1783 studerende får tilbudt plads på RUC
Natten til fredag d. 26. juli har tusindvis af unge fået besked om, hvilket studie de er blevet optaget på.
Roskilde Universitet tilbyder 1783 nye studerende en plads på universitetets syv forskellige bacheloruddannelser - det er 209 flere end sidste år.
Det øgede optagelsestal hænger sammen med, at Roskilde Universitet er årets højdespringer blandt universiteterne - med 14 procent flere ansøgere end sidste år.
Rektor Hanne Leth Andersen er glad for de mange ansøgere, der har haft Roskilde Universitet på ønskelisten:
"Vi ser frem til at byde alle nye studerende velkommen på Roskilde Universitet. Her vil de lære at forholde sig fagligt til de komplekse problemstillinger, der præger samfundet i dag. Fx når det gælder om at udvikle fremtidens robotter og AI, så vi fortsat kan have tillid til både hinanden og de nye medier. Ligesom fremtidens epidemier skal håndteres med indsigt både fra historiske erfaringer og matematisk modellering. Her har RUC en særlig styrke ved at tilbyde tværfaglige bacheloruddannelser – hvor de studerende samtidig har mulighed for at specialisere sig,” siger Hanne Leth Andersen.
LÆS OGSÅ: Flere ansøgere til RUC igen i år
Kandidatuddannelser går også frem
Også ansøgertallene til RUC’s kandidatuddannelser er gået frem i år. Det viste opgørelsen fra foråret. I alt modtog RUC 4002 ansøgninger til kandidatuddannelser med 1. prioritet. Det svarer til en stigning på 23 procent i forhold til sidste år.
I 2022 gennemførte RUC en omfattende kandidatreform, hvor man gik fra 170 kombinationsmuligheder til 30 kandidatuddannelser.
Med de nye kandidatuddannelser udbyder RUC nu 30 tværfaglige kandidatuddannelser frem for de hidtidige kombinations-kandidatuddannelser, hvor studerende selv valgte at sammensætte to fag.
”Den nye uddannelsesstruktur gør det tydeligere for både studerende og arbejdsgivere, hvilken faglig profil RUC’s kandidater kommer ud på arbejdsmarkedet med. Og det ser ud til også at smitte positivt af på ansøgertallet til vores bacheloruddannelser,” siger Hanne Leth Andersen.