Karriereprofil Søren Engler
Virksomhedskonsulent, Frederiksberg Kommune
Hvad arbejder du med?
Jeg er ansat som virksomhedskonsulent i Frederiksberg Kommune. Jeg arbejder primært med borgere som er visiteret til fleksjob og som er i fleksjob. Her er mit fornemmeste arbejde selvfølgelig at bistå dem, hvis de har nogle udfordringer i forhold til deres job. Altså hjælpe dem med at være i selve jobbet, men også hvis de har brug for noget sparring, eller hvis der opstår nogle udfordringer i dialog med arbejdsgiver, fagforening eller hvad det nu måtte være.
Mit arbejdsområde er meget alsidigt. Det dækker alt fra en lille smule sagsbehandling til meget myndighedsarbejde, hvor jeg skriver mange afgørelser. Så der er også rigtig meget politisk i det, for det er jo en politisk styret organisation. Så det er noget med at manøvre rundt i en politisk styret organisation og stadig give sin mening til kende og komme med forslag og ændringer til, hvordan man kan gøre tingene anderledes.
Hvorfor valgte du at læse på Sociale Interventionsstudier?
Grundlæggende fordi jeg er uddannet socialrådgiver og jeg synes, at der manglede nogle ting i værktøjskassen, hvis man gerne ville ud at skabe nogle forandringer i verden. Her synes jeg, at Sociale Interventionsstudier lød mega spændende i forhold til at give nogle af de teoretiske og metodiske værktøjer til at gøre det. Og så også hele det teoretiske med at være i en stor organisation og finde ud af hvordan man manøvrerer rundt i den. Det synes jeg, var noget af det der var enormt tiltalende.
Ja, og så det med, at der også var et fokus på det praksisnære. Så Sociale Interventionsstudier var en perfekt kombination af det hele; både teoretisk, metodisk og praksisnært. Det er i hvert fald det der fik mig til at tænke, at hvis jeg læser den her uddannelse, kommer jeg til at kunne løse rigtig mange spændende opgaver.
Hvad har været det vigtigste i dit arbejdsliv ved at være kandidat fra Sociale Interventionsstudier, og hvordan bruger du ellers dine kompetencer fra uddannelsen i dit arbejde?
At styre komplekse og udviklingsorienterede processer eller projekter er noget af det, der går igen. For vi har rigtig mange projekter der bliver søsat, og det er tit mange forskellige fagområder der skal arbejde sammen om ét fælles mål.
Her kommer kandidaten virkelig i spil i forhold det med at samarbejde, og hvordan vi når bedst hen imod vores mål. Hvordan vi sikrer, at alle er involveret og alle bliver hørt. Og så giver det noget ballast i forhold til at foretage nogle kvalificerede valg over for nogle af de udfordringer, vi skal have løst på arbejdspladsen.
Det kan være, hvordan vi kan gribe tingene helt anderledes an, stille de nødvendige kritiske spørgsmål om, hvorfor vi gør, som vi gør? Der kan være en tendens til at sige ’jamen det gør vi, fordi det er sådan, vi altid har gjort det’. Så det er noget med at komme med nogle nye perspektiver og nogle nye måder at gribe tingene an på. Og igen noget ballast i forhold til at kunne tage ansvar for facilitering og styring af forskellige projekter og ansvarsområder.
Hvorfor skal man læse på Sociale Interventionsstudier?
Jeg er i hvert fald helt vildt glad for, at jeg tog denne her uddannelse. Når jeg har snakket med andre der er blevet færdige, har jeg kunnet mærke, at vores uddannelse har været meget alsidig. Og det afspejler sig også i de jobs man kan få. At man både kan gå i retning af at arbejde i en NGO, eller hvis man er meget optaget af læring, så kan man gå den vej på uddannelsesinstitutioner.
Der er også flere af dem jeg har læst sammen med, som arbejder som adjunkt eller har fået et enormt spændende graduate program et sted. Så der er virkelig mange forskellige muligheder. Du kan vælge at gå forskervejen, du kan vælge at sidde i en meget tung administrativ stilling og alt midt imellem. Det synes jeg er virkelig fedt - alt det uddannelsen åbner op for, fordi der er så mange forskellige paletter man kan hive frem både kvalitativt og kvantitativt og alt midt imellem.
Det er de perspektiver som virkelig gør, at man kan passe ind på mange forskellige arbejdspladser. Så det er bare med at finde ud af, hvad man synes er spændende, og så tænker jeg, at så skal man nok få det job, man gerne vil have.