Karriereprofil Ask Lehrmann
Fag- og karrierekonsulent hos fagforeningen Kommunikation og Sprog
Cand.comm. i Kommunikation + Psykologi, 2013
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Jeg valgte oprindeligt RUC, fordi jeg var interesseret i kommunikation, men faktisk en smule uklar om den retning jeg ville gå. Som udgangspunkt var jeg interesseret i formidling og politik, og ønskede at læse Kommunikation og Global Studies. Min interesse skiftede dog i løbet af mine basisår i retning af det organisatoriske og menneskenære, og jeg valgte derfor at kombinere med Psykologi i stedet. Så det var utrolig vigtigt for mit uddannelsesforløb, at jeg både fik tid til at blive klar på, hvad jeg egentlig ønskede at læse, og at jeg havde fleksibiliteten til at tage det skift.
Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder med enkeltvejledning og coaching af studerende og dimittender, underviser internt og på universiteterne, skriver artikler til vores nyhedsbrev, laver events og konferencer, og sidder i en lang række projektgrupper om alt fra studiemesser til uddeling af fagpriser. Jeg er på mange måder en blæksprutte i organisationen inden for kommunikation og vejledningsopgaver.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Der er vel nærmest ikke et tidspunkt jeg ikke bruger dem. Når jeg står og underviser på et universitet foran 150 nye studerende, drager jeg på værktøjer fra mit kursus i mundtlig formidling på Kommunikation. Når jeg diskuterer jobsøgning og personlighedstests med vores medlemmer, trækker jeg på organisationspsykologisk erfaring fra mit kandidatprojekt på Psykologi. Når jeg skriver en artikel til vores nyhedsbrev eller sociale medier, tænker jeg tværfagligt i målgrupper, platforme og promovering. RUC har på mange måder givet mig en række af de grundlæggende værktøjer, som jeg stadig bruger hver dag i mit arbejde.
Udnyt dine projekter
Mit råd til dig, der ønsker at læse uddannelsen er, at du skal udnytte dine projekter. Mange af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mit under mit studie, har jeg gjort i forbindelse med mine semesterprojekter: De er din mulighed for at farve din uddannelse med netop den faglighed, som du ønsker at bruge i dit kommende arbejdsliv. Da både Kommunikation og Psykologi er brede studier, er dine projekter din mulighed for specifikt at definere den faglighed, du gerne vil tage med dig fremadrettet.