Vinder af national undervisningspris: ”Undervisning var det mest angst-provokerende, jeg kunne forestille mig”
Psykolog og lektor Sofie Pedersen uddanner de kandidater, hun gerne selv ville have arbejdet sammen med, da hun arbejdede som psykolog i socialpsykiatrien.
I dag bliver hun hædret som en af landets dygtigste universitetsundervisere med Uddannelses- og Forskningsministeriets undervisningspris 2024.
Analyserer ’Prinsesser fra Blokken’
Hvordan kan vi forstå og arbejde med udsatte borgeres komplekse problemstillinger i snitfladen mellem den enkelte person og vedkommendes konkrete livsbetingelser? Hvordan kan vi begribe udviklingsdynamikker i unges hverdagsliv i gymnasiet – og hvad betyder vores forståelse af udvikling for forståelsen af de unges mistrivsel?
Det er spørgsmål som disse, som Sofie beder de studerende reflektere over og sammenholde med psykologiske teorier og perspektiver i sin undervisning på Roskilde Universitet.
”Jeg prøver at uddanne dem, som jeg synes, der er brug for. Dem, som jeg gerne selv ville have arbejdet sammen med, da jeg arbejdede som psykolog i socialpsykiatrien,” siger hun.
Til holdundervisningen har Sofie Pedersen udviklet læringsfællesskaber, hvor de studerende øver sig i at anvende teori på konkrete cases fra populærkulturen. Fx analyserer de den samme frekvens fra DR’s dokumentarserie ’Prinsesser fra Blokken’ hver gang med en ny teori for at tydeliggøre teoretiske forskelle, og hun konkretiserer på den måde psykologiens abstrakte teorier for de studerende.
Engageret og inspirerende underviser
Spørger man nuværende og tidligere studerende siger de alle, at prisen som årets bedste underviser er ”velfortjent”.
“Det er befriende, at så dygtig en akademiker formår at formidle komplekse teorier ved bl.a. at konkretisere gennem sin erfaring fra praksis,” siger Camilla Galsgaard, som er tidligere studerende på kandidatuddannelsen Socialpsykologi og Læring på RUC.
.
”Man kan mærke hendes engagement helt ud til fingerspidserne. Man kan se på hele hendes kropssprog, hvor interesseret hun er. Hun er enormt dygtig til at gøre undervisningen praksisorienteret. Og så er hun med på beatet og sjov. Vi er mange unge, der føler, at vi kan spejle os i hende,” siger studerende fra Socialpsykologi og Læring Ida Cecilie K. Jørs.
Selv fortæller Sofie Pedersen, at det ikke lå i kortene, at hun skulle blive underviser. Og at hun derfor er særligt beæret over at modtage prisen:
”Det er det sidste, jeg havde forestillet mig, jeg skulle beskæftige mig med. Da jeg i sin tid sagde ja til en ph.d.-stilling, lavede jeg en aftale med mig selv, som gik ud på, at jeg under ingen omstændigheder skulle undervise, for det var det mest angstprovokerende, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Så jeg sagde ja til stillingen og tænkte ’jeg skubber undervisningen så langt som muligt, og når de tvinger mig til det, så siger jeg op’. Og det er så 13 år siden, og nu modtager jeg den her pris.”
Undervisningsprisen overrækkes 23. september 2024 af H.M. Dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i Operaen.
.
Om Sofie Pedersen:
- Lektor ved Roskilde Universitet
- Underviser i socialpsykologi på kandidatuddannelsen Socialpsykologi og Læring
- Ph.d. i psykologi fra Københavns Universitet (2015)
- Født i Ringe og opvokset i Årslev, bor i København
.
Om undervisningsprisen:
- Undervisningsprisen fra UFM gives med det formål at anerkende den store betydning, som inspirerende og engagerende undervisere har for de studerende og for undervisningsmiljøet på uddannelsesinstitutionerne.
- Med prisen følger 500.000 kr. til hver af prismodtagerne. 300.000 kr. går til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø på prismodtagernes uddannelsesinstitution, mens 200.000 kr. er en personlig hæderspris.
- I år er der lagt særligt vægt på undervisernes evne til at bygge bro til omverdenen:
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtaler i forbindelse med uddelingen af prisen: ”Gode undervisere er ikke kun med til at løfte det faglige niveau. De er også med til at forberede vores unge mennesker på den fremtid, der venter dem. Jeg er særligt imponeret over, hvordan årets vindere har evnet at tænke samspillet mellem erhvervsliv og uddannelse ind i deres undervisning. Det er et vigtigt fokus, at uddannelse kobles til den virkelighed, de studerende træder ud i efterfølgende.”