Voldsramte etniske minoritetskvinder bliver tiet ihjel

Etniske minoritetskvinder på danske krisecentre er ikke bare forslåede, men også svigtet af slægt og familie. Volden har i flere tilfælde været velkendt af både deres egen familie og svigerfamilien, og flere er blevet opfordret til at blive i et voldeligt ægteskab for ikke at bringe skam over familien. Der hersker en tavshedens sammensværgelse blandt etniske minoriteter, hvor hensynet til familien vejer langt tungere end hensynet til voldsofferet.

I sidste ende er der ingen andre udveje end flugt eller hjælp fra fremmede.

»Ofte er familierne splittet mellem loyalitet over for voldsudøveren eller voldsudøverne og offeret. Hvis familierne skal vælge mellem datteren eller fællesskabet, vælger de ofte fællesskabet og bebrejder datteren, at hun svigter og gør familien ondt ved at flygte,« siger Yvonne Mørck, der sammen med Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra Institut for Samfund og Globalisering står bag undersøgelsen '»Familien betyder alt« – Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier' om kvinder, der enten er eller har været på krisecenter.

Forskerne blev selv opfordret til tavshed fra flere sider. Mange forskerkolleger har gennem hele forløbet været forbeholdne.

Kritikerne mener, at forskningen risikerer at forstærke den negative stigmatisering af etniske minoriteter i Danmark. Ligesom familiens omdømme vejer tungere for familierne, vejer etniske minoriteters omdømme tungere end de terroriserede og voldsramte kvinders liv for kritikerne.

»Holdningen er, at vold mod kvinder i etniske minoritetsmiljøer er noget, vi ikke skal snakke for højt om. Så ikke alene bliver volden tavsliggjort i familierne, men der finder også en tavsliggørelse sted i forhold til overhovedet at beskæftige sig med det, fordi kritikerne mener, det skaber et "forkert" billede af muslimske mænd,« siger Yvonne Mørck, mens Sofie Danneskiold-Samsøe nikker og tilføjer:

»Vi har lyttet til de her kvinder, så når vi møder kritik og forventning om, at vi skal være tavse om det, kvinderne fortæller, er det meget svært, når vi har hørt kvindernes historie.«
 

Vold er kontrol

Forskerne har interviewet 40 etniske minoritetskvinder, primært med mellemøstlig og muslimsk baggrund. Den vold, kvinderne fortæller om, er rystende i sit omfang og har karakter af afrettende afstraffelsesmetoder.

Volden er et decideret kontrolredskab. Kvinderne bliver slået, underkuet og terroriseret af manden, og i flere tilfælde svigerfamilien, til at kende deres plads.

»Det, der motiverer volden i etniske minoritetsfamilier, er at kontrollere kvindens seksualitet. Det er ikke kun mandens, men hele familiens anliggende. Volden foregår ikke i affekt, men med et kontrollerende formål om, at kvinden skal indrette sig under de patriarkalske strukturer i familien. Den store forskel på vold i etniske minoritetsfamilier og etnisk danske familier er, at det ofte ikke kun er manden, der begår volden, men hele familien,« siger Yvonne Mørck.

Nogle af kvinderne bliver også indespærret og truet med at blive efterladt i deres hjemland, hvis de ikke makker ret. En kvinde fortæller, at hun kun formåede at flygte fra sin ægtemand, fordi naboerne i opgangen pludselig havde dørene åbne. Hun stak af i det splitsekund, hvor han var i vildrede om, hvordan han skulle reagere med naboerne som tilskuere. I flere tilfælde var selve ægteskabet en flugt fra voldelige og nogle gange incestuøse overgreb i barndomshjemmet.
 

Faldne kvinder

I de etniske minoritetsmiljøer, kvinderne kommer fra, bliver krisecentrene dæmoniseret som et sted for faldne, promiskuøse kvinder. Så hvis kvinderne overhovedet har kendskab til krisecentrene, skal de også overvinde de løgne, de bliver fyldt med.

»Krisecentre er i den grad stigmatiseret i etniske miljøer. De bliver betragtet som steder for fraskilte, promiskuøse og prostituerede kvinder, fordi det er kvinder, der ikke er under en mand eller fars beskyttelse. Mange i de etniske minoritetsmiljøer mener, det er steder for dårlige kvinder, og i den forstand har de jo ret, hvis de med dårlige kvinder mener nogle, der forsøger at opbygge et selvstændigt liv,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Bl.a. derfor, men først og fremmest fordi de ikke kender til krisecentre, er der mange, der ender på krisecentre ad omveje. Fx faldt en af de interviewede kvinder om på gaden, kom på hospitalet og derfra til et krisecenter.

Men ikke engang på krisecentrene føler kvinderne sig helt i sikkerhed. I mange etniske minoritetsmiljøer holder man øje med hinanden. Fx sladrer taxachauffører til familien, hvis de ser en kvinde, der er gået under jorden. Og på krisecentrene er de kvinder, som, man skulle tro, kunne blive ens nærmeste fortrolige, de potentielt største fjender.

Mange etniske minoritetskvinder er nemlig meget mistroiske over for andre kvinder med samme etniske baggrund som dem selv. De tør ikke at betro sig til hinanden af frygt for, at deres opholdssted bliver afsløret over for familien. Blandt andet derfor står kvinderne med meget dårlige vilkår, når de selv skal til at opbygge en tilværelse. De har intet netværk. De unge kvinder, der er vokset op i Danmark, er i flere tilfælde blevet fragtet til og fra alt, mens ægteskabsmigranterne intet kendskab har til det danske samfund.

»Det er på et så basalt praktisk niveau, at nogle fx ikke kender møntfoden i Danmark. De ved ikke, hvad pengene er værd. De ved heller ikke, hvordan man tager bussen,« siger Yvonne Mørck.

Forskerne anbefaler bl.a. et øget efterværn til at hjælpe kvinderne i gang med en tilværelse, når de har forladt krisecentrene. Forskerne er ikke klar over, om kvinderne repræsenterer toppen af isbjerget, ligesom det er uklart, om overrepræsentationen skyldes, at danske kvinder benytter sig af deres netværk for at undslippe en voldelig mand, og derfor ikke optræder i så høj grad som etniske minoritetskvinder i krisecentrenes statistikker.
 

Vold mod kvinder i Danmark

Det vurderes, at op mod 26.000 kvinder årligt bliver udsat for vold af deres mand i Danmark.

Godt 2.000 ender på krisecentre, og omkring halvdelen af dem er etniske minoritetskvinder. De tre forskerne har interviewet 40 etniske minoritetskvinder og to danske kvinder, 25 krisecentre, 13 andre relevante aktører samt 28 forskere, nøglepersoner og krisecentermedarbejdere i udlandet.