Sarah Alminde om børneperspektiver, familiepraksis i velfærdsstaten og forskningsformidling

Introduktion

Sarah Alminde er seniorforsker ved ISE på Roskilde Universitet, hvor hun bidrager til udviklingen af nye empiriske, metodiske og teoretiske tilgange til barndom- og familieforskningen. Derudover blev hun i 2025 udnævnt som medlem af Børnerådet - et statsligt råd, som arbejder for at fremme børns rettigheder og stemmer i den offentlige debat. Alminde tager også selv aktiv del i den offentlige vidensdeling, hvor hun gennem oplæg, undervisning, en stærk digital tilstedeværelse m.fl. har formidlet sin forskning på en måde, så dette vigtige vidensfelt får lov at leve og inspirere uden for universitetets murer.

Interview

• Du arbejder i feltet mellem kritisk barndomsforskning og familieforskning, hvor du også trækker på tværdisciplinære teoretiske perspektiver, såsom childism, affektteori og ny-materielle tilgange. Hvad er det for blikke på børn, familieliv og velfærd, som disse teorier gør mulige, og hvorfor er det vigtigt at reflektere kritisk over børns position i velfærdsstaten netop nu?

I mit arbejde i krydsfeltet mellem kritisk barndoms- og familieforskning trækker jeg på tværdisciplinære teoretiske perspektiver som childisme, affektteori og ny‑materielle tilgange for at udvikle analytiske blikke på børn, familieliv og velfærd, der udfordrer voksencentrerede forståelser. Childisme fungerer for mig som en analytisk linse, der synliggør (magt)relationer mellem børn og voksne samt de normer og strukturer, der historisk har privilegeret voksne. Mine analyser peger blandt andet på, at sådanne dynamikker er centrale i mødet mellem børn, familier og velfærdsstaten.

Når disse perspektiver suppleres med affektteori og ny‑materielle perspektiver, bliver det muligt at forstå børns og familiers liv som socio‑rumligt og relationelt forankret. Inspireret af Sara Ahmed forstår jeg følelser som noget, der opstår i intra‑aktioner og cirkulerer i hverdagslivets praksisser, mens Karen Barads agentiale realisme åbner for analyser af, hvordan sociale og materielle forhold, mennesker, ting, dyr og institutionelle rammer, gensidigt konstituerer børns muligheder og positioner.

Disse perspektiver gør det muligt at undersøge, hvordan børns perspektiver og handlemuligheder formes gennem diskursive‑materielle praksisser, og de bidrager til en dybere forståelse af, hvad der er på spil i børn og familiers liv. Det er viden, som jeg håber, kan være med til at sikre, at der – både i de enkelte familier og, endnu vigtigere, i velfærdsstaten – træffes de bedst mulige beslutninger.

• Du har i flere projekter undersøgt, hvordan børns perspektiver inddrages i det familieretlige system, og hvordan systemets logikker spiller sammen med børns hverdagsliv. Hvilke forandringer ser du i, hvordan børns stemmer bliver (eller ikke bliver) hørt i disse sammenhænge?

På den ene side er der stor velvilje til at sikre børns deltagelse – alle ønsker grundlæggende det bedste for børnene. På den anden side er der nogle strukturer i det familieretlige system og nogle fastlåste forståelser, som kommer til at stå i vejen.

Samarbejdet i projektet Styrket børneinddragelse mellem os forskere og Familieretshuset, hvor vi både har produceret grundvidenskabelig viden og arbejdet med at omsætte den til konkrete praksisforandringer, er efter min vurdering et stærkt eksempel på, at samarbejde mellem forskning og praksis faktisk kan rykke noget – især når alle parter er indstillet på forandring. Politisk ser jeg i øjeblikket tendenser, der trækker i forskellige retninger: På nogle områder styrkes børns position og rettigheder, mens de på andre områder svækkes.

• Med dine mange projekter i både forskning og formidling peger du på, hvordan bestemte forestillinger om "barnets bedste" og "den gode forælder" får betydning i både politik og praksis. Hvad fortæller det os om de kulturelle og normative forståelser, som præger barndom og familieliv i dag?

Noget af det, jeg peger på, er, at de normative forståelser ofte bliver for snævre og fastlåste. Det kan blandt andet betyde, at vi risikerer at underminere børneperspektiver, som på forskellig vis udfordrer disse forståelser. Samtidig er forventningerne til både barndom og forældreskab tårnhøje, og i mødet med velfærdsstaten kan det være med til at indsnævre handlerummet for børn og familier.

• Du formidler din forskning i medier og på sociale platforme (f.eks. via @barndomsforsker), du holder oplæg for fagfolk i praksisfeltet og er nu del af Børnerådet. Hvordan har du det med at skulle bevæge dig mellem forskning, offentlig formidling og politiske fora?

Jeg synes forskningsformidling er supervigtigt! Den viden, der skabes, skal ud at leve, oplyse samfundet og danne grundlag for vidensbaseret udvikling og forandring. Forskere har et ansvar for at formidle deres viden, og særligt på RUC – universitetet i virkeligheden – bør vi engagere os i den virkelighed, vores forskning handler om.

Min egen forskning om blandt andet børn, forældreskab, skilsmisse, magt og socialt arbejde har potentiale til at oplyse både den brede offentlighed og en række praksisfelter. På den måde kan den bidrage til, at samfundet indrettes så hensigtsmæssigt som muligt. Jeg arbejder eksempelvis med børneperspektiver og føler en stærk forpligtelse til at løfte disse perspektiver frem.

Derfor – og fordi jeg synes, det er sjovt – har jeg arbejdet målrettet med forskningsformidling.

Det var en stor ære for mig at blive udpeget til Børnerådet, som efter min opfattelse spiller en central rolle i at værne om børns rettigheder. Jeg er meget glad for at kunne bringe min viden og mine erfaringer i spil netop dér. Børnerådet har en mere direkte adgang til det politiske rum, hvor centrale beslutninger træffes, og det er vigtigt, at forskningsbaseret viden også bringes ind i dette forum.

• CELFS samler forskere på tværs af discipliner omkring spørgsmålet om, hvordan familier og velfærdsstat er forbundet i hverdagslivet. Hvad ser du som de mest presserende eller lovende forskningsspor for feltet – og hvor ser du muligheder for nye samarbejder mellem forskning og praksis?

Forskerne tilknyttet CELFS – både på RUC, nationalt og internationalt, arbejder med en lang række spændende og vigtige projekter, som gensidigt inspirerer og beriger hinanden. Jeg ser et stort behov for mere forskning i, hvordan de indsatser, vi tilbyder børn og familier i velfærdsstaten, påvirker familiers hverdagsliv, og hvordan disse indsatser både formes af og selv former de diskursive forståelser, de indgår i.

Personligt håber jeg at få mulighed for at videreudvikle den kritiske barndomsforskning, både teoretisk og empirisk. Vi har brug for mere viden om, hvordan børn positioneres, og hvilken betydning dette har for samfundet, børn og familier. Det vil jeg meget gerne forfølge – eksempelvis i relation til daginstitutioner, skole og socialt arbejde – hvor jeg ser et stort potentiale i samarbejder mellem forskning og praksis.

Vil du vide mere om, hvad CELFS' forskningsnetværk foretager sig? Så følg med og interager med os på vores LinkedIn: www.linkedin.com/company/celfs/