Afsked med RUC - tale af Tove Kruse

Efter 47 år på RUC - 5 år som studerende og 42 år som ansat - er RUC alt for stor,  alt for mangfoldig, alt for meget sig selv til at sammenfatte og karakterisere på nogen meningsfuld måde.

Så derfor kun et enkelt nedslagspunkt fra RUC’s UR-tid; jeg kom til RUC i 1974 efter at have taget bifag i dansk på KU. Jeg læste dansk og historie på RUC fra 1974-79, og jeg har aldrig lært så meget, som jeg lærte i de 5 år, hverken før eller siden. Jeg lærte først at tænke systematisk og at studere på RUC og to afgørende ingredienser i den proces var 1. marxismen og 2. i særdeleshed det problemorienterede projektarbejde.

Marxismen først: den var svær at tilegne sig; jeg svedte mange timer over de centrale tekster, men den var vidunderlig – en på sine egne præmiser modsigelsesfri teori om alt, om alle samfundets niveauer, deres hierarkiske ordning, deres indbyrdes afhængighedsforhold, en teori om hvad mennesket er for en størrelse og ikke mindst en teori om historien, hvad der betinger dens udvikling og hvad dens endemål er. Alt blev struktureret og ordnet, alt kunne forstås og analyseres med udgangspunkt i denne mageløse teori om alt. Og det blev det. Hvert semester skulle der laves et og kun et projekt, der var ingen kurser. Og vi arbejdede så blodet sprøjtede, producerede projekter på adskillige hundrede sider – og første del var gerne en laaang indføring i den variant af marxismen, som gruppen abonnerede på. Derefter kom analysen af projektets problem og empiri.

Kernen er rigtig, og at det er det, der altid har gjort og stadig gør RUC til noget særligt. 

At teori og empiri ikke altid hang lige godt sammen blev gennem årene et tiltagende problem, og for mig knækkede tråden i 1979, hvor jeg var ude at interviewe den gamle bryggeriarbejder Alfred ifm. med mit speciale om eksemplariske, revolutionære læreprocesser blandt bryggeriarbejdere, som RUC’s bryggerigruppe afholdt. Alfred forklarede mig, hvorfor det var hans erfaring, at når det gik godt for kapitalen, så gik det også godt for arbejderne. Han havde altså desværre ikke forstået læreprocessernes revolutionære budskab, men mens jeg lyttede til, hvad han sagde, stod det lysende klart for mig, at den mand havde ikke nogen ’falsk bevidsthed’, og at han havde ikke brug for nogen intellektuelle kadrer til at hjælpe sig med at forstå sin samfundsmæssige placering og opgave. Tværtimod. Så faldt korthuset. Min marxisme stødte på grund, da den mødte virkeligheden – og det var endnu mere lærerigt at forlade marxismen end det havde været at tilegne sig den.

Men jeg lærte noget, jeg aldrig senere har glemt; Jeg kan genkende alle former for teorier om alt travet; på reduktionismen, på forestillingerne et ’sidste instans’, som menneske og samfund kan reduceres til uanset om det er økonomi, klasse, køn, race, seksualitet eller hvad det nu er, der udpeges som ’i sidste instans’. Jeg kan genkende  de mange variationer af ideerne om falsk bevidsthed hos de samfundsmæssige aktører, og ikke mindst det totalitære, det moraliserende og idealiserende Gutmensch.   Der er ikke noget i vejen med reduktionistiske teorier om alt, så længe man opgiver dem, når man opdager, at de ikke passer med virkeligheden. Alt det lærte jeg på RUC i 70’erne. Ikke så ringe.

Jeg lærte også noget andet; at det problemorienterede, deltagerstyrede projektarbejde er den suverænt bedste måde at tilegne sig viden på, at blive klogere på. På KU havde jeg besvaret opgaver, andre stillede, ligesom i gymnasiet. På RUC lærte jeg at forsøge at svare på selvdefinerede, relevante problemer. Det var endnu mere mageløst end marxismen. Arbejdet med at identificere og begrunde et relevant problem, at diskutere kriterier for et problems relevans, at tilegne sig tilstrækkelig viden til at kunne lave en kvalificeret problemformulering var helt nyt for mig.

Derefter kom så næste skridt. Hvordan svarer vi bedst muligt på det, vi spørger om? Hvilken empiri er den mest relevante? Hvor findes den? Er den tilgængelig? Hvor omfattende er den? Hvad kan vi håndtere? Hvordan skærer vi den til? Og findes der relevant teori og begreber, der kan berige vores evne til at svare på vores spørgsmål? Hvilke teorier og begreber? Hvor kommer de fra? Hvad har de hidtil vist sig at kunne? Hvordan kan vi konkret bruge dem? Derefter analysen; den evige pendling mellem teori og empiri, arbejdet med at undgå at støde på grund på de to bredder, hvor enten empirien bare illustrerer teorien eller teorien ingen reel relevans har for selve analysen. Og så konklusionen; Hvad kan vi svare det spørgsmål, som er arbejdets røde tråd.

Det var kernen i det jeg lærte på RUC i 70’erne, og det har været kernen i mit arbejde lige siden, ikke mindst som vejleder. At være vejleder for studerende, der var sultne og videbegærlige har været det bedste på RUC; at hjælpe med at indkredse problemfelter og lave problemformuleringer, at diskutere teori og empiri og deres indbyrdes relation, at hjælpe studerende med at svare bedst muligt på deres relevante spørgsmål – det har været den røde tråd, det bærende element, det bedste.

Guderne skal vide, at det ikke er blevet nemmere med årene. Projektarbejdet er langt fra altid en dans på roser. Da jeg studerede i 70’erne skulle vi lave 1 projekt pr. semester, der var ingen kurser, næsten ingen strukturelle bindinger og begrænsninger, langt de fleste studerede på fuld tid, husene var altid fulde af mennesker, en fuldtidsansat lærer havde 2 grupper pr. semester (og ingen kurser og ingen publiceringskrav), der var fuld sekretærhjælp i hvert hus, osv. Ressourcerne flød i rigelige mængder og friheden var enorm. Det var en blanding af slaraffenland og det vilde vesten.