Vinder af DR-programmet ’Cheferne’: ”Gruppearbejdet på RUC er for mig helt unikt"

Sia Seidler Berro løb med sejren, da DR skulle finde Danmarks skarpeste ledelsestalent i programmet ’Cheferne – jagten på talentet’. Præmien var en lederstilling i Dansk Industri, hvor Sia i dag er ansat og arbejder med global udvikling og bæredygtighed.
Vi har stillet Sia Seidler Berro fem spørgsmål om ledelse og sin uddannelse fra Roskilde Universitet.
Hvordan vil du beskrive din tid som studerende på RUC?
”Jeg elskede at studere på RUC. RUC formede min kritiske sans, min fundamentale indstilling til verden omkring mig og mit arbejdsliv, og så gav RUC mig venner for livet”
Hvad har du lært fra din uddannelse på RUC, som kan bruges i et job som leder?
"Gruppearbejdet på RUC er for mig helt unikt, og det tætteste du kommer på arbejdslivet i dit studieliv. At arbejde sammen med virkelig forskellige typer, der ofte havde forskellig faglighed, mål og arbejdsform er klart noget, man kan bruge i ledelse. Du lærer også at håndtere faglige, og til tider personlige, konflikter på en konstruktiv måde. Og når alt går op i en højere enhed og de forskellige fagligheder føler de kan bidrage og bliver klogere i processen, så lykkedes vi med at lede hinanden."
Er der en projektrapport, du har skrevet på RUC som en del af gruppearbejdet, som du er særligt glad for? Og hvad lærte du af den?
”Ja, mit speciale, som jeg skrev med allerbedste Kathrine (Munch, red.) - om uledsagede flygtninge i Danmark og deres historier. Jeg lærte allermest, hvor helt vildt resiliente mennesker er, selv i de mest umenneskelige situationer og hårde livsbaner. Jeg fik også bekræftet min egen menneskelige intuition og relationsdannelse sammen med de unge, hvor sproget var en barriere, men samtaleemnerne vildt komplekse og sårbare. Og til sidst så lærte jeg nok at være lidt mere modig og måske også sårbar selv. Kathrine var helt fremmed, og vi havde allerede valgt hvert vores specialeemne, alene. Jeg mødte hende til en specialecafe, og jeg syntes hun virkede kæmpe sej, og hendes emne var virkelig noget, der tændte mig. Så jeg gik simpelthen over - med kæmpe sommerfugle i maven - og spurgte hende, om ikke hun manglede lige netop mig som makker. Det var hun heldigvis frisk på - og det blev verdens bedste specialeproces. Nogle gange skal man altså bare prøve.”
Artiklen fortsætter under billedet

Hvad er god ledelse for dig?
”Rigtig god ledelse er på en måde nærmest en kultur i sig selv - hvor man praktiserer det på tværs af hierarkiske skel i organisationen i samarbejde med alle på arbejdspladsen. Hvor vi sammen leder hinanden med omsorg og nysgerrighed for hinanden. Men det er også særligt vigtigt, at en leder lytter og arbejder for at skabe de bedste rammer for, at alle kan bidrage, udvikle sig og dygtiggøre sig - men som hele mennesker, hvor der er plads til at fejle, til at andre dele af ens liv nogle gange kommer i vejen og til alle forskellighederne”
Har du et godt råd til RUC-studerende, som ønsker at gøre en forskel i verden og samtidig har et ønske om at blive ledere?
”Tror det bedste, du kan gøre for at lede og gøre en forskel først og fremmest er at lære dig selv at kende og være nysgerrig på, hvad du selv kan forbedre og ikke være bange for at få feedback af andre i forhold til ledelsesstil og udviklingspunkter. Og så koblet med også bare at kaste sig ud i det og ikke lade de udviklingspunkter holde en tilbage - man lærer sgu mest af at prøve det af. Det er langt nemmere at stå ved de fejl, man så laver henad vejen, fordi selvfølgelig er du ikke den perfekte leder fra starten - og ingen bliver det nok nogensinde.”
Sia Seidler Berro har læst Internationale Udviklingsstudier og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, i dag svarende til Global and Development Studies og Kulturmødestudier.