Visioner i virkeligheden

Verden er blevet som RUC og RUC er blevet som verden? Denne side inviterer, med afsæt i det tilgængelige historiske billedmateriale og anden dokumentation, til refleksion over fire centrale visioner, der er blevet ført ud i livet og på forskellig vis har sat sit præg på omverdenen.

Tekst: Jakob Egholm Feldt, professor i historie på Roskilde Universitet

Fotocollage: Schack Lindemann og Klaus Hildebrandt

Fotomateriale: Roskilde Universitetsbiblioteks Arkiv

Engagement

Da Roskilde Universitet blev etableret i 1972, var en af de helt store forandringer i universitetslandskabet, at både forskningen og de studerendes kompetencer skulle kunne bruges til noget konkret i samfundet. Det lyder mærkeligt i dag: hvem synes ikke, at viden skal bruges til noget? Men den måde at tænke om viden på, er noget som Roskilde Universitet har bidraget markant til. Universitetet skulle bidrage med engagerede forslag til udviklingen af samfundet, og de studerendes kvalifikationer skulle være praktiske og konkrete.

Universitetets første rektor, Erling Olsen, forklarede gerne, at folk ikke rigtig vidste, hvad der gemte sig bag en abstrakt titel som fx ”cand.mag”, så det nye universitets studerende skulle konkret kunne forklare, hvad de kunne bidrage med. Engang kontroversielt, i dag en selvfølgelighed. Universitetet, dets forskere og studerende skulle være i samfundets levende strøm og ikke udenfor, ikke i elfenbenstårnet eller i fagtraditionerne, men de skulle derimod blande sig i virkelighedens blandede udfordringer.

For at kunne engagere sig kvalificeret skal man dengang som nu forstå, hvorfor og hvordan samfundets problemer er blevet, som de er. Gerne på tværs af fag og hovedområder. For at kunne bidrage til problemløsning og nye muligheder for fremtiden skal man vide noget om, hvordan viden virker i samfundet og om, hvordan forandringsprocesser foregår. Viden og kontekst, fortid og fremtid. Roskilde Universitet har fra starten insisteret på kritisk engagement i virkelige problemer, på fantasien til nytænkning og problemløsning, og på at viden kommer i spil bredt i samfundet med mange forskellige aktører.

Studenterstyring, selvbestemmelse og demokrati

Roskilde Universitet er blandt de første universiteter til at insistere på, at de studerende skal have aktiv medbestemmelse over indholdet af deres uddannelse. I Roskilde Universitets tankegang skal uddannelse ikke ses som overføring af viden fra professorer til studerende men som en praksis, hvor man lærer ved at gøre og ved at tage aktivt ansvar for sin uddannelse sammen med andre.

De studerende er ikke elever, men uerfarne forskere, og forskere er ikke blot lærere, men mere erfarne forskere, som kan vejlede og inspirere de uerfarne. Viden overføres ikke, viden erfares, skabes, udvikles, tages, af aktive deltagere, som er engagerede i det, som uddannelsen handler om. Det har hele tiden været kontroversielt også internt på universitetet, og det er måske en af de mest udfordrende dimensioner af Roskilde Universitets model.

Den tydelige og for nogen radikale inddragelse af de studerende i, hvad der skal arbejdes med, kræver en løbende, dialogisk, kvalitetssikring. Studerende møder vejlederes kommentarer og kritik, med-studerendes kritik, og i sidste ende censorernes, i en løbende evalueringsproces, som kræver, at der bliver taget ansvar for det udførte arbejde. ”Accountability”. Også for de uundgåelige fejlslagne eksperimenter hvor man står afklædt uden andet at bære på end sine fejlslutninger.

I perioder har eksperimenterne og risikovilligheden på Roskilde Universitet været prist af erhvervsliv og samfund, og i andre perioder har friheden til at tage chancer været udskældt. Men hvem kender fremtidens løsninger? Det er nødvendigt at eksperimentere for skabe viden. På Roskilde Universitet er spørgsmålet om, hvem der bestemmer, hvad man skal lære, hvad de virkelige problemer er, og hvad der skal læses stadig for vigtigt til at overlade til underviserne alene.

Problemorienteret projektlæring (ppl) – projektarbejdet i dag

Alle kender Roskilde Universitet for projekt- og gruppearbejde. De studerende skal finde på projekter hvert semester og arbejde i grupper. For tidligere studerende på Roskilde Universitet er det noget af det, som huskes allerbedst: frustrationer, glæder, erkendelser, venskaber og den dybe erfaring, som gør, at nogle af projekterne og grupperne står lysende klart i erindringen ti og 20 år efter. Kernen er SAMARBEJDE med alle de udfordringer, som det medfører.

Fra starten har Roskilde Universitets pædagogik reflekteret over, hvordan man faciliterer det engagement, den deltagelse, det ansvar, det samarbejde, som skal til, før læring finder sted. Allerede fra 1970erne var Roskilde Universitet dybt optaget af de studerendes læreprocesser, hvilket dengang var nyt og anderledes. Du bliver som studerende kaldt på til at ville noget, tage stilling til noget, til at tænke over, hvad der motiverer dig. Engang ret uhørt på universitetet, i dag findes projekt- og gruppearbejde alle steder i uddannelsessystemet. Dertil kommer problemorienteringen. Hvad er et problem egentlig? Er problemer kritiske, konstruktive, noget der skal løses, noget der stiller spørgsmål, er de abstrakte eller konkrete, har dem, som bestemmer, hvad problemet er, magten? Det er komplicerede og vigtige spørgsmål, som studerende og undervisere sammen diskuterer for at kunne sætte et projekt i søen, som gruppen kan arbejde med hele semestret.

Problemorienteret ProjektLæring - PPL - har med tiden udviklet sig til en veldefineret model, som faciliterer de studerende engagement, problemorientering, samarbejde og udsyn sammen med vejledernes faglige viden og sammen med samfundsmæssige samtaler om, hvad tidens væsentlige udfordringer er. På den måde bevæger projekterne og problemstillingerne hele tiden det, der skal læres. Projekterne skifter indhold, vinklinger og teoretiske udgangspunkter i og med tidens strøm, i kritisk udveksling med nye tendenser, nye arbejdsformer og nye fremtider. Hvad der er kritisk nødvendigt i samfundet, skifter nødvendigvis over tid, og PPL reflekterer den bevægelighed i både form og indhold.

Universitetets form – arkitektur og pædagogik

Universiteterne i verden har mange former, og de reflekterer forskellige tider, steder og sammenhænge. Fælles for langt de fleste er dog stadig auditorier, laboratorier, forelæsningssale og undervisningslokaler med en underviser i den ene ende og studerende i den anden ende siddende i rækker, buer, eller stående op ad væggene. Alt dette findes også på Roskilde Universitet. Men der findes også noget, som kaldes ”huse” og ”huskoordinatorer” og lokaler, som i folkemunde kaldes ”teorilokaler”. Der findes bygninger med et stort lokale i midten og så mange mindre ”gruppelokaler” rundt om.

Selv om Roskilde Universitets arkitektur spænder fra internationale stjernearkitekter til skurvogne på hjul, så er der noget særligt ved en campus, som faktisk gerne vil reflektere en vision om universitets form og pædagogik. Gruppelokalerne er designet til grupper, som arbejder på deres projekter, og lokalerne i midten er designet til, at grupperne mødes i plenum, i huset, for lytte til hinanden, kritisere hinanden og til, at underviserne kan holde oplæg om ting, alle skal høre.

Huset er den lille offentlighed, som drøfter den kritiske nødvendighed af projekterne, deres faglige kvalitet, hvor man må stå op for sit arbejde. På den måde er der mange steder på Roskilde Universitet, hvor formen reflekterer en måde at se vidensarbejdet på. En måde og en form som stadig er markant forskellig fra de mere traditionelle universiteters mere klassiske former.

Roskilde Universitet rummer de traditionelle former for universitet, men samtidigt vil det noget mere og andet. Bygge på en anden måde uden nødvendigvis at vide, hvad kan blive til. Marbjerg Mark lå nøgen hen indtil en række såkaldte pavilloner blev sat op, mange ting skete, og nu ligger der en levende og sine steder smuk campus med synlige og usynlige spor fra forskellige tiders drømme og problemer og forskellige generationers søgen efter viden og nye fremtider.