RUC-studerende skaber sanselige frirum på Roskilde Festival 2025

Med fokus på bæredygtighed – både den sociale, mentale og miljømæssige – har RUC-studerende skabt installationer, workshops og kunstneriske eksperimenter, der inviterer festivalgængerne til at stoppe op, mærke efter og tage stilling.
Find din indre ro i larmen
Ét af årets projekter er skabt af Theodor og Marie, der netop har afsluttet den humanistisk-teknologiske bacheloruddannelse på RUC. De har designet en lydinstallation, der tilbyder festivalgæsterne et alternativ til den massive lydmur, man normalt møder overalt på pladsen.
Ved hjælp af høretelefoner forbundet med rør, der fører ned til et bord med forskellige objekter, får deltagerne mulighed for at skabe deres egne intime lydoplevelser – med alt fra flasker og nøgler til stemmer og gnidende hænder. Det hele foregår i et lukket kredsløb, hvor man kan lytte til sig selv og hinanden – og mærke, hvordan ro og nærvær føles midt i larmen.
”Vi ville gerne skabe en kontrast til det bombastiske og store,” fortæller Theodor. ”Noget, der inviterer til intimitet og til at mærke de små lyde – ikke bare udenpå, men også indeni.”
For makkerparret handler projektet om at skabe kontakt mellem mennesker og give dem et pusterum.
”Hvis folk går herfra og har oplevet noget sjovt, uventet og måske lidt tankevækkende – så har vi ramt målet,” siger Marie.
Personliggørelse af solsikkesnoren – empowerment i praksis
Et andet projekt tager afsæt i den velkendte solsikkesnor – et diskret signal om usynlige handicap. Snoren, som normalt bæres uden meget variation, bliver her forvandlet til et personligt statement.
Heidi og Rikke, som begge er kandidatstuderende i digital transformation på RUC, har i deres projekt inviteret brugere af solsikkesnoren til at udsmykke og personliggøre den i en workshop i Handicamp – og resultatet blev overvældende.
Handicamp er et campingområde på Roskilde Festival, som har fokus på god tilgængelighed, men det er også et område, hvor der er plads til dig, som har det fysisk eller psykisk svært med et eller andet.
”Vi forventede måske fem deltagere til vores workshop, men der kom 26. Det blev en fest – med øl, grin og en følelse af ejerskab over noget, som ellers kan føles fremmedgørende,” fortæller Rikke.
Heidi uddyber: ”Vi har alle sammen selv en relation til solsikkesnoren – som bærer eller pårørende. Vi ville undersøge, hvorfor snoren nogle gange skaber stigmatisering i stedet for forståelse.”
Projektet bygger videre på en større undersøgelse, hvor de studerende har kortlagt fordomme og reaktioner over for solsikkesnoren.
”Mange nægter at have fordomme, men det er ikke altid oplevelsen for bærere af snoren. Derfor vendte vi blikket mod empowerment,” forklarer Heidi. ”Vi ville give kontrollen tilbage til bærerne – og det at dekorere snoren blev en måde at tage ejerskab og sætte sit præg på et identitetssymbol.”
Workshoppen blev oprindeligt afholdt i Handicamp, men bliver nu præsenteret i en visuel opsætning som en slags showcase på festivalpladsen.
Kreative rum for fællesskab og bevidsthed
Alle projekterne er skabt med støtte fra Roskilde Universitets FabLab, der har leveret både materialer, rådgivning og værktøjer til at føre idéerne ud i livet. Målet er ikke bare æstetik eller teknik – men at bringe social bæredygtighed i spil på en måde, der føles vedkommende for festivalens deltagere.
Lydinstallationen og snoreværkstedet er to ud af 13 projekter, der alle har det til fælles, at de forsøger at gøre det usynlige synligt, det indre ydre – og skabe forbindelser mellem mennesker.
Midt i menneskemylderet minder RUC-studerende os om, at festivalen også kan være et rum for eftertanke, samtale og små revolutioner.