Udsagn fra Lotte Blomgreen
"At være bevidst om, hvad og hvordan man formidler sin viden til sin målgruppe, er forskellen mellem en professionel turistfører og en ikke-uddannet guide"
Hvad har jeg lært på turistføreruddannelsen:
Turistføreruddannelsen giver dig hele pakken, hvis du vil arbejde professionelt med turisme og turdesign. Du får redskaber til at sortere, dosere og servere din viden, så dine gæster føler sig godt tilpas samtidig med, at de hører om Danmark og danskerne dengang og nu.
Jeg har lært ufatteligt meget om dansk historie, kunst, kultur og arkitektur, for selv om man tror, at man ved en masse i forvejen, så havde jeg aldrig sat min viden ind i en overordnet sammenhæng. På turistføreruddannelsen er den røde tråd ”de lange linjer”. Pluk det vigtigste, det mest interessante, det sjoveste og det mest markante ud og sæt din viden ind i en kontekst, så tilfældige detaljer ikke flyver om ørerne på de sagesløse gæster. De skal have ”de lange linjer” og et præcist overblik, ikke tomme kalorier men heller ikke et langt foredrag.
At være bevidst om, hvad og hvordan man formidler sin viden til sin målgruppe, er forskellen mellem en professionel turistfører og en ikke-uddannet guide. Uddannelsen er meget praksisorienteret, og jeg tror simpelthen ikke, at jeg har lært noget, der ikke kan bruges ude i virkeligheden.
Det gælder den faglige viden om først og fremmest historie, og det gælder teorier om, hvordan man formidler sin viden i respekt for interkulturelle forskelle. Og det gælder de praktiske øvelser, hvor vi lærer formidlingsmæssige fif til at fortælle de gode historier uden øh og gab og fjerne øjne.
Vejen derhen er brolagt med bøger, byvandringer og museumsbesøg.
Og målet - at skabe glade guider, som skaber glade oplevelser for glade gæster.