Unges mistrivsel er kompleks, og løsningen er ikke kun bedre psykiatri

Indlægget er bragt i Sjællandske Medier den 2. november 2022.

Unges mistrivsel har udgjort et af de centrale valgtemaer. Dette skal ses i forlængelse af, at unges trivsel gennem de senere år har været for nedadgående og derfor genstand for stigende bekymringer. Øget konkurrence, tidspres og præstation fremhæves hyppigt som værende hovedårsager til at flere og flere unge mistrives.

Politisk peger løsningerne i retning af flere ressourcer til psykiatrien. Initiativer og håndsrækninger som psykiatrien uden tvivl har hårdt brug for og som forhåbentlig kan komme nogle af de unge, der har det svært, til gode.
Det er dog ikke entydigt uproblematisk, at løsningerne anses for at skulle findes i det psykiatriske system. For det første er der mange unge med trivselsproblemer, der ikke hører til i psykiatrien, og for det andet udtrykker det en forståelse af psykisk sygdom samt bredere trivselsproblemer som problemer, der udelukkende er knyttet til den enkelte unge.

I et stort forskningsprojekt - Studielivsprojektet (2018-2021) - der er finansieret af Veluxfonden, har jeg sammen med andre forskere fra Roskilde og Aalborg Universitet fulgt 47 studerende fra syv forskellige videregående uddannelser. Dvs. vi har fulgt dem både før og under corona. Formålet med projektet har været at producere nuanceret og detaljeret viden om, hvilke konkrete psykosociale problemer de studerende selv identificerer og kæmper med, og hvordan disse problemer udvikler sig, forstærkes og/ eller afhjælpes i mødet med en videregående uddannelse. Det er således de studerendes erfaringer og perspektiver, der har stået i forgrunden.

Corona-effekt

Noget af mistrivslen er uden tvivl effekter af coronanedlukningerne, men udgør langt fra hele forklaringen.
Et af projektets centrale fund er, at psykosociale problemer ikke er statiske, men varierer over tid. Det er personlige, sociale og institutionelle forhold, som fletter sig sammen i de studerendes hverdagssituationer og bliver til uddannelsesmæssige problemer.

Dette flytter perspektivet på psykosociale problemer fra alene at være et spørgsmål om unges individuelle baggrund, sårbarhed eller sygdom til et spørgsmål om, hvilke muligheder for deltagelse, tilhør og anerkendelse forskellige studiekulturer og studieaktiviteter giver og stiller til rådighed - eller det modsatte.
Gennem projektet er det også blevet tydeligt, at uddannelser arbejder i strukturer, der ikke opleves som gearede til at rumme at sygdom, og problemer i livet er et generelt livsvilkår for langt de fleste. Strukturer der på grund af krav om fremdrift og studieintensitet er blevet strammere end tidligere.

Problemer i livet og sygdom er ikke forudsigelige og ej heller til at planlægge med, og derfor er en sygemelding ofte den enkleste eller eneste måde at skaffe sig ro på. En sygemelding kan være en nødvendig og god løsning, men det fører både til forsinkelser, der kan give retskravs-og SU-problemer, og det fører til en afkobling fra medstuderende, hold og fællesskaber, som er vigtige ressourcer i at høre til på et studie og at gennemføre det.
 

Bliver peget ud

Flere af de studerende, vi har fulgt, har oplevet det ekskluderende at blive peget ud som »forsinket« eller »omgænger«, og hvor det er meget let at falde af, så forekommer det vanskeligt at blive koblet på igen. Det har således vist sig, at hvis en studerende først taber ét skridt, så får det ofte følgevirkninger.

Mange af de studerende, der har behov for hjælp, har svært ved at finde frem til den, og den kan være vanskelig at få adgang til.

F.eks. findes der en række muligheder for fleksibilitet og dispensationer i uddannelsessystemet, men reglerne er blevet mere komplicerede og vanskeligere at gennemskue. I praksis kræver det viden, rettidighed og mange ressourcer fra de studerendes side at finde og udnytte de muligheder, som systemet trods alt og principielt rummer -især når de har mangel på kræfter og overskud. Det betyder at studerende må yde et stort ekstra-arbejde, der kan omfatte at søge viden om dispensationsmuligheder, indhente dokumentation, udarbejde ansøgninger, lægebesøg mv.
Dette tager tid og ressourcer fra studierne, og de mange selvfremstillinger af alt det, man ikke kan, er negativt identitets arbejde.

Ovennævnte forskningsresultater peger i retning af, at uddannelserne har et medansvar, når studerende støder på vanskeligheder, sådan at de ikke havner i selvforstærkende dynamikker som skubber dem ud i enten periferien eller helt ud af studiet. F. eks. i forbindelse med sygdomsperioder eller meget konkurrenceprægede studiekulturer.
Dvs. det er ikke psykiatrien og dermed flere diagnoser, der (alene) kan løse unge og studerendes mistrivsel.
Der er stort behov for, at vi udvikler et mere nuanceret billede af, hvori trivselsproblemerne består, og hvordan de udvikler sig sådan, at det bliver muligt at tabe ét skridt uden af tabe flere.