Studerende på MPK: Kaspar Mørk Arianto
Kaspar Mørk Arianto er i gang med andet år på masteruddannelsen i professionel kommunikation.
Hvad får du ud af at tage en masteruddannelse i kommunikation?
Meget mere, end jeg regnede med. Jeg troede slet ikke, at jeg ville synes, at det er spændende at arbejde akademisk igen efter mange år væk fra universitetet. Jeg har altid været en enmandshær i mine jobs. Det har overrasket positivt, hvor meget man kan få ud af at samarbejde med folk, der er lige så engagerede som en selv, og har helt andre arbejdserfaringer. I de gruppearbejder, jeg har været en del af på uddannelsen, er der altid en spænding mellem de kreative procesorienterede og de strategisk produktorienterede. Fuldstændig ligesom i arbejdslivet. Forskellen er, at vi på uddannelsen sammen kan betragte og forstå, hvornår vi støder sammen, hvorfor, og hvordan vi kommer videre. Det lærer jeg virkelig meget af.
Hvad er det vigtigste, du tager med fra uddannelsen?
Helt ærligt, så kom jeg for at få papir på noget, men det er en vild rejse, jeg er på. I kender godt Olafur Eliassons regnbue på toppen af AROS. Når jeg skal forklare, hvad jeg lærer på MPK, så bruger jeg den som metafor: På AROS går jeg rundt og opdager noget nyt, fordi jeg ser noget forskelligt afhængigt af hvilken farve glas, jeg ser igennem. På samme måde kan en kommunikationsproblemstilling se forskellig ud, afhængigt af, hvilket perspektiv, jeg lægger på den. Jeg er blevet langt mere refleksiv.
Hvad kan du bruge det til i praksis, at du har investeret i denne efteruddannelse?
Til jobsamtalen hos min nuværende arbejdsgiver solgte jeg mig selv på, at jeg med min videreuddannelse får et teoretisk og metodisk overblik som gør, at jeg ikke bare får stukket en masse enkeltstående kommunikationsværktøjer i hånden. På uddannelsen får jeg i stedet et samlede overblik over det akademiske fundament for feltet – altså den kasse, som værktøjerne ligger i, om man vil. At forstå, hvad kommunikation er, gør og kan, det har jeg lært på masteruddannelsen i professionel kommunikation. Jeg har fået et sprog for, hvad der sker, når mennesker kommunikerer.