| Nyhed

Tre veje til at få flere turister til Region Sjælland

Unikke oplevelser, nem transport til og fra København – og involvering af lokale ildsjæle. Det er ifølge to RUC-professorer nogle af budene på, hvad der kan lokke flere udenlandske turister til turist-fattige Region Sjælland.
Skovtårnet
Skovtårnet ved Destination Gisselfeld på Sydsjælland. Her kommer omkring 350.000 besøgende årligt. Foto: Colourbox.

 

Kronikken er bragt i Sjællandske Medier den 12. februar 2022. 

Region Sjælland vil gerne have flere turister. Men det er svært at hamle op med kulturtilbuddene i København og de tillokkende strande langs den jyske vestkyst. Region Sjælland er den region i landet med det laveste antal overnattende gæster, og den eneste region, hvor antallet af overnattende turister er faldet i perioden 2008-16. Andelen af udenlandske turister er langt lavere end i de øvrige regioner. Til gengæld har Region Sjælland mange sommerhuse, som fortrinsvis er ejet af københavnere.

Indtil coronaen kom i 2020, steg antallet af udenlandske turister i København kraftigt. Regionsrådet i Sjælland og det tidligere Vækstforum havde fået øje på, at det måske var muligt at få en del af dem ud til de mange besøgssteder i Region Sjælland. Hvor svært kunne det egentligt være med den korte afstand? Regionsrådet satte derfor i 2018 gang i et større projekt om, hvordan flere – specielt udenlandske - turister i København, kunne lokkes på besøg ude på Sjælland.

Som en del af projektet har vi på Roskilde Universitet gennemført forskning, der har afdækket forskellige muligheder for at udvikle Region Sjælland ved hjælp af turisme. Vi har undersøgt, hvad der skal til for at få de udenlandske turister i København til også at komme ud i Region Sjælland, når de alligevel besøger hovedstaden. Og vi har fundet ud af, at der er store udfordringer, hvis turisterne skal komme i større målestok.

To succeser: Skovtårnet og Hundested Havn

Et af eksemplerne på, at det kan lade sig gøre, er Skovtårnet ved Destination Gisselfeld på Sydsjælland. Her kommer omkring 350.000 besøgende om året. Skovtårnet blev i 2019 en internationalt kendt attraktion som kom på Time Magazines liste over de 100 bedste steder i verden. Tårnet er bygget i en fredet skov med klatrepark. Der findes et orangeri, et kendt julemarked og restauranter og overnatningssteder i området.

Et andet eksempel er Hundested Havn, hvor en industri- og fiskerihavn er udviklet til et oplevelsescenter, hvor man stadig kan opleve industrihavnen på en rå og autentisk måde. Der findes mange cafeer og restauranter, kunsthåndværkere, butikker og en sandskulpturfestival hvert år. Der har været anløb af krydstogtskibe, og der arbejdes med planer om at etablere et arktisk center i internationalt format. Havnen besøges hvert år af langt over 100.000 mennesker: Alene sandskulpturfestivalen har mere end 70.000 besøgende hvert år.

Men Skovtårnet og Hundested Havn har næsten ikke tiltrukket udenlandske turister via København, heller ikke før coronaen. Det har andre attraktioner og steder i Region Sjælland heller ikke. De københavnske hoteller og turistorganisationer fortæller, at udenlandske turister i København kommer for at besøge hovedstaden på grund af det kulturelle og sociale liv, de er ikke interesserede i at komme på landet eller holde kystferie.

Tre vigtige veje at gå

Hvis det skal lykkes at lokke flere udenlandske turister til Region Sjælland, kræver det en særlig indsats. Turistbranchen peger selv på tre veje at gå:

Det første og vigtigste er, at der skal udvikles nogle markante oplevelses-attraktioner, som kan kommunikeres tydeligt internationalt. Nogle klare ’fyrtårne’. Destination Gisselfeld har Skovtårnet. Hundested Havn kan få sit oplevelsesmæssige ’fyrtårn’ med det planlagte arktiske center.

For det andet skal der være adgangsveje og nemme transportmuligheder fra hovedstaden. Det kniber det med. Transportsystemet i Region Sjælland er rettet mod pendlere, ikke turister fra København. Der skal etableres bedre transportsystemer direkte fra hoteller i København til besøgssteder i Region Sjælland.

For det tredje skal Region Sjælland gøres mere kendt i udlandet. De udenlandske turister opfatter ikke Region Sjælland som en del af hovedstadsområdet. Helsingør-Hillerød-Roskilde bliver opfattet sådan, men ikke resten af Region Sjælland. Det skal der fokus på.  Eller også skal der udvikles særlige turistmål, som er så interessante, at de kan motivere de udenlandske turister til at bryde op fra deres kultur- eller gastro-rejse til København for at tage på besøg i det sjællandske.  

Hvis udenlandske turister i København skal fristes til at tage en tur ud i Region Sjælland, skal hoteller og turistorganisationer i København markedsføre det som en nem mulighed. Turisterne i hovedstaden henvender sig sjældent selv til turistbureauer i Region Sjælland. Desuden mangler Region Sjælland overnatningssteder. Vores forskning viser, at det er en god idé at inddrage lokalbefolkningen, men det kan ikke tiltrække udenlandske turister i sig selv.

Omvendt strategi er måske løsningen?

Ideen med at tiltrække udenlandske turister fra København er svær at få til at lykkes. Vores forskning har vist, at mange i den sjællandske turistbranche tænker i nye baner.

Tankerne går bl.a. på, at vende strategien om, så man tiltrækker danske og udenlandske turister direkte til Region Sjælland - med den bonus, at de så har nem adgang til at besøge København undervejs i opholdet. Man kan fx lave besøgspakker med service til, hvordan man parkerer og finder rundt i København. Man kan også satse mere på sommerhusejerne, som ofte engagerer sig i den lokale udvikling.

Det er ikke så lige til at udvikle turismen i Region Sjælland. Der er dog flere muligheder. Tiltrækning af udenlandske turister fra København er én af dem, men det er ikke den patentløsning, som man måske har troet. Forskellige lokalsamfund og kommuner skal nok udvikle forskellige strategier, afhængigt af lokale forhold.

Kontaktinformation:

Professor Jon Sundbo, e-mail: sundbo@ruc.dk