Karriereprofil Lisa Samuelsen
Research scientist, Novo Nordisk
Kandidat i Kemi + Medicinalbiologi, Ph.d.
Da jeg var barn, så havde man jo de her venindebøger. Og det var sådan nogle bøger, hvor man kunne dele sådan nogle private oplysninger, som hvem er min bedste veninde, hvad er min yndlingsfarve, og hvad vil jeg gerne være, når jeg bliver stor. Og der kan jeg huske, at der skrev jeg, at jeg gerne ville være forsker.
Mit navn er Lisa, og jeg arbejder som research scientist på Novo Nordisk. Og før det, så har jeg læst på Roskilde Universitet, hvor jeg har taget en kandidat i Kemi og Medicinalbiologi. Og efter det, så læste jeg en ph.d. i samme felt.
Jeg vidste, at kemi skulle være den ene del, og faktisk så brugte jeg det meste af mit første år på min bacheloruddannelse på at finde frem til, hvad det andet fag skulle være.
I sidste ende blev det medicinalbiologi, men jeg må sige, at jeg er stadig glad for, at man hos RUC ikke skal vælge side med det samme. Men i stedet for, så får man det første år på bacheloruddannelsen til at vurdere alle de muligheder, der er.
Hvad arbejder du med helt konkret?
Efter min ph.d. fik jeg arbejde på Novo Nordisk, hvor jeg i dag sidder og arbejder med produktudvikling.
Der, hvor jeg sidder, fokuserer vi udelukkende på fase 3, det vil sige, at når vi får molekylerne henne fra forskningsafdelingen, så kommer de til min afdeling, hvor vi er klar til at teste dem i mennesker.
Når vi får de aktive molekyler nede fra forskningsafdelingen, så ved vi, at de har en virkning i kroppen. Men nu skal de så laves til et regulært produkt. Så der er mange spørgsmål, som skal stilles og besvares:
- Skal det være injicerbart eller i pilleform?
- Hvor tit skal det gives til patienten?
- Hvilke krav og retningslinjer skal produktet leve op til?
Det er sådan noget, vi sidder med hos os.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Det er sjovt at tænke tilbage på nu, men noget af det, som bekymrede mig allermest, inden jeg skulle starte på RUC, det var faktisk det store fokus på gruppearbejde.
Min erfaring fra gymnasiet var, at der typisk kun var nogle få i gruppen, der rent faktisk lavede noget, og resten var bare lidt med på sidelinjen.
Så mine forventninger var ikke så store, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at der var en kæmpe forskel på det, man havde lavet på gymnasiet og det, vi lavede på RUC.
Og efterfølgende har jeg virkelig brugt gruppe-og projektarbejdet super meget, også her på mit arbejde på Novo Nordisk. For der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke skal til møde med mange forskellige mennesker med forskellige opfattelser og forskellige baggrunde. Og de er jo alle sammen eksperter inden for deres felt, hvad enten det er inden for kemisk analyse, produktion eller kommunikation.
Så det, jeg var lige ved at fravælge RUC for, blev i sidste ende det, som jeg sætter allermest pris på.