RUC-studerende modtager pris fra Selskab for Surveyforskning
Selskab for Surveyforskning uddeler hvert år priser for bacheloropgaver og specialer, hvor der har været gjort dygtig brug af surveymetodik.
De to nuværende kandidatstuderende Trine Cosmus Nobel og Ida Marie Nyland Jensen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv modtager 2020-prisen for deres bacheloropgave 'Den Dobbelte Krænkelse - en undersøgelse af sammenhængen mellem køn og unges opfattelser af digitale sexkrænkelser'.
"Det føles som et kæmpe skulderklap at vinde prisen. Det betyder også meget at vise omverden, hvad det er, vi kan på RUC. Vi ser virkelig vores bacheloropgave som et godt eksempel på styrken af RUC-projekter generelt - og hvordan man i kombination af innovative metoder, kritisk-reflekterende overvejelser, men også teori, der kan grave under overfladen af den empiri, man undersøger, tilsammen kan skabe en spændende undersøgelse," siger Ida Marie Nyland Jensen.
"Derudover var det bare et interessant emne at arbejde med – og et vigtigt emne, ikke mindst. Det var for os et eksempel på, at man med et projekt kan skabe værdi i 'den virkelige verden' - i efteråret fik vi nemlig lov at holde oplæg for medarbejdere i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, som kunne bruge nogle af vores pointer til inspiration til deres arbejde med digitale krænkelser. Vi er meget stolte over, at Selskab for Surveyforskning så værdi i vores undersøgelse," siger Trine Cosmus Nobel.
Selskab for Surveyforskning har til formål at være forum for tværvidenskabelig diskussion og erfaringsudveksling i forhold til at fremme forskning i og anvendelse af surveymetoder, hvilket vil sige undersøgelser ved hjælp af spørgeskemaer.
Læs mere om Selskab for Surveyforsknings pris på selskabets hjemmeside.