Temadag – Forskningens første analyser og ideudvikling til praksis
Alle medarbejdere i Familieretshusets Børneenhed blev d. 23. september samlet på 3 lokationer for at bruge dagen i rammerne af projekt ’Styrket børneinddragelse’. Her fremlagde forskere fra Professionshøjskolen Absalon og Roskilde Universitet de første overordnede fund og overvejelser i forhold til børnesamtalenotatet og børnesamtalen. Det afledte mange relevante refleksioner og faglige indspark fra Børneenhedernes medarbejdere. I eftermiddagens workshops blev der arbejdet med konkrete bidrage til den indledende ideudvikling til de ændringer i praksis, de kunne se nødvendige ud fra forskernes oplæg.
En af de deltagende børnerådgivere udtaler:
Workshopdagen giver mulighed for at hæve sig lidt op i helikopterperspektiv og gøre sig nogle overordnede refleksioner i forhold til vores arbejde og vores praksis. Det er fedt at mødes med hinanden på tværs og lege med forskellige idéer og tanker. Men også at gøre os tanker om, hvad der kan spænde ben for, at vi kan gøre det bedre? Helt generelt er dagene jo guld værd, fordi vi alle har det tilfælles, at vi brænder for børn.
Efter planen skal alle medarbejdere i Familieretshusets Børneenhed atter mødes i sensommeren 2022 til en ny workshopdag med styrket børneinddragelse i fokus.
Projektet vil løbende involverer en række medarbejdere – først og fremmest medarbejdere, der er tilknyttet Børneenheden, og workshopdagene er en vigtig del af projektet.