| Nyhed

Svensk professor er nyt eksternt medlem af RUC's bestyrelse

Professor Henric Johnson træder ind som eksternt medlem af Roskilde Universitets bestyrelse den 1. april 2021.
Henric Johnson
Henric Johnson er professor i datalogi og pt. forsknings- og innovationsattaché ved den svenske ambassade i Washington D.C.


Professor i datalogi og pt. forsknings- og innovationsattaché ved den svenske ambassade i Washington D.C. Henric Johnson bliver nyt eksternt medlem af RUC's bestyrelse.
 
"Jeg ser meget frem til at træde ind i RUC's bestyrelse. Jeg er imponeret over RUC's aktiviteter eksempelvis i forbindelse med projekt- og problemorienterede tilgange til vidensudvikling ved at løse reelle problemer sammen med andre. Jeg håber, at min internationale baggrund og erfaring kan bidrage til den videre udvikling af RUC. Jeg ser nu virkelig frem til at arbejde sammen med medarbejdere og studerende på RUC for at bidrage til universitetets implementering af dets vision og strategi," siger Henric Johnson.
 
I sin karriere har Henric Johnson beskæftiget sig med forskning, innovation og eksterne samarbejder, ligesom han har stor erfaring med ledelse af forskningsmiljøer.
 
Udover sin position ved den svenske ambassade i Washington D.C. sidder han blandt andet i Europa-Kommissionens 'expert group on support for the strategic coordinating process for partnerships', og han er medlem af University of Colorado Boulders eksterne advisory board.

Tidligere var Henric Johnson prorektor ved Blekinge Institute of Technology med særligt ansvar for samarbejdet med eksterne partnere. Han har også været aktiv ved Nordic Innovation House i Silicon Valley og som gæsteprofessor ved Stanford University.
 
Formand for RUC's bestyrelse Carsten Toft Boesen byder Henric Johnson velkommen.
 
"Det er glædeligt, at vi på Roskilde Universitet kan byde en person med den erfaring og faglige profil, som Henric Johnson har, velkommen i bestyrelsen. For os er innovation gennem projektarbejde og forståelse for teknologi kerneområder for at løse fremtidens spørgsmål, og i den sammenhæng har det stor betydning, at vi kan trække på Henric Johnsons ekspertise, ligesom vi vil få stor glæde af hans internationale perspektiv og erfaring med samarbejde mellem forskningsverdenen og eksterne aktører," siger Carsten Toft Boesen.
 
Henric Johnson overtager bestyrelsespladsen efter professor og tidligere prorektor ved Bergens Universitet Anne Lise Fimreite. Han træder ind i bestyrelsen den 1. april 2021.

 
Herefter består bestyrelsen af:

 
Eksterne medlemmer af bestyrelsen: 

• Bestyrelsesformand, adm. direktør, NIRAS Gruppen A/S, Carsten Toft Boesen
• Næstformand, direktør, Wonderful Copenhagen, Mikkel Aarø-Hansen
• Direktør, Lollike Consult, Lisbeth Lollike
• Direktør, Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl
• Professor i datalogi og forsknings- og innovationsattaché ved den svenske ambassade i Washington D.C., Henric Johnson

Interne medlemmer af bestyrelsen:

• Kirsten Hvenegård-Lassen, VIP-repræsentant, lektor
• Troels Kure, TAP-repræsentant, AC-fuldmægtig
• Mathilde Elisa Vendelholt, repræsentant fra Studenterrådet, studerende
Calvin Raine Carlson, repræsentant fra Studenterrådet, studerende

 

Mere information

For yderligere oplysninger kontakt:
- RUC's presseservice: 28 87 00 27