| Nyhed

RUC’s rektor i spidsen for undervisningsministerens nye arbejdsgruppe for fremmedsprog

Undervisningsministeren har nedsat en arbejdsgruppe med en række eksperter, der skal komme med anbefalinger til en national sprogstrategi.
Hanne Leth Andersen
Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet.

Som en del af aftalen om styrkede gymnasiale uddannelser skal der udvikles en national sprogstrategi. Sprogstrategien skal bl.a. give bud på, hvordan elevernes sprogkompetencer fastholdes og udvikles gennem bedre overgange fra folkeskolen til ungdomsuddannelser og mellem gymnasiet og de videregående uddannelser.
 
Som et led i arbejdet er der nedsat en arbejdsgruppe, hvor Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, er udpeget som formand. Arbejdsgruppen er del af et samarbejde mellem Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og Uddannelses- og Forskningsministeriet og skal offentliggøre en række anbefalinger i januar 2017.


Sprog åbner døre
”Sprog åbner døre både i arbejdslivet og i samfundet mere generelt. Det ved vi, men vi gør ikke meget ved det i disse år. Jeg ser derfor frem til at bidrage til at sætte fremmedsprogene på den politiske dagsorden. Der er et stort behov for en samlet strategi for fremmedsprogene fra grundskole til universitetet, herunder erhvervsuddannelserne,” siger Hanne Leth Andersen.

Den nyudnævnte formand for arbejdsgruppen påpeger desuden, at sprog spiller en vigtig rolle i en moderne verden med mange kulturmøder.

”Der er brug for en bedre forståelse af, at kultur og sprog hænger nært sammen. Og sprog er meget nemmere at lære, end vi tror, hjernen er skabt til flere sprog,” påpeger hun.

Hanne Leth Andersen tilføjer, at sprog på de videregående uddannelser ikke nødvendigvis handler om deciderede sproguddannelser og påpeger, at sprog kan integreres i uddannelsen på mange måder. På RUC kan man f.eks. tage en bacheloruddannelse i samfundsvidenskab og kombinere det med de særlige sprogprofiler i tysk, fransk eller spansk.   

”Universiteterne kan med fordel tilbyde fremmedsprog og international praktik som et led i flere uddannelser,” pointerer rektoren.

Medlemmerne i arbejdsgruppen er:

  • Hanne Leth Andersen, rektor på RUC, ph.d. i fransk sprog, professor i universitetspædagogik (formand)
  • Carsten Hinsch, økonomidirektør, Siemens Healthcare A/S
  • Anne-Marie Fischer-Rasmussen, lektor i tysk, UC-Nordjylland
  • Ivar Ørnby, rektor for hhx og stx KNord (Lyngby Gymnasium)
  • Bodil Due, tidligere dekan for det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet, cand.mag i klassisk filologi, dr. phil.
  • Poul Tornøe, gymnasielærer i engelsk og tysk på Voksen Uddannelsescenter Frederiksberg

 

Mere information

Pressemedarbejder Camilla Buchardt, camilbu@ruc.dk, mobil 2238 8282