Bistand kan svække kvinders magt

Visse samfund i det nordlige Mozambique er matrilineære. Det betyder, at det er kvindens slægt, der tæller. Den biologiske far til børnene har ikke så meget at skulle have sagt – det har til gengæld moderens bror, og kvinderne har stærke ritualer, der styrker kvindefællesskabet.

Matrilineære kulturer findes mange steder i Afrika. Kvindernes betydning for slægt og arvefølge, inklusive arveret fra mor til datter, findes side om side med mændenes dominans på fx arbejdsmarkedet og er på den måde med til at skabe en balance i magtforholdet mellem mænd og kvinder, fortæller kønsforsker Signe Arnfred.

»Derfor er det forfejlet, når vestlige bistandsprojekter pr. automatik tager udgangspunkt i, at kvinder er undertrykte – og det bidrager til at svække kvindernes muligheder for at
beholde deres indflydelse,« påpeger hun.
 

Vestlig forståelse

I 1975 lykkedes det Mozambiques befrielsesfront Frelimo at smide den portugisiske kolonimagt ud, staten blev socialistisk, ligestillede individerne og havde endda kvinder i militæret.

Her lærte hun om kvinder, der ikke var undertrykte, men som havde stærke fællesskaber og megen indflydelse i kraft af deres betydning for slægtskab; bl.a. menes nogle kvinder i kraft af deres position i slægten at have en særlig evne til at kunne komme i kontakt med afdøde medlemmer af slægten. Desuden ses kvinder som eksperter og autoriteter på en række andre områder, fx i forbindelse med seksualitet – hvilket ikke er uvæsentlig i en kultur, hvor elskovskunst anses for at være en kvindelig kompetence, som værdsættes højt af både kvinder og mænd. Disse former for kvindemagt er tit usynlig for et vestligt blik, påpeger Signe Arnfred.

Hun vendte siden tilbage flere gange for at forske i matrilineære systemer, hvor mænd fx bliver sendt tilbage til deres egen familie, hvis de ikke kan gøre deres kone gravid.

Lige fra de første missionærer og antropologer kom til Afrika, er kønsrollemønsteret fortolket efter vestligt mønster, og mand/kvinde-hierarkier er blevet taget for givet. Men faktisk er der mange andre hierarkier, der tit spiller større roller - fx spiller alder en stor rolle; alder giver magt og status, uanset køn.

Signe Arnfreds måde at se tingene på understøttes i høj grad af afrikanske kønsforskere.

»I bistanden til udviklingslandene tages det oftest for givet, at kvinder er undertrykte. Dertil kommer, at bistand ofte har et økonomisk fokus, og kønsligestilling forstås som noget med, at kvinder skal have samme indtjeningsmuligheder som mænd.«

Dette er fx udgangspunktet i Verdensbankes årlige flagskibsrapport World Development Report, der i 2012 netop bærer titlen 'Gender Equality and Development', påpeger Signe Arnfred.

»Det betyder, at bistanden gives på mændenes præmisser. Ved at være blind for den form for magt, som kvinder har, kan bistand derfor – stik imod de gode intentioner – være med til at ændre kønsmagtbalancen i mændenes favør,« siger hun.
 

Bistand på kvindernes præmisser

To skelsættende kvinde-tiår i FN fra 1975-95 påvirkede bistandssystemet til at tage køn med i betragtning. Men kønsforståelsen følger stadig den vestlige opfattelse. Og det er bekymrende, mener Signe Arnfred.

»Det er vigtigt at være mere lydhør i forhold til konkrete kvinders specifikke situation, så man får mulighed for i højere grad at yde støtte på kvindernes egne præmisser. Fx ved at tage udgangspunkt i eksisterende kvindefællesskaber og gå i dialog med kvinderne,« siger hun.
 

Kønskamp stadig vigtig

At Signe Arnfred har sit fokus på Afrika, betyder ikke, at kønskampen herhjemme er overstået. Der er sket meget de seneste 40 år, men ikke nok.

»De unge kvinder har fart på, og de unge fædre er gået langt mere ind i omsorgsarbejdet. Men det ændrer ikke, at magtstrukturerne i vores del af verden stadigvæk er patriarkalske. Der er fx stadig ulige løn. Derfor er det fortsat vigtigt at føre kønskamp på hjemmeplan, bl.a. ved at anfægte de hjemlige kønshierarkier – som stadig eksisterer,« siger hun.