Samfundsforskere vil udfordre begrebet ’grøn vækst’
Hvis vi gør os fri af væksttankegangen, stimulerer vi vores evne til at udvikle nye grønne løsninger.
Det er udgangspunktet for et nyt internationalt forskningsprojekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.
Når man taler om ’grøn vækst’ menes der som regel økonomisk vækst, der er miljømæssig neutral eller til gavn for miljøet. Men hvis vi udfordrer forståelsen af grøn omstilling som noget, der er knyttet til vækst, kan vi drive den grønne dagsorden betydeligt fremad, siger Lone Riisgaard, som er lektor i udviklingsstudier og leder af forskningsprojektet:
”Den gængse tankegang i dag er, at man ser udvikling som vækst. Det paradigme gør vi op med i vores projekt. For hvis vi kun ser udvikling som vækst, så bremser det os, når vi skal finde nye innovative løsninger på klimaudfordringerne.”
Feltstudier i Indien og Sydafrika
Forskerne skal studere alternative bæredygtighedsprojekter i Indien, Sydafrika og Danmark. I Sydafrika og Indien har man traditionelt haft et andet syn på relationen mellem mennesker og natur, og det kan give inspiration til det vestlige perspektiv, hvor naturen typisk er et undersystem til den menneskelige økonomi, fortæller Lone Risgaard:
”Vi skal lære af hinanden og ikke pådutte hinanden én rigtig løsning. Problemet opstår, når man i vesten vil lave fælles løsninger for alle, ud fra bestemte økonomiske modeller. Det er ikke nødvendigvis den mest effektive vej til bæredygtighed, og det efterlader ikke plads til diversitet.”
Forskerne skal bl.a. studere en række økolandsbyer i Afrika og Indien, hvor man har fælles ejerskab over jord, produktion osv.
”En typisk indvending ville være: ’Men de ville ikke kunne klare sig uden os, der skaber væksten’. Nu vil vi så undersøge, hvordan det reelt forholder sig, og se hvor der er synergimuligheder”, siger lektor i udviklingsstudier Jacob Rasmussen, der er medprojektleder på forskningsprojektet.
Mere information
For yderligere information kontakt:
- Lektor Lone Riisgaard, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, e-mail: loner@ruc.dk, tlf: 46742959
- Lektor Jacob Rasmussen, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, e-mail: jacobra@ruc.dk, tlf: 46743933
- Pressekonsulent Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk, mobil: 22388282
Fakta om forskningsprojektet
Bevillingen fra Danmark Frie Forskningsfond kommer fra puljen ’Grøn omstilling’, og projektet er udvalgt sammen med 54 andre forskningsprojekter blandt 479 ansøgninger. Formålet er at give dygtige forskere et økonomisk rygstød til at gøre nye, forskningsmæssige landvindinger inden for fx miljø og klima.
Projekttitel: Producing alternative green futures: Exploring interconnections between green transitions and socioeconomic and political organization
Bevillingsbeløb: 5.607.390 kr.