelsen:
Formålet med Reuters-undersøgelsen, der er udkommet hvert år siden 2012, er at forstå, hvordan folk bruger nyheder på tværs af platforme og formater i en række forskellige lande verden over.
Den er resultatet af et samarbejde mellem Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet og en række internationale samarbejdspartnere, koordineret af Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford. Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.
Undersøgelsen er gennemført samtidig i 26 lande, med ca. 2.000 respondenter pr. land. Udover Danmark er der tale om Portugal, Norge, Sverige, Belgien, Holland, Schweiz, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Polen, Grækenland, Tyrkiet, Sydkorea, Canada, Brasilien, Finland, Frankrig, Italien, Japan, Spanien, Storbritannien, Tyskland, USA, Australien og Irland. I alle lande dækker undersøgelsen kun den del af befolkningen, der er internetbrugere (varierende fra 97 pct. i Danmark, Norge og Holland til 58 pct. i Brasilien).
I den danske rapport sammenlignes Danmark primært med ni af disse lande, bl.a. for at gøre tabellerne mere overskuelige.
For den fulde undersøgelse se www.digitalnewsreport.org
Mere info
Kontakt: Kim Schrøder, kimsc@ruc.dk, mobil: 4098 5378, Mark Blach-Ørsten: oersten@ruc.dk, mobil: 2670 0035