Studerende skaber lysinstallationer til Roskilde Lysfest
Roskilde Lysfest foregår på Allehelgens aften, hvor bymidtens stræder, mellemrum, tårne og pladser indhylles i lys, lyd, aktiviteter og et magisk optog. 20.000 mennesker deltager i eventet, og siden 2013 har de studerende på Performance Design bidraget med funklende lysinstallationer. Lysfesten er et samarbejde mellem Roskilde kommune, Roskildes kulturaktører og Roskilde Universitet.
"Vores studerende får som deres første opgave at lave lysinstallationerne til lysfesten. De studerende går sammen i grupper, der hver får tildelt en location og en samarbejdspartner. Eks. skal en gruppe lave en lysinstallation i et kapel i Roskilde Domkirke og samarbejde med Domkirken om denne del af eventet." siger lektor Ulrik Schmidt på Performance Design.
Under kurset lærer de 80 studerende designprocesser og bliver vejledt gennem konceptidé, over prototyping og til fremstilling af installationen af deres undervisere. Når koncepterne til installationerne er på plads, skal de produceres, og så begynder arbejdet på de forskellige locations. Den anerkendte italienske lysdesigner Fabrizio Crisafulli fra Kunstakademiet i Rom, der er gæsteprofessor på Performance Design, giver feedback på de studerendes arbejde. De sidste justeringer skal være på plads den 3. november kl. 17, hvor installationerne afvikles som del af lysfesten.
Se hele programmet på eventsiden på Facebook
Lysinstallationer Roskilde Lysfest 2017
Dette år har de studerende bidraget med 10 lysinstallationer.
A. Latinerpassagen
I Latinerpassagen vil du træde igennem et iskoldt vandfald af lys og blive ledt gennem en rejse af spejlkunst og lysrefleksioner, der illustrerer overgangen fra det kolde uhygge til det varme trygge.
B. Rådhuskælderens Have
Spring 500 år tilbage i tiden og oplev reformationen på egen krop! Rådhuskælderens have bliver transformeret til det 21. århundredes svar på en skriftestol, hvor du er inviteret til at komme og dele dine synder med resten af Roskilde. Ved hjælp af lys og videokunst bliver reformationen og dets betydning for menneskets forhold til synd fortalt på en måde, man sent vil glemme.
C, Palæhaven
Kom med ind i Palæhaven og oplev livets træ blive oplyst i mindet om betydningsfulde begivenheder.
D. Nytorv
Til lysfesten vil Nytorv danne ramme for interaktiv lyskunst. Inspireret af den flygtighed, som karakteriserer samtidskunst, vil vi rykke kunsten ud på museets mure. Vi skal oplyse novembermørket. Kom og vær med!
E. Christian d. 1.s Kapel
Kom ind i Christian d. 1.s kapel til en sanselig sjælevandring og oplev livet og sjælens faser gennem en performance fuld af lyd og lys.
F. Frederik d. 5.s Kapel
Kapellet vil være transformeret til et univers, der visualiserer udviklingen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede.
G. Det lille Tehus
Kom og oplev Roskildes fantastiske te-have fyldt med lysende og farverige tekopper i alle størrelser.
H. Sct. Olai Plads
Oplev en ny galakse: Ved Sct. Olai Plads kan du komme på en rejse gennem et mystisk og svævende rum – skab din egen planet og følg dens vej ud i universets drømmende uendelighed.
I. Klosterhaven
Klosterhaven bliver vækket til live, og publikum bliver ledt gennem haven ved hjælp af små fortællinger, som den gamle have gemmer på.
J. Akaciehaven
Bag Roskilde Bibliotek åbnes et sanseligt utopia, hvor der pustes liv i havens akacietræ med de forkrogede grene og den rynkede bark. Som gæst vil du opleve dine sanser blive skærpet gennem en legende og magisk atmosfære.