Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd til projekter om sproghistorie og nanostrukturer
Hvordan hænger form og funktion sammen på nanoskala? Og hvordan har det danske sprog udviklet sig siden middeldansk, som man anvendte i middelalderen?
Det er de spørgsmål, der fokuseres på i de to RUC-forskningsprojekter, der netop har modtaget en millionbevilling fra DFF.
Bevillingerne er givet til følgende 2 projekter:
Nye muligheder for at designe nanostrukturer
Naturen er god til at skræddersy systemer af selvorganiserede molekyler med de helt rette egenskaber til en given opgave. En dygtig kemiker kan også skræddersy syntetiske molekyler. Bl.a. kan man lave lange molekylkæder med to kemisk forskellige halvdele - såkaldte blok-copolymer - som kan bruges som byggeklodser til at danne selvorganiserende strukturer på nanoskala.
Tynde film - dvs. et tyndt lag på en overflade - af sådanne ordnede blok-copolymer-strukturer har mange anvendelsesmuligheder i nanoteknologi, hvor man har brug for at kunne fremstille film med mange forskellige komplekse strukturer. I dette projekt øges kompleksiteten af byggeklodserne ved at studere såkaldte stjerneblok-copolymerer, hvor tre lange molekylkæder bindes sammen i et fælles knudepunkt. En samling af sådanne stjerneblok-copolymerer kan organisere sig selv i mange forskellige nye mønstre og strukturer. I projektet studeres selvorganiseringsprocessen i de tynde film med avancerede røntgen-spredningsteknikker. Ved at ændre temperaturen og ved at lade de tynde film vekselvirke med et organisk opløsningsmiddel på dampform skal forskerne studere selvorganiseringsprocessen og opnå indsigt i, hvordan mønsterdannelsen kan kontrolleres.
Bevillingsmodtager: Lektor Dorthe Posselt, Institut for Naturvidenskab og Miljø
Bevilget beløb: 2.591.375 kr.
Ny grammatik for middeldansk
Moderne dansk er et fuldt udviklet kultursprog med særegne træk, hvis ophav og forhistorie er dårligt kendt og forstået. Forgængeren middeldansk afviger på mange interessante måder fra moderne dansk, men sproget og især syntaksen er aldrig blevet udforsket på grundlag af moderne sprogvidenskabelige teorier og metoder. Således har man heller ikke kunnet beskrive ændringerne i sammenhængende og begrundede scenarier. Formålet med projektet er at udvikle og anvende en teori om grammatikaliseringsforløb, der kan føre til en samlet forståelse af ændringerne fra middeldansk til nyere dansk. Projektet er med til at indfri Danmarks forpligtelse til at belyse dansk sprogs udvikling og struktur - som en del af den samlede sprogvidenskab. Formålet er at tilføre vigtig viden til den filologiske forskning og at danne grundlaget for udarbejdelsen af en egentlig grammatik for middeldansk.
Bevillingsmodtager: Professor Lars Heltoft, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab
Bevilget beløb: 5.443.692 kr.
Fakta:
Det Frie Forskningsråds primære formål er at støtte og fremme originale ideer og initiativer i dansk forskning. I denne omgang er der uddelt bevillinger til 200 projekter. Den gennemsnitlige bevilling er på lidt over 3 mio. kr.