Resumé fra webinaret den 12. februar
Introduktion ved Annegrethe Ahrenkiel:
Velkomst til det andet åbne webinar – d. 22. januar tilsvarende webinar, med fokus på vidensbehov.
Foranlediget af at der er afsat 4 gange 50 mio. kr. over de næste fire år til forskning, der skal bidrage til opbygge og styrke den danske pædagogiske forskning rettet mod de mindste børn i aldersgruppen 0-6 år. Og til forskning der har en praksisnær forankring, og sker i et samarbejde mellem universiteter, professionshøjskoler, kommuner, dagtilbud og interessenter. Forskningen skal bruges til at løfte den pædagogiske praksis og styrke uddannelsen bl.a. gennem forskeruddannelse af underviserne.
Mens de politiske forhandlinger om hvordan midlerne skal udmøntes vil CeDif sætte gang i en bred debat om samspil mellem forskning, uddannelse og praksisudvikling– hvordan forskning på forskellige måder udgør et fundment for pædagogiske praksis og hvordan forskning bliver relevant for praksis.
Center for Daginstitutionsforskning har eksisteret siden 2015 og er et samarbejde mellem pædagogiske forskere fra RUC, AU og alle professionshøjskolerne i Danmark. Vi har et frugtbart forskningssamarbejde, tæt på uddannelserne. Vi er dybt optaget af at forskning sætter fokus på områder, der opleves væsentligt for det daglige arbejde i institutionerne. Vores forskning kredser om det gode liv for børn og det gode arbejdsliv for det pædagogiske personale og vi lægger vægt på at forskningen udføres i tæt dialog med praksisfeltet.
Med den profil synes vi det er oplagt at CeDif stiller sig i spidsen for arrangementer, der også inddrager praksisfeltet i spørgsmål om, hvad der kendetegner et godt samspil mellem forskning og praksisudvikling. Vi glæder os til at høre paneldeltagernes bud på, hvordan forskning kan informere og inspirere og udfordre til udvikling af praksis.
Der har været rigtig stor interesse for webinaret, over 150 deltagere, og mange positive tilbagemeldinger på, at vi giver en stemme til andre end de øverste ledere på området. I dagens paneler er der repræsentanter for studerende, pædagoger, pædagoguddannelser, forskning, kommuner og fagforeninger.
Vi har også inviteret politiske aktører med indflydelse på hvordan forskningsmidlerne skal udmøntes, for det er væsentlig at de hører, hvad dem der bedriver og bruger forskning mener om praksisrelevant forskning. Vi har inviteret ordførere fra bredt politisk spektrum, blandt andet Katarina Ammitzbøll (K) og Ellen Trane Nørby (V), som desværre ikke havde mulighed for at deltage. Tak til alle jer for at stille op og bidrage fra hvert jeres position og perspektiv.
Herefter kort introduktion til slagets gang ved moderator, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi, RUC og forsker i CeDif, Jo Krøjer
PANEL 1:
Jimmy Krab, lektor på pædagoguddannelsen, Professionshøjskolen Absalon:
Inddragelse af forskning i undervisningen kan give nye indsigter og lyst til at udforske nye handlemåder
Har undervist pædagogstuderende i 11 år.
De studerende skal uddannes til at varetage en kompleks opgave at udøve situeret pædagogisk praksis. De skal kunne udøve en situeret pædagogisk faglighed: Forskning kan ikke uden videre overføres til praksis, det vil sige forskningsviden kan ikke levere universelle sandheder eller metoder, og forskningsviden kan ikke i sig selv løfte praksis. Men viden kan give indsigter i daginstitutionens praksis fra forskellige perspektiver.
Fx kan studiedage med pædagoger give erkendelser og lyst til at gå tilbage i praksis, nysgerrige og med mod på at ændre forhold:
Eksempel en studiedag om pædagogisk arbejde med børn i udsatte positioner – og de skulle derfor medbringe en fortælling om et barn de vurderede var i en udsat position. Som litteratur til dagen var tre forskningsbaserede tekster som på forskellige måder omhandler børn i udsatte positioner i– en af Kurt Bendix Olsen med udgangspunkt i hans ph.d. projekt om børn med handicap, Annegrethe Ahrenkiel og Kim Rasmussens publikation om pædagogers arbejde med relationer og venskaber og et kapitel fra Eva Gulløv og Helle Bundgaards bog forskel og fællesskab.
De studerende beretter i deres fortællinger om børn (og pædagogisk personale) i mange forskellige situationer. De fortæller alle om arbejdet med at støtte børnene, nogle fortæller at børnene ofte bliver irettesat, om forsøg på at hjælpe børn ind i legene. Det er beretninger som både vidner om afmagt og beretninger der vidner om forhold der rykkes sig. I samtalerne med de studerende går vi med udgangspunkt i fortællingerne på udkik med nogle af forskningens begreber og indsigter.
De reflekterer over deres erfaringer – de reflekterer over vilkårene for at gøre og tænke anderledes. Det gør de med forskningsviden, som dels spejler en del af den hverdagspraksis de er i, men også med forskningsviden som bidrager til at udfordre kulturelle antagelser og selvfølgeligheder. Forskningsviden som giver mulighed for at bidrage til den studerendes dømmekraft og situerede pædagogiske faglighed.
De studerende gik derfra med nye perspektiver og forståelser og lyst til at gå tilbage i praksis og udforske nye handlemuligheder sammen med deres kollegaer.
Ditte Mundeling Samuelsen, netop dimmiteret fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole
Der er brug for tydelighed og kildekritik, når forskningen inddrages i undervisningen.
Nyudklækket studerende og taler fra en studerendes perspektiv.
Ikke alle studerende er klare over, hvornår man bliver præsenteret for forskning og hvornår de artikler vi læser er udtryk for en fortolkning af forskning. Det er er ret relevant at vi bliver klar over, når vi bliver præsenteret for forskning, for den skulle gerne motivere og inspirere til at gå ud i praksis og undersøge den eksisterende praksis, for det er om noget der, den videre forskning skal opstå.
Meget af den undervisning vi har er modulbaseret. Det vil sige, at der bliver til meget korte introduktioner til pædagogiske begreber eller forhold, som flere har forsket i eller har holdninger til, hvordan skal forstås. Og når vi så på seks uger får blæst alverdens teori ind i hovedet, så bliver det ofte til, at man griber det, der passer bedst til egne erfaringer og værdier. Nogen gange går det super, andre gange er der værdier, der konflikter, fx når man taler om køn og seksualitet. Kan uddannelsen indrettes mere fornuftigt i forhold til forskningsbaseret viden?
Ordet forskning bliver mange først opmærksomme på i forbindelse med Bachelor-projektet, hvor der står at man skal tage udgangspunkt. Man ved ikke, hvornår viden er baseret på forskning og hvilke forskningstilgange, der ligger bag viden. Så for at gentage: Det kunne være fint, hvis undervisere pointerede tydeligt, at der er tale om forskning og hvilken forskning det så er. Kan der komme et kildekritisk element ind i det, vi bliver præsenteret for på uddannelsen?
Gry Hybsch Larsen, vuggestuen Den Gule Prik, København
Forskningsviden kan hjælpe til med at forklare og forsvare den pædagogiske praksis, og det er vigtigt at anerkende pædagogers unikke faglige viden
Udgangspunkt i det at være pædagog i en lille vuggestue, med tydelige værdier og et stærkt pædagogisk fundament, vi har holdt fast i et læringsperspektiv som ofte er blevet kaldt hippie-pædagogik, som underkendes, også fordi den ikke er sammenlignelig med folkeskolens læringsforståelse. Hverdagsperspektiv med rutiner og fri leg er blevet talt ned, men har fået fokus med den styrkede læreplan og med stigende fokus på vuggestuer.
Der, hvor forskningen bliver mere differentieret og har fokus på små differentierede børnegrupper er også der, hvor den hjælper praksis på vej og giver ny viden også til det politiske lag. Og giver et løft til offentlig opmærksomhed.
Ulempen ved forskning er at praksisviden endnu ikke bliver taget alvorligt som selvstændig viden. Vi kan have en unik viden, som også kan have værdi i forhold til forskningen. Men forskningen giver os mulighed for at låne metoder og systematik, som gør det nemmere at forklare og forsvare, hvad vi gør.
Vi håber at der kan komme styrket forskning med fokus barnets behov og ind i den specifikke børnegruppe så udvikling kan give plads til forskellige institutionstyper – også de små institutioner. I vores institution har vi mange dispensationsbørn og præmature børn, vi har en viden der er unik og som fortjener forskningens blik. Et blik som bevæger sig mellem faggrupper – læger, faglige eksperter, pædagoger – som kan give et løft og status og placere også de små institutioner som et gyldigt fundament for barnets udvikling. Der hersker den forestilling, at små institutioner, at de er urentable.
Line Togsverd, docent i barndomspædagogik, UC Syd
Pædagogik er en menneskelig praksis som skal håndtere kompleksitet og ingen af delene kan indfanges en til en af forskningen.
Vigtigt at få fokus på praksisrelevans. Der er allerede kommet gode perspektiver fra panelet.
Afgørende at vi forstår, at pædagogik ikke er en teknisk, men en menneskelig praksis, som kan støtte barnets trivsel, udvikling og dannelse, hvor man får realiseret værdier, som er daginstitutionens brede samfundsmandat: Medbestemmelse, medansvar, selvstændighed, forpligtelse på fællesskaber og demokrati.
Skal vi tage det alvorligt, har vi at gøre med en praksis, der retter sig mod menneskelig subjektivitet – mod det liv og den fremtid, der er på vej. En opgave fuld af modsatrettede hensyn og værdier. Tage udgangspunkt i det enkelte barns subjektivitet og samtidig flytte det. Støtte det i at tage del i de fællesskaber, det skal indgå i, som er dynamiske og som pædagogen er medskaber af. Det kan kun fremkomme ved, at pædagogen skaber rammer, hvor den udvikling kan foregå. Pædagogen må bruge sin autoritet til at støtte barnet i at være anderledes end pædagogen lige have forestillet sig. En balanceakt, der afhænger af situationen og implicerer mange forskellige vidensformer.
Forskningen er ikke pædagogens eneste vidensgrundlag. Praksis må naturligt stritte imod generaliseringer i forskning. Man må bevæge sig der, hvor barnet også har mulighed for at vise vej. Forskningen må foretages med blik på praksis’ kompleksitet – ikke som en fejl der skal rettes op på, men som et vilkår. Uanset, hvor god forskningen er til at få øje på kompleksitet, kan der ikke opstå et 1:1 forhold mellem forskning og praksis. Der må tages udgangspunkt i et relevansforhold, hvor forskningen opleves som væsentlig af pædagogerne. Det kræver tæt samarbejde også med forvaltningerne – allerede i indkredsningen af vidensbehov. Arbejdet med at relevansbestemme forskningen er mindst lige så påtrængende som at producere ny viden. Vi må arbejde med vurdere og diskutere forskningens relevans. Når forskning er bedst, kan den lægge noget velkendt frem på nye måder, som vækker eftertanke og nye handlemåder. Hvad der er behov for, må afgøres lokalt.
Opsamlende diskussion i panel 1:
Spørgsmål i chat: Skal forskningen være normativ eller skal forskningen kun være beskrivende og afdækkende?
Line Togsverd: Fra mit perspektiv er forskning altid normativ, men den skal bringes i dialog
Jo Krøjer: Dagtilbuddets praksis er altid styret af normativiteter – måden institutionen styres på eller læreplaner. I forlængelse heraf: Hvilke normativiteter er på færde og hvilke mangler?
Jimmy Krab: Mener ikke at man skal være foreskrivende i sin forskning. Det bliver unuanceret i forhold til den hverdag pædagogerne står i.
Jimmy Krab til Ditte Mundeling: Hvorfor har det betydning for de studerende at vide, hvad forskning er.
Ditte Mundeling: Vi får viden om områder, som vores ældre kolleger ikke kender til. Vi kommer med en ny viden, som ikke er kendt i praksis. Det kan vække en interesse i den nyuddannede pædagog, som får lyst til at dele den viden med kolleger og undersøge den praksis vedkommende skal indgå i.
Chatspørgsmål: Hvorfor kommer der foreskrivende forskning, hvis vi er enige i at den ikke virker?
Line Togsverd: Vi lever i en politisk styret virkelighed, og praksisrelevans bliver opfattet forskelligt. I nogen sammenhæng bliver den foreskrivende forskning opfattet som løsningen på politiske dagsordener.
PANEL 2:
Stina Hendrup, pædagogisk konsulent, Furesø kommune:
Forskningsviden kan tilføre ny forståelse, nye handlemådet og i sidste ende flere ressourcer til specifikke indsatser
Lidt om gode erfaringer fra forvaltningssiden og lidt om drømme
Gode erfaringer fra Furesø kommune: Projekt med fokus på Tidlig indsats – forløb over 5-6 år: Begrebet udsathed og forskning omkring det har bidraget til, at vi kan have fokus på, hvad vi kan hjælpe barnet med i stedet for at have fokus på børnenes baggrunde. Det har medvirket til at vi har fået afsat socioøkonomiske midler: Større andel af uddannede pædagoger Efter- og videreuddannelse, flere voksne – dét har løftet praksis i institutionerne. Og i organisation har vi fået et andet sprog til at tale om udsathed, andre blikke og bedre samspil mellem fagligheder. Derudover arbejder pædagogerne med til at dokumentere – det opleves ikke som ekstraarbejde, men bidrager til forståelse for det enkelte barns situation – beskyttende og risikofaktorer. Vi starter tidligere med indsatser, vi har fået øgede midler i takt med en politiske forståelse, og vi er blevet bedre til at støtte børnene og give dem et bedre liv. Det har den forskning, vi har trukket på, bidraget til.
Andre eksempler, hvor forskning har løftet:
- Forskningen med fokus på den upåagtede faglighed: bog med mange inspirerende eksempler at tænke over egen praksis fra. Pædagogerne reflekterer over hvordan man kan være sammen med børnene, fx i snak om følelser.
- Læringslaboratorier – hvor praksis bliver diskuteret på tværs og man formidler med hinanden og på gode dage evt. inddrage forskning, som yderligere kan bidrage til at styrke praksis
- Barneperspektivet – fx i overgange – de tavse emner har vi fået øje på. Tolkningsstøtte.
Hvis forskning skal i spil skal den understøtte refleksionsmuligheder og hjælpe til at se praksis med nye øjne og at pædagogerne kan bidrage på lige fod med deres erfaringsbaserede viden. Væk fra erfaringshierarkiet, hvor forskningsviden står øverst på stien.
Forskningen kan være tydeligere i forhold til de valg og dilemmaer der er del af den pædagogiske hverdag, som modspil til quick fixes.
Julie Bjerrum Fischer, udviklingspædagog, Køge kommune:
Det er svært at løft praksis med forskningsviden, hvis tid og rammer ikke er til stede
Udviklingspædagog – praksisnært arbejde med pædagogisk udvikling og sparring.
Hvordan definerer vi overhovedet praksisrelevans – handler det direkte omsættelighed eller om at give nye perspektiver – at udlægge det kendte på nye måder? Og hvilke samspil er gavnlige. Hvem skal forskningen henvende sig til. Er det altid pædagogerne, der har brug for ny forskningsviden for at løfte praksis?
Ad sidstnævnte: Vigtigt at adressere de vilkår pædagoger har for at inddrage ny viden og arbejde med at løfte praksis. Pædagogerne har ikke tid til at læse forskning. Der er ikke forberedelsestid. Der er få møder og på de møder skal der foregå alt muligt andet – meget lidt tid til at skabe refleksionsrum. Hvis man tager voksne væk fra børnene for at løfte pædagogikken, går det ud over børnene. Det er udgangspunktet.
Måske har pædagogerne først og fremmest brug for tid – ikke bare som isolerede lommer. Vi kan stoppe tiden i en times tid, men så melder hverdagen sig igen. Hvor langt når vi egentlig. De har brug for muligheder for at tage nye viden ind, hvor der er de gode refleksioner mulighed for at bundfælde sig og blive omsat til handlinger i praksis.
Jeg kan savne noget viden, der henvender sig til de, der skal gøres opmærksom på, hvilke vilkår, der skal til for at løfte praksis.
I forlængelse af det, forskning om, hvordan man kan skabe jævnlige, faglige refleksionsrum – pædagogiske laboratorier, anderledes organisering, aflyse tidstyranniet, få livet tilbage i børnelivet.
Thomas Gitz-Johansen, lektor Institut for Mennesker or Teknologi, forsker i CeDif, RUC
Forskning må tage udgangspunkt i hverdagslivets kompleksitet, inddrage det pædagogiske arbejde, børneperspektivet, arbejdsbetingelser og aktuelle problematikker
Taler ud fra et CeDif-perspektiv og fokus på børnenes hverdagsliv – en forskningstradition, der er 20-30 år gammel
Fem punkter:
1. Forskning der tager udgangspunkt i det faktiske hverdagsliv i vuggestuer, børnehaver og hjemmepleje – kompleksiteten i praksis. Før man bruger generel forskningsviden, skal det i spil i forhold til den enkelte praksis.
2. Denne forskning skal foregå som feltarbejde i institutioner eller som forskningssamarbejder med praksis, fx aktionsforskning, forskningsværksteder med pædagoger og dagplejere. Hvor man sammen med praktikere undersøger konkret spørgsmål, som fx Hvad vil omsorg sige? Her ligger der en masse praksisviden, som skal omsættes – sættes ord på-
3. Forskning skaber viden om børns perspektiver og børns behov (fysiske, psykiske og emotionelle). Utroligt så lidt fokus, der er på børns behov og perspektiver, når man betænker, at de opholder sig så meget i institutionerne. Vi har generel viden om emnet, men det skal oversættes til hverdagspraksis.
4. Forskning, der inddrager betydningen af arbejdes betingelser, fx normeringer, styringsformer, stress, uddannelse, mm.
5. Forskning der er engageret i aktuelle problematikker (ikke abstrakte ”tænkebobler”), men som er kritisk og uafhængig af ”politiske vinde”, hvis den skal være et korrektiv til gældende forhold. Vi er klar over, at vi nogen gange gør os lidt ubrugelige for kommunerne, fordi vi ikke underlægger os den politiske dagsorden. Men vi skal både have en alliance med børnene og med praktikerne og fastholde en dialog med kommunerne.
Randi Bjørndal Jensen, uddannelsesleder på Københavns Professionshøjskole:
Forskningens opgave er også at forstyrre og flytte
Har været med i mange år og med skiftende blik – kommer her med historisk perspektiv: Bevægelse fra forskningens tematiske fokus fra individorienteret tilgang til hvor vi i dag har tydeligt blik på kontekstbetydning, samspilsbetydninger. Og forskydning fra Hvilke særlige aktiviteter, der understøtter individuel udvikling til fokus på det upåagtede i hverdagslivet. Også forskydning i metodiske tilgange fra iagttagelse til undersøgende, etnografisk forskning og aktionsforskning i fælles vidensproduktion som tager udgangspunkt i praksisbehov, samskabelse med afsæt i praksisbehov. Ex projektet Legekunst.
Forskningens opgave er også at forstyrre og flytte ikke kun at tage afsæt i pædagogernes udtalte behov.
En god forskningsrapport kan overraske, som fx. Tingbjergundersøgelsen, som til alles overraskende viste sig at børnene i Tingbjerg var gladere for at gå i skole end børnene i Brønshøj. Vigtigt at lave forskning, som genererer spørgsmål, som man ikke kan stille. Det er vigtigt at åbne for forståelser som gør op med de handlinger og blindheder, der utilsigtet konstituerer forskelle.
Vi skal også se på de styringsrationaler, der ligger til grund for viden. I forhold til undervisningen: De studerende har brug for refleksion over metoder, brug for forskning, der er tydelig om de valg forskningen har truffet for at nå frem til ny viden.
PANEL 3
Jakob Sølvhøj, børneordfører, Endhedslisten
Forskningen skal tage afsæt i hverdagen og børneperspektivet – og det skal vi tale mere om
Godt at vi politisk har skabt mulighed for at skabe bedre rammer i institutionerne, men det er også vigtigt at få fokus på forskningen også. Enig i at forskningen skal tage afsæt i hverdagen og ikke i idealforståelser.
Der har været en del fokus på den politiske styring af forskningen. Top down- forskning har ofte dannet afsæt fra politiske beslutninger. Vi må i stedet have fokus på det, der sker i institutionerne i den pædagogiske hverdag i sin helhed – på alt det der er upåagtet i det pædagogiske arbejde
Godt at vi får inddraget den praksisorienterede forskning, som ofte også er upåagtet. Der ligger meget viden i praksis, som det er vigtigt at få frem.
Børneperspektivet er vigtigt. Det kan næppe undgås med den praksisrelevante forskning. Vigtigt, at man tager udgangspunkt i børns leg, relationer, og forholdet til de voksne, som skal give børnene gode udviklingsvilkår.
Birgit Stechmann, chefkonsulent, FOA:
Husk hele barnets læringsmiljø – ikke kun pædagogerne
Det, der er virkelig relevant er formidlingen – opmærksomheden på, hvordan forskningen kan blive relevant for den pædagogiske praksis.
Mit eksempel på væsentlig forskning er forskning i børns tilknytningsmønstre. Den har været en øjenåbner for mig, og jeg fremhæver den, hvor jeg kan komme til det.
Vigtigt at have fokus på den kvalitative forskning. Vi kan ikke måle børns trivsel og udvikling.
Min appel er at huske pædagogerne og dagplejerne, som også har brug for og lyst til at udvide deres viden at styrke deres praksis. Husk hele barnets læringsmiljø, ikke kun pædagogerne.
Dagplejen er kraftigt reduceret i løbet af de sidste 20 år, men den er genstand for ny interesse i forskerkredse blandt andet i kraft af dens evne til at skabe en god sekundær tilknytning for børn med utryg primær tilknytning
Jo Krøjer: Vi har netop indkaldt alle typer eksperter til dette webinar
Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg
Vi skal have blik for det hele børneliv og dagtilbuddene skal tage udgangspunkt i barnets perspektiv
Dejligt med fokus på hverdagslivet og at betragte den pædagogiske praksis som en menneskelig praksis uden facitliste og med mulighed for at forstyrre og skabe evig refleksion over, hvordan man kunne have gjort noget anderledes.
Den styrkede pædagogiske læreplan i tæt samarbejde med interessenter førte til ændring i dagtilbudsloven. Der burde have været en formålsparagraf, således at dagtilbuddene skal tage udgangspunkt i barnets perspektiv og det gode børneliv og det pædagogiske personales bidrag til at understøtte det.
Den pædagogiske praksis er udfordret af en mere evidensbaseret tilgang, som ikke har blik for det hele børneliv og det pædagogiske menneskesyn og hverdagslivet. En tendens til at pædagogisk mennesyn og erfaring kastes overbord.
Styringsmæssigt må man forstå, hvad dagtilbuddene er og hvilken viden, der er brug for. Det er den værdikamp, vi må tage udgangspunkt i, når vi skal ændre den pædagogiske virkelighed. Det er vigtigt, at politikerne forstår, hvad et godt dansk dagtilbud er og at de pædagogiske konsulenter kan støtte op i det.
Den praksisrelevante forsknings skal inddrage pædagogerne – de vil gerne forstyrres.
Opsamlende diskussion i panel 3:
Lasse Bjerg Jørgensen til Jakob Sølvhøj: Hvordan skal udmøntningen af forskningsreserven finde sted? Hvor er forhandlingerne og kan man forestille sig måder at udmønte på, så man netop kommer tæt på praksis.
Jakob Sølvhøj: Det er min kollega i forsknings- og uddannelsesudvalget, der er tættest på forhandlingerne. Indtil videre ved vi intet – men jeg tænker, at det er en god ide, at vi får en snak om dette. Jeg deltager gerne i en snak om dette. Jeg deltager gerne selv og vil gerne involvere forskningsordføreren også
Birgit Stechmann: Vi behøver ikke at være bekymret for at forskningen ikke bliver praksisnær
Jakob Søvhøj: Vi må minde den nuværende regering om den inddragende proces omkring den nye pædagogiske læreplan, så kan vi komme langt.
FÆLLES DEBAT
Sina Hendrup: Kommunen skal indtænkes som en del af den demokratiske styringskæde. Vi deler samme dilemma som i praksis. Der er få hænder. Men vi vil gerne vægte tid til forberedelse og yderligere kvalificering af rammerne for institutionshverdagen
Randi Bjørndal Jensen: Som pædagoguddannelse har vi det dilemma, at vi skal lave praksisnær uddannelse og derved også en forpligtelse til at uddanne pædagoger, der skal agere i de kommunale styringslogikker. De nyuddannede skal kunne agere deri – de skal kunne gå i kritisk dialog med grundlaget for den pædagogiske hverdag. Også evidensbaserede metoder. Og som har stærke pædagogfaglige kompetencer.
Chatspørgsmål: hvordan skal den pædagogiske dømmekraft så blive til?
Randi Bjørndal Jensen: Jimmys eksempel på studiedag er eksemplarisk – god måde at bringe de studerendes praksis ind i uddannelsen. Vigtigt også med mangfoldighed i tilgangen – som også kan befrugte hinanden.
Birgit Stechmann: Det er vigtigt at møde forskningen kritisk og nuanceret. Jeg tror gerne, at kommunerne vil det samme som os andre, også selvom den forskningsmæssige tilgang er anderledes end den politiske. Det handler om dialog.
Lasse Bjerg Jørgensen: Enig med en konstruktiv og kritisk tilgang. Vigtigt også at huske den pædagogiske dømmekraft og erfaring, som har mange år på bagen. Det duer ikke at smide den gode viden ud med badevandet. Man må ikke fratage pædagogerne friheden til at tænke selv. Forskningsviden skal blive til i dialog og inddrages hvor den er relevant.
Jo Krøjer: Flere har nævnt det forhold at forskningsrelevans også kræver tid fra pædagogernes side. Et eksempel er mit eget afsluttede projekt, hvor der var midler til frikøb af pædagoger og masser, der havde lyst til at være med. Men alligevel var det svært for pædagogerne at få mulighed for at være med. Spørgsmål: Hvad skal der til for at skabe bedre betingelser?
Stina Hendrup: Vi vil få lettere ved at overbevise politiske beslutningstagere, hvis der bliver mulighed for at få refleksionsrum. Vi er holdt op med at bruge begrebet ”væk fra børnene” og siger i stedet at det også er ”anden tid til børnene”
Ditte Mundeling: Den kritiske tilgang og den pædagogiske undren kræver også en vis portion mod. Man kan hurtigt blive præsenteret for udsagnet: ”Det kan du godt glemme –det har vi ikke tid til” Der er ikke nogen bedre til at forske i dybden end pædagogerne, men det kræver også at der er en åbenhed over for den mulighed, det skal man lære på uddannelserne.
Julie Fischer: I forlængelse af oplægget: Knytter an til Ditte – den viden vi skaber ude i praksis. Positiv udvikling, at forskere og pædagoger skaber viden sammen. At pædagoger også er med til at undersøge egen praksis med input fra positioner, der kan bringe andre perspektiver ind. Det er fint at projekterne er lokale og specifikke – man bliver også klogere af at læse om den slags.
Thomas Gitz-Johansen: Får lyst til at sige noget om livet tilbage i børnelivet og menneskelighed. Forskningen er blevet meget måle-veje, det har gjort forskeren og måske også praktikeren til en tekniker. Vi vil gerne bidrage til at italesætte og undersøge, hvad der er det gode liv. Det vil være godt, at der også bliver stillet spørgsmålet, hvad er det der er eksistentielt, sådan fremtidsrettet. I firserne var der ikke et spørgsmål om at gøre noget tekniske rigtigt men et spørgsmål om at ville noget og om at barnet var fremtiden. Her kunne forskningen bidrage til lidt indflyvningshøjde, om ånd og fremtid.
Line Togsverd: Ja, forskningen må gerne handle om ånd og fremtid og værdier. Det er også vigtigt at forstå den kompleksitet der er i pædagogernes hverdag og vigtigt at have fokus på, at pædagogik kan diskutere.
AFRUNDING:
Jo Krøjer: Tak for en veritabel tour de force i gode refleksioner, som vi skal bringe i spil og udvikle nye samarbejder.
Annegrethe Ahrenkiel:
Tydeligvis mange forskellige bud på, hvad der kendetegner den praksisrelevante forskning. Men der er også stor enighed i tankerne om samspil i mellem forskning og praksis, for at opsummere: Den viden vi bygger på er grundlæggende teori om barndom etc., som skal omsættes. Pædagoger skal ikke bare modtage, men også medvirke. Der er værdimæssige spørgsmål på spil i al forskning også i den kvantitative forskning. Vi har hørt, at det kan være svært at opnå viden i det i den modulopbyggede pæd udd. Hvis vi skal rykke ved noget med forskningen, skal vi også gøre noget ved vilkårene i uddannelse og praksis.
Hvis forskningsviden skal i spil, så handler det om andet en god formidling, selvom vi som forskere nok også skal arbejde med mange forskellige formidlingsformer. Uddannelse og praksis inddrages i hele processen, så de er med fra start til at pege på de temaer og problemer forskningen beskæftiger sig med, og i selve forskningsprocessen med forskningsdesigns også bidrager til at skubbe til udvikling.
Med hensyn til de 4 x 50 millioner til ny forskning, så er det vigtigt, at midlerne ikke bare gives til 50 enkeltstående ph.d. projekter, men til større brede programmer, så den nye viden kan få reel effekt i praksis. Forskere må arbejde sammen på tværs af institutioner, så vi kan sikre et ordentligt vidensflow mellem forskning, uddannelse og praksisudvikling.
I CeDif holder vi i marts et nyt forskerseminar hvor vi tager jeres input med i vores diskussioner om, hvilken forskning vi skal lave i vores konsortium. Vi håber vi med forskningsreserven får mulighed for at lave nogle vigtige praksisrelevante projekter.
Mange tak til alle paneldeltagerne for jeres bidrag og til alle jer der har fulgt med. Vi håber I vil fortsætte debatten på vores sociale platforme. Vi sender også et kort resume af debatten ud til jer alle. – og til alle de politiske ordførere. Vi håber jeres bidrag kommer til at afspejle sig i den måde, forskningsreserven bliver anvendt på.