Studerer Spatial Designs and Society, 2017
Hvorfor valgte du denne uddannelse?
På Spatial Designs and Society forstås design som det gør blandt de bureauer og organisationer, jeg finder allermest indflydelsesrige: Design er en videnskabelig og struktureret tilgang til at løse et identificeret problem. Studerende på uddannelsen formår via en interdisciplinær tilgang, bestående af designteori og sociale videnskaber at hjælpe med at realisere designede steder, objekter og ikke mindst idéer. Vi lærer at være realistiske om de fysiske, menneskelige og teknologiske kontekster af design, og heri ser jeg mulighed for at kunne skabe løsninger som holder i virkeligheden, ikke blot på papiret.
Hvad motiverer dig?
Jeg tror på effektiviteten af brugercentreret design, hvor en forståelse og inddragelse af mennesket gennem sociale videnskaber bidrager til, at design bliver brugt af brugerne på den måde, det er tiltænkt. Jeg ønsker at bidrage til den voksende interesse for, hvordan brugertilfredshed defineres, måles og opnås.
Hvad vil du gerne arbejde med?
Jeg bruger kandidaten som et springbræt til at blive designpsykolog i et konsulentbureau. Her vil jeg bistå i research-fasen af en designprocess, hvor jeg identificerer sociale, kognitions-, motivations- og emotionsvariabler gældende for menneskelig interaktion med et givent design. Designforståelsen fra Spatial Designs and Society giver mulighed for, at jeg kan være med til omsætte research af brugeren til et færdigt design til brugeren.
Hvad har været dit bedste projekt på uddannelsen?
Dette semester arbejder min gruppe på at undersøge designkonsulenter i praksis og se, hvordan de formidler deres viden. Som konsulent er det vigtigt ikke bare at være fagligt specialiseret og dygtig, men samtidig at kunne anvende og kommunikere sin viden. Projektet hjælper os med at forstå, hvordan vi konkret kan formidle og implementere designprocesser i organisationer, når vi er færdiguddannede.
Hvad er særligt ved Roskilde Universitet?
Roskilde Universitet benytter sig af problembaseret læring, hvor projekter hvert semester tager udgangspunkt i et specifikt, samfundsrelevant problem. Projekterne udarbejdes i grupper, og netop gruppearbejdet giver mulighed for at nå et slutprodukt højere, end hvis blot én satte sig for at løse problemet.